Joachim B.: 'Jublen over Shuaib Khans udvisning er et enormt svigt'

Loyal to Familia - Bandelederen Shuaib Khan i midten. Privatfoto
Loyal to Familia - Bandelederen Shuaib Khan i midten. Privatfoto

Joachim B. Olsen. Medlem af Folketinget for Liberal Alliance, skatte-, finans-, integrations- og udlændingeordfører.

Det har ikke skortet på jubelscener på baggrund af Loyal to Familia-lederen Shuaib Khans udvisning.

Over alt på de sociale medier har politikere såvel som almindelige borgere digitalt omfavnet hinanden og glædet sig over, at det endeligt – endeligt – er lykkedes at udvise den hærdede og dybt kriminelle vaneforbryder.

Det er lidt af et paradoks at opleve den udtalte lettelse blandt befolkningen over at udvise en forbenet kriminel udlænding. For det burde være selvfølgeligt at udvise. Det burde ikke være noget, der skulle være undtagelsen.

Den glæde, man ser over udvisningen, er i mine øjne udtryk for et enormt svigt.

For når udlændingedebatten visse tider kan opfattes som lidt skinger, så skyldes det blandt andet, at vi ikke har været i stand til at få systemet sammenkørt med den helt almindelige danskers opfattelse af ret og rimelighed. Ingen danskere kan give en god grund til, at domstolene igen og igen holder hånden under udlændinge, der gang på gang begår grov kriminalitet.

Det er ikke det samme som at sige, at der ikke skal gælde fundamentale rettigheder for Shuaib Khan. Der skal gælde præcis de samme rettigheder for ham som for alle andre i vores retssystem.

Shuaib Khans forsvarer, Michael Juul Eriksen, har selvfølgelig en pointe, når han påpeger det mærkværdige i, at Khan udvises for noget, dommere i tidligere sager ikke har ment var grundlag for udvisning.

Men omvendt repræsenterer de lempelige forhold netop et svigt. Selv Institut for Menneskerettigheder har sagt, at de ikke står i vejen for flere udvisninger.

Derfor er dommen over den generiske vaneforbryder Shuaib Khan også en vigtig sag. For det viser, at det kan lade sig gøre at udvise kriminelle udlændinge.

Og nej, det kan godt være, at Shuaib Khan ikke har et stort netværk i Pakistan, hvor han kommer fra. Det kan også godt være, at det har konsekvenser for hans familie. Men det er ikke Danmarks ansvar at sætte kriminelle udlændinges ve og vel først. Shuaib Khan er dømt 13 gange siden 2003 – blandt andet for dødsvold. At døren nu endeligt lukkes i er først og fremmest Khans egen skyld.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
42 kommentarer
Vis kommentarer