Vi har ikke svigtet Anker

Kaare Dybvad. Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, skriver om samfund, centrum, udkant og kultur.

Aldrig har folk sagt så meget pænt om Anker Jørgensen, som efter hans død. Dejligt.

Men ikke alle roserne er lige oprigtigt ment. Hvis man eksempelvis lyttede til Søndagspolitikken på Radio27Syv i slutningen af marts, kunne Dansk Folkepartis Søren Espersen fortælle, at Anker Jørgensen kunne ”være et helt godt medlem af Dansk Folkeparti”. Og at Anker – modsat nutidens socialdemokrater - aldrig havde godkendt den trepartsaftale, der nu giver flygtninge bedre muligheder for lærepladser og arbejde.

Henover pinsen kunne man så opleve de radikale Zenia Stampe fortælle, at Socialdemokraterne svigtede Ankers arv, fordi partiet strammer flygtningereglerne. Nutidens socialdemokrater er simpelthen ”hamrende usolidariske”, ifølge de radikale.

Som den opmærksomme læser har bemærket, så kan begge udsagn jo ikke være rigtige på samme tid. Socialdemokratiet kan ikke både svigte sine rødder og Anker ved at være for gode mod flygtninge og samtidig svigte sine rødder og Anker ved at være for hårde mod flygtninge.

Jeg forstår sådan set godt, hvorfor alle har en holdning til Socialdemokratiet. Som det centrale parti i skabelsen af verdens mest tillidsfulde, lykkeligste, mindst korrupte og alligevel velstående samfund, er det interessant at være den, der bestemmer, hvad der er socialdemokratisk, og hvad der ikke er.

Da Anker regerede blev han modarbejdet af både Zenia Stampes radikale, som ikke ville samarbejde med ham. Men især af Søren Espersens daværende parti, Venstresocialisterne, som skrev smædesange om, hvordan Anker var i lommen på storkapitalen. At de begge synes godt om ham, er jo fint, men vækker det slet ingen eftertanke, at de siddende socialdemokrater altid sværtes, mens man i bakspejlet omfavner dem?

Det ville nu en gang imellem være rart, hvis politiske modspillere kunne nøjes med at forhold sig til deres eget parti, i stedet for at bruge kræfterne på at definere, hvad der er socialdemokratiets historiske arv, og hvad der ikke er.

Personligt ville jeg ønske, at vi førte en indvandringspolitik efter Anker Jørgensens model. Kort fortalt betød den, at vi maksimalt skulle tage imod 5.000 indvandrere årligt, men til gengæld sørge for at få dem, der kom i arbejde og uddannelse. Så kunne vi også slippe for beskyldningerne om, at vi svigtede Ankers arv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
15 kommentarer
Vis kommentarer