Det bør være tilladt at være idiot

Facebook censurerer automatisk højrefløjsaktivisten Tommy Robinsons navn. Helt forfejlet, mener Leif Donbæk. Her et billede fra en demonstration i London for at få løsladt Tommy Robinson, der på daværende tidspunkt var fængslet for foragt for retten. FOTO: Ritzau/Scanpix
Facebook censurerer automatisk højrefløjsaktivisten Tommy Robinsons navn. Helt forfejlet, mener Leif Donbæk. Her et billede fra en demonstration i London for at få løsladt Tommy Robinson, der på daværende tidspunkt var fængslet for foragt for retten. FOTO: Ritzau/Scanpix

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Der er en englænder ved navn Tommy Robinson. Han forekommer åbenlyst, at være en kæmpeidiot, når man sådan læser om ham på britiske medier, men det er ikke, hvad denne blog handler om.

For ud over at være en kæmpeidiot, så er Tommy Robinson også den moderne vestelige variant af en kendt britisk superskurk, nærmere bestemt Voldemort fra Harry Potter, nogle gange omtalt, som 'den unævnelige'.  Og det er ikke førnævnte Tommys konstante lyst til at kaste om sig med fortryllelser, der har gjort ham fortjent til dette tilnavn.

Nej, det er det noget sære faktum, at han er 'den unævnelige' på verdens største sociale medie, Facebook.

Ja, det lyder bindegalt. Men test det selv. Jeg gjorde det, og fire minutter efter at jeg havde skrevet; 'Tommy Robinson er det virkeligt så slemt', var mit opslag fjernet af Facebook.

Det viser sig, at Facebook har indført, at det meste omtale af hans navn slettes automatisk.

Og blot for at forebygge eventuelle misforståelser: Facebook er en privat virksomhed og må selv vælge, hvem de vil have som brugere. Men det er aparte, at man ikke kan nævne hans navn. Det forekommer, at Facebook tiltager sig en ganske omfattende definitionsret til, hvorledes den offentlige debat bør føres. En ret, der normalt - eksempelvis i Danmark - har været tildelt medier, der er underlagt god presseskik, medieansvarsloven og lignende regulering.

Hvilket Facebook er helt fri af.

Det er ganske voldsomt, og noget vi som danskere, der sætter pris på vores frie offentlige debat, bliver nødt til at forholde os til. Muligvis også på EU-plan. For kan vi leve med, at det er en privat amerikansk virksomhed, der egenhændigt dikterer, hvorledes vi skal have en offentlig debat? Og dermed ikke blot hvem der må deltage, men også hvilke navne, vi må nævne?

Der kunne måske være situationer, hvor det gav mening. Havde vi store problemer med konkrete personer, der opfordrede til terror, kunne jeg sagtens se berettigelsen i at indføre midlertidige screeninger af brug af deres navn.

Men Tommy Robinson er ikke terrorist eller lignende. Nej, han er en højrefløjstosse, der er kendt for sine youtube-videoer og helt klart en irriterende type. Men når vi sammenligner med, at man fint må skrive navne på ISIS terrorister på Facebook, så forekommer det ude af proportion, at det lige præcis er den irriterende provokatør, man vælger at udradere elektronisk.

Med andre ord, vi bliver nødt til - og gerne på europæisk plan - at få en dialog med Facebook og andre store sociale medier, omkring hvorledes de administrer den magt, de har tiltaget sig. For med stor magt kommer stort ansvar. Og i en sag som denne forekommer det åbenlyst at Facebook ikke lever op til deres.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
73 kommentarer
Vis kommentarer