I slutningen af 1800-tallet begyndte adlen og den fremvoksende nyrige elite at tage på kurophold i den lille schweiziske bjergby Davos for at få helbredt tuberkulose og de luftvejslidelser, man får ved overvejende at trække vejret gennem store cigarer. I den forgangne uge er vor tids nye globale adel strømmet til samme sted for at kurere verden for de plager, de selv har påført kloden, klimaet og det meste levende indimellem.
Deres personlige assistenter pakker hvert år designerkufferterne og læsser dem i limousiner, der nænsomt glider gennem trafikken til nærmeste lufthavn, som kan håndtere de mere hårdtpumpede private fly. Ved et trylleslag bliver spidserne af tusind jetjagere på samme tid rettet mod den lille alpeby, som ikke kun har inspireret den tyske forfatter Thomas Mann til at skrive wellnessopholds-romanen over dem alle, 'Trolddomsbjerget'. For her udfører de moderne heksedoktorer fra de store konsulenthuse med McKinsey i spidsen deres ritualer og forsyner topchefer, milliardærer og ledende politikere med trylleformularer i form af managementgejl og luftige løfter om verdens frelse.
Her har plutokratiets ypperstepræster mødtes siden 1971 kun afbrudt af corona under organisationen World Economic Forums (WEF) bannere. De har ved titusinder af ceremonier bekræftet hinanden i, at de er betydningsfulde. Det er nemlig ikke nok at være rig. Der skal en scene til for at inkassere den opmærksomhed, en moderne global leder labber i sig med næsten lige så stor appetit, som han applauderer den globale omfordeling fra de fleste til de ekstremt få. Og det er langt overvejende mænd. 'Davos Man' hedder en international bestseller, der beskriver, hvordan milliardærerne fortærer verden.
I det lys er noget af det eneste nyttige, der kommer ud af det årlige topmøde, at ngo’en Oxfam har valgt begivenheden til at udgive deres årlige rapport om den fortsat voksende globale ulighed. Verdens én procent rigeste sørgede for at rage to tredjedele af al ny velstand til sig, der blev skabt siden 2020. Det er der ikke noget nyt i. Den udvikling har været accelererende, så længe WEF har eksisteret, og store betydningsfulde økonomier som UK og USA er i dag flået fra hinanden af den hastigt stigende ulighed. Den er de nyrige fra Mellemøsten, Kina, Indien og Rusland helt med på, selvom sidstnævntes oligarker i år var sat i skammekrogen.
Noget kunne tyde på, at dansk erhvervslivs internationale superstjerne, bestyrelsesformand i mægtige Siemens og medlem af WEF's bestyrelse Jim Hagemann Snabe har skimtet konturerne. Med henvisning til, at stenrige Californien også er den stat i USA, hvor flest mennesker bor på gaden, udtalte han forleden følgende til Børsen:
'Det skal vi have fundet en løsning på. For ellers bliver den fjerde industrielle revolution, som Klaus (Schwab, stifter af World Economic Forum, red.) taler så meget om, bare til en helt almindelig revolution.'
Men oppe i alperne er Davos-manden bare en hattedame, der køber en god fornemmelse i maven ved at dele lidt smuler ud til gode formål. Davos-mødet er snarere orkestret på Titanic end løsningen på klodens problemer. Den globale elites folkemøde tiltrækker stadig prominente toppolitikere, men der er længere og længere mellem de helt store. Forhåbentligt har stadigt flere politiske ledere erkendt, at troldmændene i kur- og skiparadiset kun leverer varm luft og global opvarmning. Klima og ulighed må de rigtige politikere klare selv. Davos-manden er bare en ekstremt velhavende vampyr med privatjet.
