Københavns borgerrepræsentation er et politisk evigt fascinerende laboratorium.
Hvor de fleste andre kommuner i landet har en enkelt eller to typer i udkanten af byrådet til at stille de mere besynderlige forslag, så har man i København i stedet valgt at gøre det således, at denne type af forslagsstillere sidder på magten.
Det har vi eksempelvis set ved Alternativet, der ikke ønsker turister, der smider penge i butikkerne indenfor bygrænsen. Eller for den sags skyld Venstre (ja, de der typer, som kalder sig liberale), der ønsker et kommunalt gendarmkorps, af 'tyssevagter'.
Og listen er legio. For ja, i København giver vi ofte magt til de, der vil fornøje sig for andres penge og ikke de der vil kedelig og solid administration for andres penge.
Men nu tager Enhedslisten prisen. Den nuværende Teknik- og Miljøborgmester vil forbyde flere altaner i København, ikke fordi de er grimme, forstyrrer byrummet eller lignende semi-valide argumenter – nej, argumentet er først og fremmest, at hvis lejlighederne i hovedstaden bliver for gode, så bliver de også for dyre, og så forsvinder ligheden i boligmassen.
Det er jo håbløst. Den naturlige konsekvens af Hedagers standpunkt - havde fortidens politikere fulgt samme linje - havde været, at byfornyelsen aldrig var sket, for tænk hvor meget lighed vi havde kunnet have, hvis alle havde toilet i baggården, og priserne aldrig var steget. Måske vi bare alle kunne flytte i 250 meters betonbygninger, så ville vi være åhh så lige!
Det er åbenlyst uden forbindelse til virkeligheden.
Men udover at være fjernet fra realiteteterne, så er Enhedslistens forslag også et udtryk for alt det værste, vi har på den yderste venstrefløj i Danmark. Nærmere bestemt behovet for at detailregulere borgerne ned i mindste detalje.
Det er ikke borgerne, der har nøglen til at det gode liv, på egne præmisser, det er politikerne. Og i stedet for at nøjes med at sætte rammer for fællesskabet, som borgerne så selv kan fylde ud, så skal der reguleres ned i mindste detalje, for gud forbyde, at borgerne fandt på en anden form for livsglæde, end den af centralkomiteen sanktionerede.
Det lyder som noget, vi kender, denne planøkonomiske tankegang. Og det skyldes formodentligt, at borgmesteren politisk stammer fra den politiske fraktion i Enhedslisten og omegn, der hedder Internationale Socialister. Det er sære typer, der kort fortalt mener at en død russer ved navn Trotskij havde ret i det meste, og som forfægter en variant af kommunisme der bl.a. fokuserer på central styring af partiet og samfundet.
Men er det muligt, at det, der ikke virkede for et helt samfund heller ikke virker for altaner?
Måske Enhedslisten konkret og politikerne i København generelt i højere grad kunne lokkes til at turde stole på,at borgerne selv kan indrette det gode liv, også selvom de tillader sig at indrette sig lidt anderledes, end Rådhuset ønsker (oh rædsel!).
Ja, måske Rådhuset i højere grad burde bruge kræfterne på de massive problemer, København har, i stedet for at opfinde nyregulering for de dele af København, der faktisk virker. Og måske undertegnede er for meget jubeloptimist ved at nære et lønligt håb om, at det en dag vil blive således.
