Der er fem argumenter for burkaloven - og de er alle dårlige

Demonstrant mod burkaloven foran Bellahøj Politistation. FOTO: Anthon Unger
Demonstrant mod burkaloven foran Bellahøj Politistation. FOTO: Anthon Unger

Kenn L. Hansen er kommunikationsekspert, tidligere topdommer i fodbold og skriver om politik og samfund

Jeg har i de seneste par dage gjort en ganske stor indsats for at forstå burka-forbuddet. Jeg har som udgangspunkt svært ved at se, hvorfor vi skal blande os i, hvad andre mennesker tager på af tøj. Argumenterne er rodet godt og grundigt sammen, og jeg har derfor forsøgt at få styr på dem.

Argumenterne for et forbud falder i fem forskellige kategorier. Jeg har valgt at kalde dem: Subjektive følelser, Kultur, Kvinderettigheder, Sikkerhed, Selvvalgt eksklusion. Lad os kigge på dem en ad gangen.

SUBJEKTIVE FØLELSER fylder rigtig meget i argumentationen hos tilhængere af loven.

'Jeg føler en burka er…,',  'Jeg bliver provokeret når...,' osv. Det er problematisk at begrunde et ret stort indgreb i andres liv baseret på ens egen smag. Et moderne demokrati ikke handler om ensartethed, men om at der skal være plads til folk, der er anderledes end dig selv. Forestil dig, at din aparte hobby, afvigende politiske overbevisning eller andet blev forbudt, fordi andre ikke forstod den. At du bliver provokeret af burkaen er ikke et godt argument for loven, men derimod dit eget problem.

KULTUR er så det efterfølgende forsøg på at give ens egen fornemmelse validitet.

'Jeg synes…,', bliver til 'I Danmark plejer vi ikke…,'. Men der er jo tonsvis af ting i det offentlige rum, der ikke er oprindelig dansk kultur. Kalotten, turbanen, goth-punkeren. Total ensartet kultur er absurd at stræbe efter og et dårligt argument mod burka. Kulturen er isoleret set ikke noget, der bør stoppe en anden beklædning. Og hvis det gør, så vil min bankmand gerne insistere på, at alle går i blå skjorter fra nu af, mens en IT-nørd, jeg kender, fastholder at den forvaskede Fruit of the Loom fra 90’erne er mindst krænkende. Selv de mest smalsporet kulturelle må acceptere, at vi lever i en globaliseret verden, hvor det er umuligt at få alle til at gå i Kandis-uniform. Det er så lilleput-nationsagtigt ikke at kunne rumme andres kultur, fordi vi ikke synes, den matcher vores.

KVINDERETTIGHEDER er paradoksalt nok det bærende argument fra politikerne.

Logikken er, at vi kun ved at straffe dem, kan frigøre dem fra gevandterne. Det er, så vidt jeg ved, første gang, man laver en dansk lovgivning, hvor ofrene straffes med henblik på at nå gerningsmanden. Alle fornuftige mennesker må være imod social kontrol, men vi mangler simpelthen at få sandsynliggjort, at denne lov har nogen som helst effekt på frigørelsen af muslimske kvinder (hvilket jeg i øvrigt tror, alle der har brugt de foregående argumenter er pænt ligeglade med). Det er sjovt, hvordan den gruppe af danskere, som virkelig ikke kan udstå muslimer, pludselig har så travlt med at fritstille kvinderne. Det kuuuunne tyde på, at det ikke handler så meget om kvinderettigheder, men mere at vi bliver fri for at se på dem. Og hvis en enkelt politiker, der har stemt for forslaget, kigger med her, så husk, at du står på samme side som politikere som Martin Henriksen, der fejrer forbuddet. Tror du selv, han interesserer sig for de kvinders rettigheder?

SIKKERHED finder vi langt nede på kvalitetsstigen over argumenter. Nej, du skal ikke føle dig usikker, når du ser en i burka, som kan have et bombebælte på. Vi har faktisk set ret mange bombemænd fragte deres uhyrligheder på andre måder. For eksempel i en helt lovlig rygsæk. Sikkerhed er et forvrøvlet argument for at få burkaer væk fra gaden, og argumentet næres af den usmagelige grundopfattelse, at muslimer med en større sandsynlighed udgør en sikkerhedsrisiko. Der er absolut ingen sammenhæng mellem burka og sikkerhedsproblemer, så fri os fra den logik. Og nej, du behøver ikke svine kommentar-feltet til med en eller anden, der kan påvise, at en bombetype havde burka på, for jeg siger jo ikke, at det er umuligt. Jeg siger, at det er ligeså nemt at finde en anden måde at skjule bomber og bazookaer på. Prøv at vende argumentet om: Får vi mindre terror, hvis vi eliminerer muligheden for at klæde sig i burka? Selvfølgelig ikke.

SELVVALGT EKSKLUSION synes jeg faktisk er relevant at tale om. Når vi har indrettet et arbejdsmarked som i DK, kan burka-kvinder ikke forvente at få understøttelse. De er ikke fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i den mundering. Det samme gælder offentlige services, hvis de kræver, at man kan se deres ansigter. Sådan må det være. Det er deres eget fravalg. Men sådanne regler har vi jo allerede! Hvis de selv vælger at træde ud af arbejdsmarkedet (og samfundets andre strukturer), så lad os fortsætte vores udmærkede liv uden dem. Vi kan ikke tilbyde folk, der vælger at leve på en helt anden måde at indrette vores samfund efter dem. Men jeg synes, det er åbenlyst problematisk at lave en lov, hvor selv en selvforsørgende, ikke-socialt-kontrolleret kvinde, der af egen fri vilje har valgt den tolkning af Islams beklædningskodeks ikke må gå frit på gaden. Det er faktisk alt det, vi har kritiseret ved totalitære regimer som Iran, Nordkorea og andre fra samme grimme skuffe.

Når politikere som Khader så tilmed indrømmer, at lovgivningen er skrevet som maskeringsforbud med henblik på at omgå Grundloven, så er vi efter min mening ud på mere end dybt vand. Han udtalte direkte: ”Vores mål er at forbyde burka og niqab”. Grundloven bør være vores rettesnor, og ikke noget man laver røverhistorier rundt om. 

Vi kan have forskellige syn på, om loven vil hjælpe kvinder, som rent faktisk ER tvunget i burkaen. Jeg tror, det vil føre til yderligere isolation i hjemmet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at disse kontrollerende mænd, som eftersigende har tvunget kvinderne i dragten, nu skulle føje den danske lovgivning og give dem lov til at spankulere rundt i almindeligt tøj. Døren bliver da bare lukket i med et knald. Selv tak for hjælpen.

Man kan være bekymret for disse kvinder, men jeg er faktisk endnu mere bekymret for vores lovgivningsmæssige deroute. Det var betryggende at se seksuelle minoriteter og andre udsatte grupper troppe op til demonstrationen mod loven. For hvem er de næste på listen, vi ikke kan acceptere?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
416 kommentarer
Vis kommentarer