Mette Frederiksen har gjort kongehuset en bjørnetjeneste af de større med udnævnelsen af Danmarks første royale våbenlobbyist.
Opdraget var ellers enkelt fra Mary, Margrethe og Frederik. Vi skal have Joachim og Marie om muligt endnu længere væk fra København, end de er nu. Vi kan ikke risikere, at han laver en Harry. Så han skal ikke alene bevare sine årpenge. Han skal også have et meningsfyldt arbejde. Vi ved, at han ikke gider at være landmand. Til gengæld er han blevet rigtig glad for militærvæsen med årene.
Og det er heldigt. For det er nok værd at slå fast, at kongelige fra fødslen er meget kloge. De er smukke. Rige. Og de har et stort og stærkt følelsesliv. Men de er også militære genier. Og de, der hævder, at Napoleon modbeviste det, da han bankede flertallet af fyrstelige hærførere gule og blå, har slet ikke forstået noget som helst af hverken historien eller vores storslåede nutid.
Se bare på Frederik, som allerede i april 2015 blev udnævnt til kontreadmiral i Søværnet og generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet. Og lillebror var ikke sen til at følge efter. I forbindelse med sin udnævnelse til forsvarsattaché i Paris, blev han samtidig forfremmet til brigadegeneral. Ingen anden dansk familie kan fremvise en tilsvarende militær talentmasse.
Alligevel er det forståeligt, at man ikke kunne gøre Jokke til militærattaché i Washington. Det er trods alt for tung en stilling i det danske diplomati. Lettere er den ikke blevet de senere år, så den tjans er lidt for vigtigt til at indgå i det statsministerielle jobcenters særindsatser.
På den baggrund kunne det godt ligne en snedig finte at gøre reserveprinsen til forsvarsindustriattaché. Omsætningen i den trods alt beskedne danske forsvarsindustri ligger, ifølge Dansk Industri, årligt på en 3-4 milliarder. 80 procent går til eksport, hvoraf 40 procent ender på det amerikanske marked. Så en god milliard bliver det til. Og Joachim skal nu hjælpe med at vedligeholde eller øge den eksport, hvoraf man må formode det meste direkte eller indirekte sælges til det amerikanske forsvar. Om ikke andet får de amerikanske generaler da yderligere grund til at trække på smilebåndene over den løjerlige lilleputnation i Skandinavien.
Det er for længst blevet en statsministeriel opgave at sørge for at holde den landsforviste prins beskæftiget og lade som om, det er en god ide at belønne den indsats med 3,8 millioner om året.
Mere tvivlsomt er det imidlertid, at Mette Frederiksen nu er endt med at gøre et højtstående medlem af kongehuset til våbenlobbyist. Én ting er, at handel med våben efter Ukraine pludselig er blevet noget af det mest noble, et menneske kan fortage sig. Noget andet er at udsætte en kongelig for den slags fristelser. Selv om væsentlige dele af prinsens private formue kommer fra dansk erhvervslivs understøttelse af hans landmandsliv, er det naturligvis nærmest utænkeligt, at våbenindustrien ville understøtte eller forsøge at korrumpere kongehuset. Men mistanken er rigelig til at understrege den bjørnetjeneste, der er tale om.
Mette Frederiksen hjælper kun de royale på kort sigt ved at blande våben, apanage og kongefamilie sammen i en kommerciel cocktail. Det burde ellers være et klart valg. Enten apanage og kongelige pligter. Eller det søde lobbyistliv på industriens regning. Men måske er det bare endnu et udslag af statsministeren og Lars Løkkes bredspektrede pragmatisme. Næste gang skal Jokke måske sælge våben til slavestaterne på den arabiske halvø.
