Nej, Mette Bock, vi er ikke hyklere

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Når nogle dør, taler alle pænt om dem. Det er et velkendt faktum, at man i en svær tid forsøger at huske de gode ting og lægge resten på hylden. Enten permanent eller midlertidigt. Det sker i familier som det sker i pressen,  de gange der er tale om et menneske, der har levet et liv i søgelyset. 

Alle, der har mistet, ved jo godt, at man ikke sidder til bisættelsens gravøl og taler om afdøde som en idiot eller holder mindetaler om alt det, som vedkommende sagde i et skænderi for 20 år siden. Det er ikke hykleri at huske det gode, men en grundlæggende ordentlighed og respekt for de efterladte - ligesom det også hjælper dig selv gennem sorgen. 

Med Prins Henrik er sagen præcist den samme. Gennem årene har folk ment forskellige ting om Prinsen og pressen har skrevet side op og ned om de udsagn, der løbende har skabt forundring. Prinsen gik egne veje - aldrig den lige. Han elskede at provokere og chokere - og som han selv sagde i et interview, var han ligeglad med at chokere, hvis chokket kun bestod i, at nogle var uenige med ham. Og det har mange været undervejs. 

Kulturministeren mener, at vi nærmest alle er hyklere. Ihvertfald alle dem, der ikke har kunnet acceptere hans sprog eller kunstneriske og lyriske tilgang til livet. Det kunne danskerne ikke tage til sig, påstår ministeren. Søger man i Gallups målinger siden 1972 er det dog tydeligt, at prinsen har været folkekær uafbrudt på procenter op mod de 80.

Vi har nemt kunnet favne meget mere end ministeren tror. Prins Henrik var folkelig i ordets egentlige forstand: lig folket. Kærligheden står også malet i de tusinder, der i disse dage deltager i bidende frost ved korteges rute, ved kondolancebøger eller med blomster ved slottene. 

Er det så hykleri? Nej. Man kan nemt have været dybt uenig undervejs i et menneskes liv og finde fred med sagen, når man tager ordentlig og værdig afsked. Da jeg sagde farvel til min halvsøster Synnøve Søe for kort tid siden, blev jeg midt i sorgen også kaldt hykler, alene fordi jeg sørgede. Jeg fokuserede på barndommens minder, som er dem der stod stærkest for mig. Folk googlede et skænderi fra 2009 og udfra denne ene udtalelse fra os begge, dømte de et helt livs fællesskab.

Det er vilkårene når man er offentlig - men det svarer jo til, at du er hykler, hvis du sørger over en nær ven og i din sorg ikke primært forholder dig til at skænderi med ham for årtier siden. Har du nogle nære, som du aldrig nogensinde har været uenig med? Næppe. Forskellen er blot, at nogle menneskers uenigheder bliver del af pressen og af Google - og dermed mener alle pludselig, at de på den googlesøgning forstår sig på alle livets forhold.

Pressen står primært for skud i disse dage, når udsendte rapportere fanger danskerne. Denne avis får på puklen i særlig grad. Søger man på databaserne er der også overskrifter om Henrik, der ikke er lige kærlige - og også har gjort mit royalistiske sind vred - men der er også i stor stil de modsatte. Det ene øjeblik var der fokus på vommen, det næste en kampagne om at kalde ham kong Henrik, en titel der blev ham frataget af avisen, da han valgte anden begravelse end den traditionelle. 

Nu er avisen så hykler fordi de skriver 'Du var konge'. Forsidens overskrift er ellers godt tænkt. Det er en ungdommelig og folkelig sætning at påstå, at noget er konge. Dermed får avisen balanceret mellem fortidens mange fantasifulde titler og den republikanske holdning, der er avisens særkende - og et ønske om at vise den ordentlighed og respekt, som disse dage kræver.

Det er ikke hyklerisk, men i virkeligheden dyb respekt for det kongehus, som avisen ellers ikke respekterer. Og på samme måde er det ikke hyklerisk, når danskere i stor stil viser medfølelse nu, selvom de måske ikke altid gennem livet har udvist samme sindelag.

Hykler er et voldsomt ord, der beskriver falskhed hos mennesker, hvor de tilpasser eget ståsted til det, de får mest ud af i øjeblikket. Vi skal bruge det med noget større forsigtighed, end vi gør i debatten.

Alle må for min skyld sørge som de vil. De må sige og tænke og tro hvad de vil - ja de må endda vende rundt på en tallerken i denne tid. Det er naturligt, ordentligt og respektfuldt. Skal vi ikke holde os til at sætte det mærkat på danskerne? Det må aldrig føles forkert at sørge!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
33 kommentarer
Vis kommentarer