For ti år siden husede Næstved byret sine mest velhavende gæster nogensinde. Eller rettere dem, der med tiden ville blive de mest velhavende.

Den danske elites børn var samlet for at følge domsafsigelsen over en fynsk rigmandssøn, der var anklaget for at have voldtaget en lokal præstedatter, der var dagelev på skolen Herlufsholm. En sag, hvor forstanderen for Herlufsholm midt i politiets efterforskning i pressen udtalte, at han ikke mente sagen hang sammen, og at det var svært at se, hvordan pigen skulle vende tilbage til skolen.

De privilegerede børn jublede højlydt, da det blev kundgjort, at det endte med en frifindelse.

Vi andre finder aldrig ud af, hvorfor det endte sådan, for drengens advokat havde sikret, at proceduren skulle føres bag lukkede døre og med forbud mod at referere.  Men hvad vi ved, er, at det var en uenig domsmandsret. To stemte for en frifindelse, mens den sidste ville straffe rigmandssønnen. 

Voldtægter er svære at bevise. Vi frikender hellere 10 skyldige end dømmer én uskyldig. Sådan må det nok være. Men netop fordi det er sådan, bør vi som samfund tage voldtægtsanmeldelser meget alvorligt. Ikke bare hos politiet, men i samfundet som sådan.

Derfor er det også beskæmmende, hvad der er sket i den nye voldtægtssag fra Herlufsholm. Det er ud over min fantasi, hvordan en uddannelsesinstitution kan mene, at det er i orden at vente 3-4 dage med at anmelde en voldtægt, og i stedet tilkalde en privat konfliktmægler. Og begrebet ”mægler” er i sig selv interessant.

For man kan spørge sig selv, hvad det mon er for en mægling, der skal ske mellem en pige, der føler sig voldtaget og den formodede gerningsmand? Det ligner mønstret fra 2006, hvor skolens forstanderen i pressen såede tvivl om, hvorvidt pigen havde været udsat for voldtægt.

Det er afgørende, at voldtægter anmeldes hurtigt, så politiet hurtigt kan få foretaget de nødvendige undersøgelser.

Jeg kan ikke dømme, om der er tale om en voldtægt. Det må være op til retssystemet. Men moralsk er det på sin plads at fordømme Herlufsholm Kostskole for at stille sig i vejen for politiets og sundhedsvæsenets vigtige arbejde det første døgn efter en påstået voldtægt.¨

Det arbejde har man altså besværliggjort med sin opførsel. Hvem ved, måske skal vi nu igen opleve Overdanmarks børn juble i Retten i Næstved over en frifindelse? Måske endda fordi der mangler beviser i sagen. Og ingen ved, hvor mange sager der er blevet tysset ned af en privat ”mægler” og aldrig er nået til retssystemet. Jeg tør næsten ikke tænke på det.