Naser Khader har afsløret regeringens burka-bluf

Foto: AP
Foto: AP

Spurgte du mig for 10 år siden, om vi i 2018 kunne have en lov, der forbød visse religioner at gå i noget specielt tøj, var jeg faldet ned ad stolen af grin. Det er sådan noget, man forventer hos de totalitære regimer, vi fordømmer. Det nordiske frisind ville aldrig tolerere så fascistoid en begrænsning af individet. Havde du derudover spået, at en liberal regering ville diktere afklædningen, så var jeg blevet bekymret for dig. Men velkommen til 2018.

Nogen mener, at netop individets ret til at klæde sig, som det vil, er begrænset af burkaen. At kvinderne netop ikke har deres egen frihed, og at vi hjælper dem ved at forbyde denne påklædning. Dette heltemod skulle eftersigende retfærdiggøre lovgivningen etisk. Heldigvis har vi en grundlov, der skal forhindre den slags panikløsninger i en tid, hvor emner som religion og integration er varmere end en burka i hedebølge. En grundlov, der siger, at man ikke må diskriminere folk på grund af deres tro. Det samme resultat nåede Justitsministeriet formentlig også frem til i deres indledende analyse af loven, og derfor fandt politikerne bag forslaget en smart udvej. De inkluderede bare en masse andre ting – ud over burka og niqab. Beklædningsgenstande som falsk skæg osv., der jo tydeligvis udgør en stor demokratisk fare. Politikerne maskerede selve formålet med loven.

Nu har Konservatives udlændingeordfører Naser Khader så afsløret det åbenlyse bluf. ”Vores mål er at forbyde burka og niqab”, som han sagde i et interview til DR. Desværre var det ikke koordineret med Venstres Jakob Ellemann-Jensen, der har forsvaret loven indædt. Farcen minder mig om min skolegård i 80’erne. To af ballademagerne smadrede en rude og kunne se frem til et besøg på skoleinspektørens kontor. På vej derop aftalte de at sige, at det var et uheld, så det fastholdt den ene af mine kammerater, men da den anden kom ind på kontoret, indrømmede han, at de smadrede ruden med vilje. Det får jo alt andet lige den første dreng til at så noget dum ud. Og sådan må Ellemann-Jensen også føle sig, når han står foran mikrofonerne og fastholder røverhistorien, som ingen på noget tidspunkt købte.

Det er et historisk lavpunkt for vores politikere, hvis de kan slippe ustraffet afsted med at indrømme, at de laver lovgivning for at omgå grundloven. ”Ond tro” er et nøglebegreb i juraen, og her får det unægtelig en ironisk dobbeltbetydning. Vi kan ikke fikse ond tro med ond tro. Selv hvis du mener, burka-forbuddet er en passende løsning, så skal vi borgere kunne stole på, at de folkevalgte som minimum respekterer loven. Der er simpelthen for mange sager i øjeblikket, hvor forklaringerne ikke stemmer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen