Chokoladeafgifts-loven er et administrativt helvede

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Joachim B. Olsen. Medlem af Liberal Alliance.

 

I Danmark har vi en chokoladeafgiftslov, som er et administrativt helvede. For nu at sige det mildt.

Tag fx flødebollen og Sarah Bernhardt-kagen. Det er to kager, som umiddelbart minder om hinanden med deres chokoladeovertrukne udseende. Når det kommer til administrationen af chokoladeafgiften, hører lighederne dog op.

Der skal nemlig betales fuld chokoladeafgift af flødebollen, fordi den indeholder skum og er fuldt dækket af chokolade. Sarah Bernhardt-kagen er derimod lidt af en bastard. Den er også dækket af chokolade, men indeholder creme i stedet for skum. Dermed skal der ikke betales afgift, da der afgiftsmæssigt er forskel på creme og skum. Spørgsmålet er så bare, hvor meget skum der skal piskes i en creme, før det bliver til skum.

Så hvad er egentligt op og ned? Det har jeg spurgt skatteministeren om, så vi får klarhed over, hvordan chokoladeafgiftsloven skal administreres.

Chokoladeafgiftsloven udstiller, at der er noget rivende galt med de danske skatteregler. Det kan ikke være rigtigt, at selvstændig erhvervsdrivende ikke bare skal kæmpe med det høje danske afgiftstryk, men også skal spilde ressourcer på overhovedet at forstå reglerne.

For der sidder jo folk rundt i Danmark, der rent faktisk skal administrere og leve med dette absurde afgiftssystem. Jeg har talt mere flere bagere, som har svært ved at greje lovgivningen. Hvis ikke de indberetter korrekt, så får de skattemyndighederne på nakken.

Senest har en dansk chokoladebutik fået en bøde på 100.000 kroner for ikke at betale afgift af de færdige produkter. Det skaber stor bekymring i branchen, fordi bagerne ikke kan få et reelt svar på, hvordan chokoladeafgiften skal fortolkes.

Så spørgsmålet er, hvorfor vi overhovedet har en chokoladeafgiftslov, når den er umulig at administrere?

Liberal Alliance har tidligere i denne valgperiode været med til at befri erhvervslivet for en lang række bureaukratiske punktafgifter.

Jeg foreslår, at vi tager et opgør med det massive bureaukrati, som plager dansk erhvervsliv. Det kan ikke være politikernes opgave at genere almindelige bagerier med ugennemskuelige skatter og afgifter. Vi bør lade dem være i fred, så de kan bruge deres ressourcer på at lave noget godt bagværk til kunderne.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
56 kommentarer
Vis kommentarer