Landsholdets drenge: I ringer bare

'Jeg vil stå op midt om natten, hente jer fra fest i klubben og køre jer hjem, hvis I ikke kan få en taxa. Jeg vil gøre rent i jeres ferielejlighed på Mallorca, hvis rengøringen har lagt sig syg (I ringer bare),' skriver Kenn L. Hansen efter at have fået stoltheden ved landsholdet tilbage. Foto: Lars Poulsen
'Jeg vil stå op midt om natten, hente jer fra fest i klubben og køre jer hjem, hvis I ikke kan få en taxa. Jeg vil gøre rent i jeres ferielejlighed på Mallorca, hvis rengøringen har lagt sig syg (I ringer bare),' skriver Kenn L. Hansen efter at have fået stoltheden ved landsholdet tilbage. Foto: Lars Poulsen

Kenn L. Hansen er kommunikationsekspert, tidligere topdommer i fodbold og skriver om politik og samfund

Op til EM har jeg helt som altid haft en kølig holdning til slutrunden. For det første fordi jeg ved af bitter erfaring, hvor hårdt det er at glæde sig et helt år og så se holdet blive kørt rundt i manegen og Davor Suker ender med at lobbe den over hovedet på Schmeichel (flere meter offside dog).

Men min psykologiske distance er nok primært, fordi jeg simpelthen ikke har connectet til landsholdet i flere år. Min opfattelse har været, at spillerne har virket ligeglade. 'En del af noget større' betragtede jeg decideret som et latterligt slogan, da det blev introduceret. Et panisk forsøg på at skabe tilslutning til noget, der ikke fortjener tilslutning. En kikset marketing-kampagne.

Jeg anerkender, at det er en personlig følelse og ikke et objektivt faktum, men omvendt kendte jeg ikke et eneste menneske, der gav udtryk for bare en flig af stolthed over verdensstjernernes uinspirerede mimik, det åbenlyst dårlige forhold til unionen, løndiskussionerne, nødvendigheden af vikarlandsholdet og meget andet. Jeg følte dem mildt sagt ikke.

Lørdag var jeg til en rund fødselsdag med oktoberfest-tema. Iført lederhosen, dumme hatte og et stort ølkrus i hver hånd så vi Christian Eriksen kollapse. Og tiden stod stille. Jeg behøver ikke berette om den oplevelse. Den har været voldsom for alle. Efterfølgende har jeg tænkt meget over, hvorfor mange af os har gået rundt ved siden af os selv i dagevis, dybt mærket af Eriksens uheld.

Der dør omtrent hver anden dag en person i trafikken, for ikke at nævne de cirka 15 danskere, der hver dag får hjertestop på gader og stræder. Vores sorg over begivenheden er teknisk set ikke proportional med de mange andre uheld, der sker i samfundet. Men det var måden, stedet og personen det gik ud over. En helt igennem ubærlig scene. At hans venner skulle stå få meter fra genoplivningen og ikke mindst, at hans kone og børn skulle udleve deres sorg med tusindevis af danskere på tribunen – det var hjerteskærende.

Først torsdag aften var jeg forløst.

I bagende sol på en storskærm på Bornholm nød jeg i går, som var det fælles terapi for nationen, holdets genfødsel. Her oplevede jeg for første gang i virkelig lang tid, hvor meget jeg har savnet landsholdet. Lidt foran mig sad Enhedslistens Rosa Lund. Lidt bagved mig Liberal Alliances Alex Vanopslagh som et skønt billede på, hvordan de rød/hvide farver kan samle hele nationen. Vi stod alle sammen op og klappede til hænderne summede i det 10. minut.

Den stolthed, som hele det danske land har følt over de unge mænd, der repræsenterer os, er eksploderet.

Om aftenen udtaler Braithwaite på pressemødet: 'Jeg er fucking heldig og spille foran jer og hele Danmark. Jeg er sindssygt stolt af at være dansker. Tusinde tak, alle sammen.' Og jeg fik for 30. gang i denne uge en tåre i øjenkrogen (jeg er sikker på, at fremtidige studier vil vise, at mænd aldrig har grædt så meget som i sommeren 2021). Det er lige præcis den stolthed, som jeg havde behov for at høre. Braithwaite sagde, at han var sindssygt taknemmeligt.

Vi er sindssygt taknemmelige. Over at I på den største scene viste os sårbarhed, fælleskab og sammenhold. Nu ER vi jo en del af noget større. Det blev et selvopfyldende profeti, og jeg er sikkert blot en af mange tusinde, der pludselig kan mærke den sammenhængskraft, et landshold kan skabe.

Jeg vil ikke afvise, at jeg simpelthen bare har taget fejl hele tiden. Måske har de hele tiden været fremragende fyre med hjertet på et helt særligt sted, og jeg har bare ikke forstået det. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig før har set op til dem. Aldrig følt, at de var noget særligt. Bevares, de har trænet nogle exceptionelle kompetencer, men jeg har aldrig set op til dem på et menneskeligt plan. Det har ændret sig nu, og jeg kan mærke, hvad idoler gør ved os.

En følelse af dyb respekt for individerne og kollektivet. Landsholdets drenge: Jeg vil stå op midt om natten, hente jer fra fest i klubben og køre jer hjem, hvis I ikke kan få en taxa. Jeg vil gøre rent i jeres ferielejlighed på Mallorca, hvis rengøringen har lagt sig syg (I ringer bare). Men ikke mindst vil jeg bære den danske trøje med en sindssyg stolthed over, at det er lige præcis jer, der repræsenterer os. Tak for at genføde landsholdet for mig og mange andre danskere!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
15 kommentarer
Vis kommentarer