Matador foregik i overklassen, Lars Løkke

Kaare Dybvad. Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, skriver om samfund, centrum, udkant og kultur.

Jeg elsker Matador. Jeg har set serien 6-7 gange efterhånden. Og jeg forventer, at når jeg er ligeså gammel som Lars Løkke, så har jeg også set den 20 gange, ligesom ham.

Matador er eliten af tidens skuespillere og produktionsfolk, som i en samlet indsats skabte den største fælles reference, som vi har som danskere. Flere kender grisehandlerens hundekunstner end folkekirkens trosbekendelse, og der er større sandsynlighed for, at unge mennesker kender besættelsestidens detaljer fra den folkekære serie end fra de officielle historiebøger.

Derfor bliver jeg også glad, når statsministeren holder Matador i live. Det er en af de få ting, vi for alvor er fælles om som danskere. Nogen rynker på næsen ad det. Dem om det. En statsminister skal først og fremmest tale bredt til danskerne, og derfor er Matador oplagt.

Men Lars Løkke afslører også sig selv, for Matadors problem er det samme som statsministerens. Nemlig, at man ikke har sans for, hvad der foregår i den store del af befolkningen, der er uden for ens egen synsvinkel. Dem, der kæmper med at få tingene til at hænge sammen, som er nedslidte af hårdt arbejde eller simpelthen bare lever et almindeligt liv, hvor tingene fungerer rimeligt.

Matador foregår i de dyre saloner hos overklassen. De eneste i arbejdstøj man møder, er dem der betjener de rige: Tjenestepigen, som Løkke selv nævner; hendes chef, Laura, eller maleren Fede. De 90 % af befolkningen i Korsbæk, som var faglærte eller ufaglærte arbejdere, findes stort set ikke i tv-serien. I det 14. afsnit møder man i en sidefortælling en nedslidt rengøringsdame, men ellers er den sociale realisme fuldstændigt fraværende.

På samme måde er det med Løkke: Han lever det vilde liv i Nyhavn med ministerchauffør og opvartning fra tidligt til sent. Han kalder sig ”Lille Lars fra Græsted”, men har en livsstil som ligger fjernt fra folk, der normalt kalder sig sådan. Mit bud er, at han ligesom folkene i Matador kun møder folk i arbejdstøj, når tjeneren serverer maden eller når håndværkeren kommer for at fikse noget. Ellers går det med folk, der taler formfuldendt engelsk og glæder sig til fremtiden, og den sociale realisme er ligesom i Matador en detalje, dom tilfældigt rammer statsministeren, da han passer sin sidegesjæft i Løkkefonden.

Ser man Matador, kan man få indtrykket, at 1930’erne og 1940’erne var en god tid for den almindelige danske befolkning. Intet kunne være mere forkert. Arbejdsløsheden var skyhøj, folk blev tvunget til at arbejde for Hitler i den tyske våbenindustri, mens Venstre krævede sociale fremskridt rullet tilbage som betingelse for at være med i samarbejdsregeringerne.

På samme måde kan Lars Løkke måske få indtrykket af, at det egentlig går meget godt det hele, her i Danmark. Kan vi sætte pensionsalderen op igen, spørger Løkke måske folk omkring sig? Ingen protesterer. Måske kan vi give kontanthjælpsmodtagerne en håndsrækning ved at tage en stor del af deres indkomst fra dem? Det lyder vel nok fornuftigt, messer kødranden. Og hvad med, at vi forsøger os med at skære 2 % årligt på kommunernes, sygehusenes og uddannelsernes budgetter? Ingen omkring ham bekymrer sig, for de kan altid vælge et privat alternativ.

Lars Løkke og hans regering gør det hvert år en lille smule dårligere at være en af dem, som gerne vil gøre som Agnes Jensen, men som har brug for hjælp for at kunne nå dertil. Den hjælp, som vores velfærdssamfund er bygget op om, og som har skabt verdens måske bedste samfund. Og han gør det en lille smule sværere at tilhøre det store flertal, der hverken indgår i Løkkes eller Matadors parallelverden.

Dem burde han have sagt noget mere om i sin nytårstale.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
27 kommentarer
Vis kommentarer