Tillykke med valget, Riskær

'Jeg vil gerne være den, der forsøger at se det store perspektiv og kigger på anklagerne, som alle er helt forkerte i forhold til mit demokratiske kompas, der åbenlyst er indstillet anderledes end hos andre kommentatorer og lederskribenter,' skriver Jeppe Søe om Riskær som politiker. 
'Jeg vil gerne være den, der forsøger at se det store perspektiv og kigger på anklagerne, som alle er helt forkerte i forhold til mit demokratiske kompas, der åbenlyst er indstillet anderledes end hos andre kommentatorer og lederskribenter,' skriver Jeppe Søe om Riskær som politiker. 

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Jeg ved godt, det er tidligt at ønske dig tillykke med valget, nu Løkke endnu ikke engang har trykket på den knap, der ikke findes - og stemmerne derfor ikke er afgivet - men lad mig være den første. Nu kan det næsten ikke gå galt. Alle medier, kommentatorer som jeg selv og sågar en række politikere har ønsket dig hen, hvor peberet gror og kaldt dig uværdig - så nu kan det ikke gå galt. Vi sagde alle det samme om Samuelsen, Vermund, Elbæk og Haugaard - og så kommer stemmerne i protest over, at alle de elitære vil bekæmpe demokratiske rettigheder.

Jeg har det anderledes. Når et menneske opnår valg, trods et underskriftssystem, der tydeligt er lavet for at holde nye folk ude af borgen, så er man valgbar. Og opnår man stemmer nok, er man valgt. Punktum.

Jeg er helt klar over, at der findes en paragraf fra gode gamle dage, hvor de folkevalgte kan vælge at udskamme andre folkevalgte og smide dem ud, fordi de ikke er værdige. Den paragraf bør nogle demokratisk sindede få slettet, eller blot aldrig omtale, så vi kan få et paradigmeskift i vores demokrati-forståelse. Folketinget skal bestå af folk. Jævne som højt på strå. Lige nu er der overtal af veluddannede uden den store erhvervserfaring, hvilket ofte kan mærkes, når de taler helt udenom det liv, som vi andre går og lever til hverdag.

De sidste årtier er vi endda begyndt at tale om 'borgens tykke mure' og det skyldes netop, at der mangler folkevalgte med flere forskellige baggrunde end nu. Der skal være en vvs’er med styr på rør, en mavedanser med styr på erotik, en luder, en lommetyv og en tidligere straffet med styr på tremmer. En klovn, en landmand og en fusentast. Præcist som ude i virkeligheden, hvor der faktisk hersker frihed til forskellighed.

Jeg har mødt mange tidligere straffede og som journalist interviewet folk, der endnu ikke er kommet ud. Mange af dem har fået en livserfaring der kunne gøre dem til glimrende politikere. De har måske endda løsningen på bandekriminalitet eller kan pege på, hvad der skal til for at folk ikke besøger fængslerne flere gange. Jeg har også på værtshuse mødt alkoholikere, der starter med at råbe, at Helle Thorning er en slamfisse, men pludselig i samtale fortæller om et liv på kontanthjælp uden hjælp. Fortæller om alt det, vi andre kloger os på.

Derfor bør et folketing bestå af præcist dem, som vælgerne stemmer på. Ubetinget og uden yderligere sortering.  Ellers får vi et amerikaniseret parlament, hvor det største at ende med at blive valgt er at få slettet alt man har lavet i fortiden og betale kærester for ikke at fortælle om seksuelle præferencer. Så skal alle have statsmandspotentiale, hvilket primært betyder man kan bære et jakkesæt og tale udenom.

Da Riskær på rekordtid fik nok underskrifter gik det pæne borgerskab amok. Anklagerne var ekstremt mange - og hvergang tror jeg flere overvejede en stemme på Riskær. Han kan takke Pind for meget.

Jeg vil gerne være den, der forsøger at se det store perspektiv og kigger på anklagerne, som alle er helt forkerte i forhold til mit demokratiske kompas, der åbenlyst er indstillet anderledes end hos andre kommentatorer og lederskribenter. 

Her en række af de anklager, der har hjulpet Riskær på vej til valg:

Søren Pind har opfordret Riskærs mulige kommende kolleger til at erklære ham uegnet til folketinget. Skulle det ske, håber jeg på et ramaskrig fra befolkningen, da alt andet ville være forkert. Hvis vælgerne vil Riskær - er han inde. Om han så er tidligere dømt, bandeleder eller sågar aldeles håbløs. Sidstnævnte er han ikke ene om. Man skal være særdeles højt på strå og føle sig hævet over pøblens ønsker for at mene den paragraf skal i brug. Den følelse har nogle politikere - også når de vil begrænse pressens arbejde på borgen, fordi de stiller spørgsmål. 'Det er vores borg og I er gæster,' siger borgens formand - mens hun glemmer det faktisk er vores andres - og hun er vores gæst en tid, så længe vi vil.

En masse artikler og kommentarer har handlet om Riskærs livssituation, hvor han absolut ser ud til at klare sig bedre end andre af os, der har været udsat for en konkurs og kæmper en daglig kamp for at komme på fode. Hvordan det lader sig gøre fatter jeg ikke - men umiddelbart ser det ud som om han benytter lovlige midler til at overleve. Fonde og familien træder til.

Vil man ikke have, at det Riskær gør, skal være muligt, må politikerne jo lave fondsloven om frem for at tweete vredt om, at nogle følger loven. Der er mange smuthuller i erhvervslivet - og også en lang række muligheder for fradrag, som kun de aller rigeste har mulighed for at benytte sig af. Dem er jeg ikke umiddelbart vild med, men det kunne ikke falde mig ind at kritisere folk, der finder en vej ud af noget håbløst, så længe vejen er åben i lovgivningen. Al den evindelige snak om, at det er uvederhæftigt at tage imod en pension, håndtryk eller et vederlag, selvom det er lovligt og efter aftale, er i bedste fald plat. Lav det om eller ti stille.

Som jeg forstår det, har Riskær forsøgt sig hos en række partier, der er i nærheden af hans deklarerede røde konservative standpunkt. De har enten ikke lyttet til det, han står for eller hans tanker. Eller de har ikke turdet den shitstorm, der nu beviseligt følger med ved at tage Riskær ind. Til sidst startede han så selv, som mange før ham.

Den vej er mig ikke ukendt - det tager tid at finde ståsted - og hvis ikke nogle passer, må man jo erkende at noget nyt må startes. Det ser ud som om Riskær har ramt et tomrum med en mere varm borgerlig politik - selvom vejen var lang. Når jeg ikke mener, han kan kritiseres for denne vej, er det også, fordi jeg fulgte Riskærs podcast og skriverier fra cellen tæt, og han beskrev jo allerede dengang det, som nu er hans grundlag for partiet.

Man må sige han holder fast i det han tror på, hvilket ikke er kritisabelt - ja, det er såmænd savnet på borgen.

At Riskær er dømt flere gange, er der ikke tvivl om. Han har med sikkerhed lavet noget lort, og han er straffet for det. Samfundets regler fandt ham for let og han blev dømt skyldig! Straffen er nu udstået med mulighed for - som hele vores strafferet bygger på - at kunne komme fra fængslet og starte livet påny. En del har hæftet sig ved, at Riskær ikke angrer. Jeg har interviewet mange i fængslerne, som ikke mener, de er skyldige. At de er dømt på forkert grundlag eller på anden måde sidder der uden skyld. Jeg vil faktisk tro det er det mest normale.

Riskær mener dommen er baseret på 'fodfejl' og mener ikke han skulle have været dømt. Så ville det da også være mærkeligt at angre...

Jeg ser ikke i vores lovgivning en eneste paragraf, der handler om, at folk der sidder i fængsel, skal angre offentligt på torvet, før de må gå igang med livet. For mig er han et menneske, der har udstået sin straf. Jeg kalder også Hans Engell for politisk kommentator, ikke tidligere dømt spritbillist. Pelle Dragsted kalder jeg politiker, selvom han er tidligere dømt for hærværk og anholdt med våben. En del i DF er dømt for racisme, men mener de er uskyldige og fortsætter ufortrødent. Brixtofte blev dømt for embedsmisbrug, men mange i Farum mener fortsat, han var uskyldig og handlede klogt på kommunens vegne. Jeg tror på, at mennesker må reboote efter endt afsoning og fortiden siger ikke altid, at man er et svin - men at man i samfundets øjne har fejlet og må lære af det. Om man er enig eller ej.

Det mest fantastiske jeg har læst er folk, der mener Riskærs politik er urealistisk, og han derfor ikke skal tages med i debatter eller have så meget taletid. Eller at hans politik er skabt for at forbedre sin egen situation. Mange siger det også om Vermund, der åbenbart får 'for meget taletid'. Store dele af Enhedslistens politiske program er da også urealistisk, når de ikke mener, nogle skal eje noget som helst - men det er et ståsted og et fundament for deres tro - også selvom det gudskelov ikke bliver virkelighed.

Alternativet mener kun, at de selv må flyve og blev deres politik virkelighed 1 til 1, ville vi med sikkerhed gå under - men de har det som et mål og tror jo heller ikke det bliver virkelighed på mandag.

Der er da vitterligt meget som i min verden er kuk kuk hos alle partier på skift - men jeg kan se, at andre finder det herligt. Så starter debatten og argumenterne. Det må da aldrig blive sådan, at vi fravælger holdninger i debatten, eller undlader som presse at formidle det, vi finder urealistisk. I så fald bliver der meget stille.

At tage fat i den virkelighed man selv kommer fra og lever i er selve indbegrebet af politik! Alle starter deres politiske interesse med at opdage ting i samfundet, der gerne vil lave om. Eller sidder i en eller anden kafkask situation og tænker “det her må nogle da lave om” og vupti er man i politik. Spørg i kommunerne, hvor jeg vil påstå at langt de fleste kom ind på en lokal sag de brændte for. Riskærs største modstander brugte det sidste halve år af sin ministertid på at få mere vand ud af bruseren derhjemme. Så at noget af hans politik vil forandre hans egen verden er for mig helt ok - ja, faktisk ville det være mærkeligt andet.

Du får ikke min stemme Riskær, men kun fordi jeg er uenig i meget af din politik. Absolut ikke, fordi du er dig.

Alt er op til vælgerne - og kun vælgerne.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
22 kommentarer
Vis kommentarer