Småkriminelle, djøf’ere og et aldrig svigtende flertal af politikere kan om ikke andet blive enige om, at tilværelsen som hjemløs skal være så sur som mulig.
De folkevalgte står for en lovgivning syltet ind i irrationel angst, nærighed og populisme. Djøf’erne sørger for paragraffer og ondsindet opfindsomhed. Mens et udvalg af laverestående kriminelle forlyster sig med at sparke til det, de sikkert opfatter som menneskeligt affald i soveposer.
Det sidste er trods alt det mest ærlige.
De skal vel bare afreagere på nogen, der er lavere i hierarkiet, stjæle en billig mobiltelefon og fikse lidt håndører. Det er imidlertid ikke nok for de ansvarlige for velfærdsstaten at skære i kontanthjælp og udsulte psykiatrien. De hjemløse bliver også kriminaliseret. De bliver straffet for at tigge på en truende måde eller sove i små grupper. Bænke bliver forsynet med bøjler, så man ikke kan sove på dem. Og høj musik holder indgange til stationer fri for søvnige stakler.
Forleden satte Københavns Kommune det foreløbigt sidste stød ind. I 12 år har en del kunnet lune sig lidt længere på byens biblioteker, da man valgte at udvide den ubemandede åbningstid i 2011. Uden varsel og uden forklaring blev den forleden rykket tilbage fra 22 til 20.
Timingen er fantastisk. Den mest frostsprængte ende af årets koldeste måned. I den vellønnede del af kommunens kontorer ser man nemt for sig de knoldnakkede furier fnise begejstret om kap med lummer gnæggen fra veltrimmede mellemlederskæg. Havde man ventet til maj, ville angrebet jo nærmest være et slag i luften.
Her er der alt for god mulighed for at være dus med himlens fugle og parkens smågrønne træer. Næsten som i Morten Korchs Vagabonderne fra Bakkegården fra 1958, hvor skæve eksistenser stadig var folkekære og gemytlige figurer.
Om end antallet af hjemløse er faldet lidt et par år, har det været støt stigende, siden der begyndte at blive lavet regelmæssige målinger i 2007. I dag er der næsten 6.000.
Det er rundt regnet en tredjedel af indbyggerne i Nyborg eller Nykøbing Falster. Selv om hjemløsheden i dag mest er et storbyfænomen, holder mindre kommuner sig bestemt ikke tilbage. I 2015 kunne Helsingør Kommunes Djøf'ere triumferer i disciplinen ”ondskabens banalitet”, da de pålagde hjemløse kontanthjælpsmodtagere at fremvise beviser for, at de ikke brugte almisserne uden for kommunen. Da der øjensynligt ikke var hjemmel til at smide de formastelige i spjældet, blev de i stedet trukket godt og grundigt i bistandshjælpen.
Enkelte hjemløse er måske revisorer; men flertallet sidder ikke i regnen på en grøn mælkekasse og fedter med bilag.
Og det bliver næppe bedre. De sidste tyve år er der stort set ikke sket noget afgørende. Af de fire statsministre, der har lunet sig på Marienborg, sidder de to i den nye regering. Det er temmelig naivt at forestille sig dem afvige fra linjen. Hellere spilde politiets tid end levere en anstændig social indsats.
Alt koster naturligvis penge, og der skal også være råd til skattelettelser. Men er det virkeligt nødvendigt at fortsætte med at sparke nedad i form af de mange små ondskabsfuldheder på jobcentre, stationer, kommuner, parker, pladser og biblioteker.
Ja, det er en lille ting med de åbningstider. Men det er alle de små nedrige bureaukratiske finurligheder, der som kinesisk vandtortur med paragraffer, forfølgelse og høj marchmusik er designet til at plage og hele tiden jage de svageste længere væk. Men væk fra hvad?
De forsvinder ikke, før de dør.
