Venstre misbruger flygtningekrise til nedskæringer

Kaare Dybvad. Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, skriver om samfund, centrum, udkant og kultur.

”Forspild aldrig en god krise” siger de liberale økonomer. Det skal forstås sådan, at en ustabil situation altid kan bruges til at skære i almindelige menneskers løn og levevilkår.

Særligt i Danmark har liberalisterne taget det til sig. Da man under krigen ønskede en samlingsregering, gik Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative med af hensyn til fællesskabet. I det liberalistiske Venstre krævede man nedskæringer i de sociale ydelser først, før man tog ansvar for Danmark under den nazistiske besættelse. Og da oliekrisen ramte i 1970’erne og folk gik arbejdsløse, sikrede Venstres Poul Hartling, at der blev skåret ekstra hårdt i det dengang stadig unge velfærdssamfund.

Nu har vi flygtningekrise. Og igen kan vi se opfindsomheden blomstre blandt nutidens liberalister, når det gælder om at forringe vilkårene for almindelige mennesker. Den ene dag lancerer CEPOS indslusningsløn, den anden dag skærer regeringen i den kommunale velfærd, for at få råd til flygtningene. Og fredag var ideen så, at de mange flygtninge er en perfekt anledning til at lave flere hårde reformer af dagpenge, arbejdsmarkedsydelser og meget mere. Båret frem af Venstres finansordfører.

Jeg mistænker ikke Venstre eller andre liberalister for at ønske flere flygtninge. Men hvis jeg kender de liberale ret, så luner de sig ved tanken om endnu en kærkommen anledning til at skære i velfærd og arbejdsvilkår for de lavestlønnede. Det er ikke overraskende, men det er utroligt, at de vil være det bekendt. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
0 kommentarer
Vis kommentarer