Chefredaktør bør sendes i spjældet

'Jeg kommer ikke til at knibe en tåre, hvis Christian Jensen skal ind og spjælde den,' skriver Kenne L. Hansen om Politikens chefredaktør, der udgav PET-bogen. Foto: Miriam Dalsgaard
'Jeg kommer ikke til at knibe en tåre, hvis Christian Jensen skal ind og spjælde den,' skriver Kenne L. Hansen om Politikens chefredaktør, der udgav PET-bogen. Foto: Miriam Dalsgaard

Kenn L. Hansen er kommunikationsekspert, tidligere topdommer i fodbold og skriver om politik og samfund

Chefen for Danmarks nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste må ikke skrive bøger om sit arbejde, når han stopper. Det lyder som regel nummer 1 i James Bond-håndbogen. Man behøver ikke være terror-ekspert for at regne ud, at en topchef i lige præcis den branche opererer helt inde i et maskinrum, som ikke tåler dagens lys – og da slet ikke en bog fra klassens frække dreng, People’s Press.

Alligevel viste den udvidede tavshedspligt fra PET-kontrakten sig på kort sigt at være værdiløs. Den kunne i hvert fald ikke afholde den tidligere chef, Jakob Scharf, fra at udgive en bog med detaljerede beskrivelser fra konkrete sager i 'Syv år for PET'.

Jeg åd bogen råt, må jeg tilstå. Men jeg er også sådan en, der sidder klar i sofaen med popcorn til alle afsnit af Politijagt.

Den underholdningsmæssige kvalitet af værket er der bestemt ingen problemer med, må være min korte anmeldelse. Udgivelsen var til gengæld et journalistisk lavpunkt i manglende respekt for den danske retsstat. Den normalvis anstændige avis, Politiken, valgte nemlig at trykke bogen på trods af et helt soleklart forbud fra Københavns Byret. Det var umuligt at forstå som andet end en lodret langemand til retssystemet.

Fri mig i den sammenhæng venligst for sniksnak om ytringsfriheden. Der er tonsvis af jobs, hvor ytringsfriheden er begrænset af et arbejdsmæssigt virke, så det er sådan set helt ukontroversielt. Jeg skriver selv under på en bunke fortrolighedsklausuler hvert år i mit arbejde med fortrolige informationer hos kunder. Det begrænser min ytringsfrihed om de givne kunder – det er sådan set hele ideen med kontrakten, og ikke noget samfundsmæssigt problem.

Den efterfølgende begrundelse for at have bragt bogen i Politiken var det mest selvretfærdige, jeg har længe har læst fra journalistisk hånd (Ekstra Bladet var også involveret, men i langt ringere grad, så lad os for enkelthedens skyld fokusere på den største synder fra JP/Politikens Hus).

Politiken så bort fra rettens forbud, fordi de simpelthen anså dommen som forkert! Byretten lagde i mangel af bedre bagsideteksten til grund for forbuddet – en bagsidetekst, der i øvrigt lovede masser af saftigheder fra Scharf.

Min pointe er, at det sådan set er ligegyldigt, hvad vi mener om byrettens dom. En tilsidesættelse af forbuddet var et tegn på, at chefredaktøren satte sig selv højere end domstolene. Den fjerde statsmagt fik på usmagelig vis lige møvet sig ind på en tredjeplads, hvor den på ingen måde hører hjemme. Og det efterfølgende rationale bidrog kun til at underbygge fornemmelsen af en chefredaktion, der havde mistet jordforbindelsen.

I dag kan vi så læse, at Scharf tiltales for omfattende brud på sin fortrolighed, i øvrigt med krav om fængselsstraf, mens den nye PET-tavshedspligt lader vente på sig. Justitsministeriet må pinagtigt nok tilbage til skrivemaskinerne for at få designet en udvidet tavshedspligt, der holder vand.

Det er en stor overraskelse for mig (der vel at mærke ikke er tynget af nogen juridisk indsigt), at det ikke er muligt at lave en soleklar klausul i agenternes kontrakt, som lover, at de ryger 10 år på hovedet i fængsel, hvis de så meget som nævner, hvilken type kaffe der er i automaten hos PET.

Derudover kræver anklagemyndigheden, at Politikens Christian Jensen skal fire måneder i fængsel (ironien i en straf på 'syv års fængsel for PET' havde ellers klædt dramaturgien).

Sagen skal afgøres 12. november i år, hvor jeg kommer til at sidde klar med endnu en portion popcorn. En ting er, at tidligere efterretningsfolk gladeligt producerer populærkultur om nationale sikkerhedsspørgsmål, men jeg anser det faktisk som mindst ligeså slemt, hvis avisernes chefredaktører kan vælge at se bort fra soleklare domme i retten, hvis de ikke lige passer ind i deres opfattelse af ret og rimelighed. Så har vi først et demokratisk problem.

Jeg kommer ikke til at knibe en tåre, hvis Christian Jensen skal ind og spjælde den. Det vil være et kærkomment wakeup-call til chefredaktører om, at de ikke er hævet over loven.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
9 kommentarer
Vis kommentarer