Dårlig idé med forbud mod at filme politiet

'Man vil gøre det ulovligt at være for 'tæt på' en anholdelse, men hvad er 'tæt på'? Skal vi have målebånd med til opkørte politiforretninger,' spørger Leif Donbæk. Foto: Anthon Unger
'Man vil gøre det ulovligt at være for 'tæt på' en anholdelse, men hvad er 'tæt på'? Skal vi have målebånd med til opkørte politiforretninger,' spørger Leif Donbæk. Foto: Anthon Unger

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Dansk Politi er trætte af at blive overvåget og til tider chikaneret i deres arbejde. De vil have det gjort ulovligt at filme dem tæt på og at lægge det på internettet, hvis det bruges som chikane.

Det kan man jo godt forstå. Det må være ganske provokerende og dybt frustrerende at have en rethaverisk og irriterende type stående og filme med en mobil oppe i masken på en, mens man er midt i en sressende situation, hvor der konstant er risiko for, at den anholdte kan trække en kniv eller lignende.

Men min sympati for politiets arbejde til trods så er det ikke et godt forslag. 

Det vil være umuligt at håndhæve i praksis. Man vil gøre det ulovligt at være for 'tæt på' en anholdelse, men hvad er 'tæt på'? Skal vi have målebånd med til opkørte politiforretninger? Og hvad med kriteriet om at det ikke er optagelsen, men hvordan den anvendes, der bliver ulovliggjort? Det er mildt sagt svært at bruge til noget i praksis.

Overvågningen og af politiet kommer dertil ikke ud af det blå.

I årevis har borgere råbt op om, at et mindretal af betjente ikke er stillingen værdig. Hvilket ikke bliver bedre, når mange betjente samtidigt insisterer på ikke at ville oplyse, hvem de er og 'glemmer' uniformsnummeret i opkørte situationer. Den slags fodrer mistillid, og det er et problem.

For politiets styrke i en retsstat baserer sig ikke, på at de har håndvåben, eller at de er mange, men på at borgerne har stor tillid til, at når en betjent siger og gør noget, så er det sagligt og ikke misbrug. Desværre har vi, som nævnt, set en del episoder, der peger den forkerte vej, og det er den hermed skabte mistillid, der får borgerne til at overvåge politiet. 

Hvis Politiet vil slippe af med den mistillid, kræver det, at de rydder op i egne rækker. Dette er måske en lidt for ambitiøs vej.

Mere kortsigtet og realistisk, kunne vi blot indføre kropskameraer og håndhæve numrene på uniformerne, således at politiet konsekvent 'huske' deres numre på uniformerne. Så kunne vi for min skyld godt gøre det mere besværligt at filme politiforretninger. 

For det er ikke så svært. Mistilliden kommer, fordi politiet ikke har forvaltet tilliden tilstrækkelig godt, og løsningen er derfor at få den genetableret, ikke at skabe mere mørke og uklarhed omkring berettigede politiforretninger.

For det er dem med våbnene og privilegier tildelt af os alle, som må begynde med at bygge tillid.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
49 kommentarer
Vis kommentarer