I går døde Margrethes søsters mand. Han var konge i Grækenland for meget længe siden.
Men Konstantin var også en højreorienteret landsforræder. Og kongeværdigheden sløjfede grækerne fuldt fortjent ved en folkeafstemning i 1974.
Alligevel blev Margrethe ved med at kalde ham Hans Majestæt Kong Konstantin, til det sidste kondolencetelegram blev slået op på kongehusets hjemmeside i går.
Det græske folk må selv om, hvordan de modtager Margrethes ikke videre subtile hilsen. Men hendes næsten to menneskealdre gamle krogede langemand til demokratiets vugge er ikke til at tage fejl af.
Man skal nemlig næsten 60 år tilbage i tiden for at forstå omfanget og sammenhængen. Konstantin blev gift med danske Anne-Marie i 1964. Året før var en demokratisk valgt centrum-venstre-regering til Konstantins store skræk kommet til magten, og han gik straks i gang med at modarbejde den. Den slags folkelig udskejelse var ganske enkelt uacceptabelt for ham selv, den græske overklasse og store dele af militæret.
Det er muligt, at den gæve græker havde skævet til Christian X, som afsatte en dansk regering i 1920, men han havde i al fald ikke taget ved lære og sørgede tværtimod for en gedigen forfatningskrise ved i 1965 at fyre premierminister Georgios Papandreou.
Krisen var med til at gøde jorden for, at en gruppe oberster i 1967 kuppede sig til magten og indførte et bloddryppende diktatur. Som statsoverhoved godkendte Konstantin landets nye illegitime regering.
Inden nogen kommer og beskylder undertegnede eller endnu værre Ekstra Bladet for at være venstresnoede agitatorer, bringer borgerlige Berlingske følgende beskrivelse i sin nekrolog fra i går:
'Konstantin støttede en militær magtovertagelse, men det var - efter hans mening - de forkerte officerer, som havde gennemført den. Senere samme år forsøgte han et modkup. Det mislykkedes, hvorefter den unge konge måtte gå i eksil.'
Når Berlingskes nekrolog helt rigtigt anfører, at det var 'de forkerte officerer', skyldes det, at de efter Konstantins mening ikke var fine nok.
Den unge konge var også stærkt pikeret over, at de kun ville give ham formel magt. Han ville helt ind i magtens centrum og trække med i trådene. Derfra, hvor tusindvis af fængslinger og tortur af anderledes tænkende blev sanktioneret.
Det var ikke så meget det forhold, at det var en flok brutale oberster. Det var underklasseoberster, og disse opkomlinge ønskede Konstantin blev erstattet af militærfolk fra den øverste elite. Det var med en fin buket af disse mere polerede skråremstyper, han forsøgte sig med sit modkup. Hvilket han efterfølgende har haft den frækhed at spinne som et forsøg på at genindføre demokratiet. Han fejlede og tog benene på nakken.
Om Konstantin var fascist i hjertet, må stå hen i det uvisse; men at han konspirerede med folk, der spændte remmene stramt og skråt hen over det lille tikkeværk, er uomgængeligt.
Det er derfor ikke underligt, at grækerne også ønskede Konstantin langt væk, efter at de var sluppet af med juntaen, der kapitulerede i lyset af voksende modstand og et behov for folkelig opbakning til en truende krig mod Tyrkiet. Men grækerne glemte ikke. Folkeafstemningens nej tak til monarkiet blev leveret af et flertal på 69 procent.
I modsætning til Margrethes egne børnebørn er Konstantins efterkommere tilmed stadig prinser og prinsesser af Danmark i den danske dronnings lille stilehæfte.
Tag den, Grækenland. Lev med det, grev Nikolai, grev Felix, grev Henrik og den lille komtesse, som deler navn med den græske hovedstad, Athena.
