Held og Lykkeparti

'René Gade har med sit bidrag til den politiske arbejdsform som minimum fortjent en vælgererklæring,' skriver Kenn L. Hansen Danmarks nye parti, Lykkepartiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
'René Gade har med sit bidrag til den politiske arbejdsform som minimum fortjent en vælgererklæring,' skriver Kenn L. Hansen Danmarks nye parti, Lykkepartiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kenn L. Hansen er kommunikationsekspert, tidligere topdommer i fodbold og skriver om politik og samfund

Efter en tid hvor oppositionen har været mest støjende i form af enmandshæren Løkkepartiet, har René Gade netop lanceret sit nye politiske koncept ved navn Lykkepartiet. Ikke et hvilket som helst et af slagsen, men et spinoff til Alternativet, som han forlod for at ilte sit politiske liv. Partiet adskiller sig markant fra det, vi allerede kender fra Folketinget, og jeg giver herunder mit bud på tre fremragende ting ved tiltaget og tre ting, de efter min mening burde lade blive på tegnebrættet.

Første gode ting: Enkeltpersoner frem for partier

Lykkepartiet gør op med den helt grundlæggende ide om partier baseret på en ideologi. Lykkepartiet vil bestå af enkelstående politikere, som blot skal tilslutte sig 20 demokratiske principper.

Det er jo kontroversielt grænsende til det uladsiggørlige at forestille sig, at man fjerner den bærende bjælke, som partierne i Folketinget trods alt er. Hvorfor vil jeg så alligevel fremhæve dette som et af de positive tiltag? Fordi vi har set så mange eksempler på, hvordan ønsket om ensretning af folketingsmedlemmernes stemmer skaber social kontrol i folketingsgrupperne. Tænk på socialdemokraternes Mette Gjerskovs stemme imod burkaforbuddet, som blankede hende helt af for ordførerposter. Politisk zombie i sit eget parti, fordi hun stemte efter egen overbevisning. Hvis Danmarks største parti ikke har plads til individuelle holdninger til kontroversiel lovgivning, så kan en nødvendig konsekvens være at lytte til Rene Gades forslag og løsrive politikerne fra den stopstyrede tilgang, hvor ledelsen for alt i verden vil undgå offentlig kendt splid i partiet. Dét gør Lykkepartiet op med, og det er bestemt anderledes, men en inspirerende tanke.

Anden gode ting: Mindre politik, mere business

Flere af Lykkepartiets demokratiske principper minder mere om måden at køre en virksomhed på, end hvad vi kender fra det nuværende politiske cirkus. Eksempelvis er der en årlig begrænsning på rejseaktivitet og i stedet flere digitale afstemninger, så politikerne kan befinde sig mere i deres egne regioner. Derudover har Lykkepartiet et krav om efteruddannelse i form af praktik, som vil forhindre, at politikere sidder hele deres liv lukket inde på Borgen, hvor følingen med samfundet i værste fald kun består af resultater fra fokusgrupper og Facebook-analyser. Desuden foreslår de, at statsministeren i stedet for den politiske leder, vi kender, skal være en erfaren leder udefra, som til glæde for hele Danmark skal realisere regeringsgrundlaget. Tænk hvis man kunne iagttage fremtidige pandemi-pressemøder og vide med sikkerhed, at udtalelserne ikke ville være udarbejdet med henblik på at fastholde magt og positionere sig i forhold til en opposition, men derimod udelukkende for at løse opgaven bedst muligt for samfundet.

Tredje gode ting: Åbenhed!

En gennemgående tendens i Lykkepartiets principper er transparens. Konkret betyder det, at lovforslag skal være retvisende kommunikeret, så der er åbenhed om kendte mangler ved tiltag (kunne man dog bare få det princip gennemført, så ville hele projektet være en bragende succes!). Lovpligtig kildeangivelse, hvis et medie bringer en historie på baggrund af henvendelsen fra et parti. Sådan noget får vi kun at vide, når en pressemedarbejder ved en fejl sender medieplanen til TV2. Derudover genindførsel af lobbyregistret og en opstramning af offentlighedsloven samt klarhed over økonomiske bidrag til partier. Disse punkter ville være et kvantespring i retning af større tillid mellem borgere og politikere, og tiltagene er i sin enkelthed nok mere realistiske end at gendefinere statsministerrollen.

Jeg synes kort sagt, der er masser af inspirerende elementer i oplægget. Desværre for projektet ser jeg også tre markante udfordringer.

Første dårlige valg: Navnet

Det var ikke svært at forudse, at tiltaget ville blive latterliggjort af etablissementet. Kristian Thulesen Dahls svar på Twitter var: 'Er det første april?'. Jo mere et system bliver udfordret, desto mere skingre vil reaktionerne være. Så i virkeligheden mener jeg, at man kan genkende sin politiker på den måde, vedkommende reagerer på. Det bør med andre ord bekymre dig, hvis de ikke kan se muligheder i flere af de 20 principper, for langt de fleste af principperne burde være nogle, enhver politiker kunne diskutere som realistiske justeringer af deres arbejde. Desværre gør Rene Gade efter min mening hånliggørelsen en tjeneste ved at kalde ikke-partiet for 'Lykkepartiet'. Det lugter simpelthen for meget af alt det, som Alternativet også blev latterliggjort for. New age Vesterbro, flipsy tipsy-rundkredsdans iført mærkværdige statement-sweatshirts. Jeg tror, projektet ville være mere spiseligt for tvivlere, hvis man havde valgt en mindre flippet overskrift. Jeg tænker på noget skide kedeligt som Demokrati-listen eller lignende. Ny vin på ikke helt så nye flasker.

Andet dårlige valg: Idræt og leg er barnagtigt

Et af principperne foreslår, at: 'Folketingsmedlemmer og ministre skal deltage i én af årligt to mulige udviklingsdage, hvor formålet er at fremme samarbejdet f.eks. gennem idræt, leg, ledelses- og kommunikationsøvelser - på tværs af partierne'. Her går der simpelthen for meget Kaospilot-hashpibe i den, synes jeg. Kan du på nogen som helst måde forestille dig Kaare Dybvad kaste en bold til Liselott Blixt (du må kun sige noget, når du får bolden, Liselott!). Jeg kan ikke. Og der synes jeg lidt af realismen glipper for projektet. Havde de dog bare maskeret det til noget mindre barnagtigt, som vi andre gør det ude i erhvervslivet, eksempelvis 'Fælles Team-dag', så ville det ikke lyde helt så meget som folkeskolernes idrætsdag. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at spille høvdingebold mod Bertel Haarder.

Tredje dårlige valg: Tidspunktet

Bevares, man kan argumentere for, at posen netop skal rystes i en krisetid. Jeg tror desværre, at de mange spændende ideer drukner i den økonomiske rekonstruktion af samfundet. En typisk reaktion vil være: 'Det kan godt være, politikerne skal i praktik og på teambuilding, men nu skal de første lige sørge for, at jeg kommer tilbage i arbejde igen.' Omvendt kan man argumentere for, at vi mere end nogensinde før har brug for anti-hastelovgivning og øget åbenhed. Sådan er virkeligheden så modsatrettet.

Jeg mener kort sagt, at der er utallige spændende tiltag på listen. Det hele kommer selvfølgelig ikke til at ske, men Rene Gade har med sit bidrag til den politiske arbejdsform som minimum fortjent en vælgererklæring, så vi kan få udrullet projektets substans. Jeg ønsker dem al mulig held og … lykke.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
14 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen