Tager man det ikke alvorligt at sætte et barn i verden?

Kaare Dybvad. Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, skriver om samfund, centrum, udkant og kultur.

Lang tid før der var tænkt på sociallovgivning, eksisterede der et lille stykke lovgivning her til lands. Det sikrede en undertrykt gruppe en flig af retfærdighed, i en verden, der ikke tilhørte dem. Lang tid før Socialdemokratiet og Socialrådgiverne og Socialreformerne var det sådan, at når en mand havde gjort en kvinde gravid, skulle der sørges for, at barnet blev forsørget.

Allerede i 1788 havde lovgiverne altså gennemskuet det urimelige i, at gårdmandssønner skulle kunne gøre landarbejderdøtre gravide, og efterfølgende lade børnene gå for lud og koldt vand. Man må tage skade for hjemgæld, som man sagde i gamle dage. Du må stå ved dine handlinger, og tage konsekvenserne af dem.

Når man kender historien, har det været mærkværdigt at følge med i debatten om såkaldt ”juridisk abort” – altså mandens ret til at frasige sig et barn, han selv har været med til at lave. Er vi virkelig nået så langt ud i ansvarsløsheden og ligegyldigheden i det her samfund, at ikke engang det at sætte et barn i verden er noget, man tager alvorligt?

Jeg er klar over, at man kan finde eksempler på kvinder, der bevidst forsøger at blive gravide med mænd, når de går i byen. Det er grimt gjort. Men min påstand er, at hvis fortalerne for den ”juridiske abort” får deres vilje, vil det ramme langt flere enlige mødre. De vil miste det forældrebidrag, der er nødvendigt for, at børnene kan få en rimelig opvækst. Og det er vel først og fremmest netop børnene, vi skal tænke på.

Indtil det er modbevist, må de juridiske abortister kigge i vejviseren, ikke Karnov, efter deres ansvarsfraskrivelse.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
17 kommentarer
Vis kommentarer