Godt det ikke er mig, der er minister

Klimaminister Dan Jørgensen er her muligvis i gang med at udpege, hvor der skal sættes ind for at reducere udledningen af drivhusgasser, uden at det påvirker nogen eller noget - godt opgaven ikke er min, skriver Kenn L. Hansen. Foto: Nima Taheri/POLFOTO
Klimaminister Dan Jørgensen er her muligvis i gang med at udpege, hvor der skal sættes ind for at reducere udledningen af drivhusgasser, uden at det påvirker nogen eller noget - godt opgaven ikke er min, skriver Kenn L. Hansen. Foto: Nima Taheri/POLFOTO

Kenn L. Hansen er kommunikationsekspert, tidligere topdommer i fodbold og skriver om politik og samfund

Der er lige nu tre politiske sager, som jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke skal løse. De tre sager er nemme at have holdninger til hjemme i sofaen – præcis ligesom hvem der er den rigtige højre back på et landshold. Men i virkelighedens verden kan sagerne vise sig umulige at løse tilfredsstillende.

Den første og den vigtigste handler om klimaet. Dan Jørgensen har som Klima-, Energi- og Forsyningsminister en lige så omfattende opgave foran sig som længden på hans titel. Vi har ti år til at nå en reduktion på 70% af udledningen af drivhusgasser, men samtidig får vi at vide, at vi overraskende nok ikke behøver at omlægge vores liv. Det koster hverken på velfærden eller pengepungen. Det synes jeg lyder virkelig mærkeligt.

Det var til gengæld ikke den store overraskelse, at beregningerne på udgifterne for at nå målsætningen blev mørkelagt i ministeriet, som aviserne kunne afsløre for nylig. Jeg tror ikke, de tal er særligt opløftende. Bevares, vi kan pege på industrien, teknologien, kineserne og alle mulige andre, som skal opfinde nye løsninger, der kan redde os. Men min erfaring siger mig, at det er svært at komme i form uden at ville svede. Lykkes det for Dan Jørgensen bare tilnærmelsesvis at nå de mål – i den komplicerede politiske virkelighed, han er sat i – så lover jeg at stemme personligt på ham og hans efterkommere resten at mit liv.

Den anden sag er lidt mere lokal. Forholdene på Udlændingecenter Ellebæk viste sig, ikke så overraskende, at være et af de værste steder Europarådets komité til forebyggelse af tortur har set. Tænk sig, at et velrenommeret land som Danmark løber med sådan en pris. Det er jo isoleret set en skændsel. Hvor er det nedslående, at verden er blevet så hård, at de to socialdemokratiske ministre, Hækkerup og Tesfaye, rent faktisk må stå og forsvare de rammer og kategorisere dem som 'passende'.

Hvorfor har jeg så alligevel Ellebæk med som en af de gordiske knuder, jeg er glad for, jeg bare kan skrive om på behørig afstand?

Fordi der trods alt er et rationelt argument i at holde forholdene relativt dårlige på stedet. Udlændingene har fået prøvet deres sag, har fået den afvist, og alligevel vil de ikke rejse hjem. Guderne skal vide, at jeg forstår dem, hvis de kommer fra de mange ulidelige forhold, som verden byder på, men den naturlige konsekvens af et udlændingecenter med helt optimale rekreative forhold ville jo være, at absolut ingen tog hjem. Forestiller vi os på den helt absurde ende af skalaen, at der var store bløde senge, Playstation og coq au vin til middag, så ville den levestandard udkonkurrere ethvert alternativ for en flygtning.

Udforsker vi det modsatte scenarium, handler det så om at gøre det så ulideligt for dem som muligt? I givet fald kunne vi gå og stikke dem med små spyd hvert andet minut. Sulte dem. Og slukke helt for varmen over vinteren. Igen er jeg glad for, at det ikke er mig, der har ansvaret for at finde den rigtige løsning. Løsningen er nemlig at ramme et anstændigt niveau, som ikke møder international fordømmelse, men som heller ikke gør Danmark til et spa-ophold. Og det betragter jeg som den anden politiske situation, som i praksis er umulig at løse på anstændig vis.

Den tredje er også aktuel. Den meget lidt sexede term 'udligningsordning' dækker over det Robin Hood'ske koncept, at de rige kommuner giver til de fattige. Astrid Krag har som Social- og indenrigsminister ansvaret for at gentegne den ordning i den nærmeste fremtid, og det skal så gøres på en måde, hvor de mange borgmestre bliver tilfredse. Det lyder nogenlunde lige så usandsynligt som den gratis klimaomstilling. Ligegyldigt hvordan man skruer på sådan en ordning, så vil nogle få mere, og andre vil få mindre, og det må alt andet lige give lidt hovedbrud for enhver politiker. Sagen bliver ikke nemmere af, at udligningsordningen tilsyneladende er så kompliceret, at kun ganske få forstår de tandhjul, der skaber udligningen.

Det var tre konkrete udfordringer for det danske samfund, som du kan glæde dig over, du ikke skal tage dig af.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
12 kommentarer
Vis kommentarer