Joachim B. Olsen: Det er Danmark – det rigtige Danmark

Billede fra VM-finalen i håndbold mellem Danmark og Norge. Foto: Jens Dresling
Billede fra VM-finalen i håndbold mellem Danmark og Norge. Foto: Jens Dresling

Joachim B. Olsen. Medlem af Folketinget for Liberal Alliance, skatte-, finans-, integrations- og udlændingeordfører.

Fagforbundet 3F tager i en ny kampagnevideo, der kan ses her, stærkt afstand fra Danmark anno 2019. De ønsker sig drømmende tilbage til 1992. Det var dengang, hvor mere end 300.000 danskere stod uden for arbejdsmarkedet. Dengang alle havde det lige dårligt.

Jeg har i dette indlæg byttet 3Fs ord ud med mine egne og valgt at hylde 2019 som mulighedernes år i stedet:

 

Og det er Danmark!

I 2019 er Danmark historisk velstående.

Vi står side om side. Rengøringsassistenter, direktører, chauffører, fabriksarbejdere, arbejdsmænd og embedsmænd.

Sammen står vi – røde og hvide og blå. Aldrig har så mange danskere haft et arbejde og været en del af fællesskabet.

Antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst er på det laveste niveau i 30 år. Der er styr på de offentlige finanser.

Det er fandme Danmark!

I modsætning til 1992 er den økonomiske frihed i dag væsentlig større for den enkelte dansker. Hvor mange tidligere kun havde en folkepension at falde tilbage på, er vi alle blevet rigere – det har givet bedre mulighed for at spare ekstra op til alderdommen og dermed være herre i eget hus.

Det kommer mureren, tømreren, SOSU-assistenten og alle andre faglærte til gavn.

Velstanden har skubbet til den teknologiske udvikling, så håndens arbejde er blevet nemmere, bedre og langt mere skånsom for kroppen.

Vi høster i dag frugterne af en lang række udskældte reformer, som har givet flere muligheder for den enkelte borger. Aldrig har det været så godt at bo i Danmark.

År efter år løfter vi folk ud af passiv forsørgelse og kontanthjælpssystemet og ind på arbejdsmarkedet til kolleger, økonomisk frihed og fællesskab.

Danmark er et land, hvor uligheden i sundhed falder, og hvor alle samfundsgrupper får flere og bedre leveår.

Danmark er et blevet et land, hvor kun de færreste børn vokser op med arbejdsløse forældre.

Det er Danmark. Der har altid været muligheder i Danmark.

Men aldrig har de været så store som i dag.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
77 kommentarer
Vis kommentarer