'Jeg skal bare lige pisse, så ruller vi.'
Ordene er Larsens, Nibe Festival 2003. Ikke den store lyrik og ej heller digterisk - men lige på og præcist som det var. Kim Larsen stod ud af bussen, hvor han havde befundet sig fra han kom - den var rullet helt op til bagscenen, hvor jeg som konferencier stod og ventede. Han gik hen til nærmeste træ og pissede.
Her stod det ikon, som vi alle kan nogle strofer med - helt folkelig og nede på jorden, men i stilhed med sig selv. Backstagelivet gad han ikke mere, han havde mødt dem han ville på sin vej - og orkede tydeligt ikke nødvendigvis samværet med alle de andre i musikerbaren. Han var kommet for at spille. Og pisse.
Mange kalder ham i dag nationalskjald. Det hadede han. Han var spillemand - og en særlig en af slagsen. Ligesom Benny Andersen ikke ønskede dette prædikat af, at være nationens bannerfører, forstår man alligevel, hvorfor de kaldes det. Det at være dansk skal nemlig ikke vurderes på et håndtryk, men på om man kan synge med på første vers af 'Kvinde Min'.
Det ved vi allesammen. Og i de sidste 30 års splittede samfund, hvor fjernsynets monopolistiske lys er blevet splittet op i atomer, og vi derfor ikke længere havde andre oplagte fællesnævnere, end at tale om vejret, kunne vi samles om Larsens sange og hoppe med på 'Køb bananer' eller 'Rabalderstræde'.
Det ville virke forkert at kalde ham nationalskjald, når nu han ikke ville - men lad mig konstatere, at han var vores allesammens. Noget af det lim, der holder os sammen - og selv hans død kan ikke fjerne sangenes sammenhængskraft. Når mange skriver på Facebook, at der bliver stille nu - måske endda med citatet fra hans udødelige sang om linedanseren - så er det ikke rigtigt. Alt er her endnu. Det larmer stadig.
Der kommer ikke mere, men vi har fået mere end rigeligt. Og går du på jagt i Larsens univers, vil du altid finde nye ting.
Der er en grund til, at det blev spillemand og ikke musiker. Musikere kan alle akkorder og kan dechifrere Mozarts genialitet. Larsen derimod kunne skabe stor kunst ved hjælp af fire akkorder, selvom han kunne mange flere. På den måde blev hans melodier dem, man spillede i skolerne på xylofon i første klasse.
Det var enkelheden i hans musik, der gjorde at vi alle tog den ind. Skiller man 'Kvinde min' fra hinanden, er der egentlig ikke megen ny viden om kærlighed at komme efter. Men når Kim sang om en kvinde han elsker, og var sikker på at hun også elskede ham - så ramte enkelheden. Det er jo sådan det er. Der er ikke et forsøg på at pakke virkeligheden ind i lyriske floskler eller filosofiske tolkninger. Hvorfor ikke bare synge det, som det er. Sådan var Larsen. Også.
Det nemlig er altid tydeligt, at Larsens tekster ville noget mere. 'Jutlandia' var ikke en sang der skulle bruges i historietimerne, og derfor starter han med 'det var i nittenniogfyrre' og viser at han ikke har googlet det, ved at fortsætte med 'eller cirka der omkring'. Der forstår vi, at det ikke handler om et skib - men at vi skal være på vagt efter andre budskaber. Og alle sange Larsen har skrevet om kærlighed har også et strejf af andet i sig. Man kan ikke synge om de smukke unge mennesker, uden at der er håb indbygget. Det er umuligt at forestille sig flyvere i natten, uden at der også synges om at tro på noget større.
Han gav os håb om, at der fortsat er en enkel verden, bag den virkelig indviklede tid vi lever i.
På samme plade kunne nemt ligge numre, med en helt anden tilgang til sproget. Ordlege der hævede sig over konstateringen af, at være en gammel hankat. Han kunne digte, så Anders Matthesens film 'Sorte Kugler' fik ord på, som løftede budskabet.
'Sad og sang sørgmodige sange. Til vinden kom og viskede dem ud. Så dig gå forbi et par gange. Men hvor var du? Da lyset gik ud. Kom igen - kom igen'.
Og så kunne han sekundet efter smile til publikum, trække vejret ind og fortsætte med 'Uma na-na, uma na-na'.
At skifte direkte mellem høj poesi og en flabet ligegladhed med et fløjt og en smøg, kan de færreste kunstnere. Ja jeg vil endda påstå, at netop denne forskellighed, er det kun Larsen der har kunnet fastholde i en tid, hvor alle musikere skal målrettes, positionere sit image og være rendyrket i sin form. Larsen var sgu ligeglad.
Kim Larsen var med mig i min barndom som højskolebarn. Han havde selv en tid på højskole i Askov - og som ingen anden har han taget fat i - og afsæt i - den danske sangskat. Jeg husker som dreng på Uldum Højskole, hvordan eleverne pludselig i vildskab ville synge 'Det er i dag et vejr et solskinsvejr'. Han tilføjede sin flabede stemme og så var sangenes guldårer vidt åbne til en ny generation. Senere med Ole Wivels 'Der truer os i tiden' og et utal af andre sange, han bare synes om - og derfor skulle med på hans plader.
Han lavede dem ikke om. Tilføjede ikke noget nutidssmart - han sang dem, som de var tænkt - og nye unge åbnede højskolesangbogen og sang med.
I slutfirserne havde vi samme stamværtshus. En aften gik jeg over for at fortælle ham, hvor meget jeg respekterede ham. Jeg mærkede ved mit første ord, at han tænkte 'åh nej, endnu en fulderik der forstyrrer og bare vil sige et eller andet'. Men da jeg istedet ville fortælle ham, hvor meget han har betydet for Ingemanns digte i en ny tid, sagde han 'Skal vi ha en bajer?'. Det skulle vi. Og det fik vi nogle gange gennem min HF tid.
Hans kærlighed til de gamle digte, som jeg tidligere har opdaget har samme enkelhed som hans eget sprogunivers, var slet ikke til at overse. Hans øjne lyste, når han talte om Askov Højskole og hans respekt for 'de gamle'. Og den respekt kan høres i det arkiv, vi nu kan bygge videre på.
Han kunne forenkle digte ved at give dem en melodi, der sad fast fra første anslag på guitaren. Enkelt og fint - ligesom alt det andet.
Aldrig snobbede greb, men helt rendyrket enkelthed - leveret ligetil. Så enkelt at nogle rynker på næsen - men hvorfor flyve, hvis man kan holde sig ved jorden. Ingen grund til at blære sig for en spillemand. Slet ikke, hvis spillemanden hedder Kim Larsen.
'Så er det tid for en gammel hankat. At lukke sin dør og sige godnat'.
Æret være Larsens helt enorme og altoverskyggende minde. Jeg ved, at også fremtidens smukke unge mennesker vil ty til spillemanden i ny og næ. Derfor er tristheden blandet med en tryghed og taknemmelighed over alt det, vi fik. Tak for sangen, du spillemand.
