Det er dyrt at være på røven i Danmark

'Jeg er nødt til at sige det ærligt – den forvaltningsretlige behandling af vores svageste i jobcentrene og ved lignende myndigheder er uretfærdig,' skriver advokat Leif Donbæk. Foto: Jesper Mortensen
'Jeg er nødt til at sige det ærligt – den forvaltningsretlige behandling af vores svageste i jobcentrene og ved lignende myndigheder er uretfærdig,' skriver advokat Leif Donbæk. Foto: Jesper Mortensen

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Mens disse linjer skrives, er jeg på vej til et møde ved en myndighed. Mødet handler ikke om mig, men derimod omkring en af mine klienter som håber på at kunne få en positiv afgørelse i hans sag ved jobcentret.

Grunden til at han vil have mig med til mødet er simpel. Han frygter, hvordan sagsbehandlerne vil opføre sig, hvis ikke han har juridisk repræsentation. Forstå mig ret, han frygter ikke, at de vil overfalde ham eller kalde ham grimme ting – nej, han frygter, at de kører rundt med ham, påstår usande ting om reglerne eller endnu værre, udskyder hans afgørelse.

Så han er klar til at betale forholdsvist mange penge for at have en advokat på sin side ved mødet.

Dette er desværre hverdag i System-Danmark. Og som ansat på et advokatkontor, der stort set kun repræsenterer nogle af de svageste i Danmark, oplever jeg det hver uge: Svage borgeres forståelige angst for, hvordan de vil blive behandlet af myndighederne, hvis ikke de har en 'rocker i et jakkesæt' siddende på deres side.

Her fornylig var det den selvmordstruede klient, hvor sagsbehandleren i jobcenteret stoppede hans ydelser, fordi sagsbehandleren ikke lige syntes, han svarede godt nok på et spørgsmål. Spørgsmålet var ganske vist fuldstændigt irrelevant for hans sag, og da jeg snakkede med hende, benægtede hun da også hårdnakket at have truffet en afgørelse, fordi hun jo bare havde lukket for hans ydelser midlertidigt. At han ikke kunne betale husleje, gjorde ikke meget indtryk. Heller ikke mine mere formelle indvendinger omkring forvaltningsloven, god forvaltningsskik og den slags banale detaljer.

Mere indtryk gjorde hastemailen til borgmesteren. Pludseligt var der en ny sagsbehandler på, og alle 'afgørelser' var trukket tilbage.

Jeg kunne komme med 100 yderligere eksempler. For gang på gang oplever jeg svage klienter, der bliver kørt over, og når jeg ringer og præsenterer mig med navn og titel, så har piben pludseligt fået en anden lyd, pludselig kan alt lade sig gøre. Klienten har 'misforstået' det hele, og det skulle slet ikke forstås så voldsomt.

Som tidligere ansat i både et jobcenter og en styrelse kender jeg desværre typen af sagsbehandler. Det er personer, som grundlæggende ikke kan lide borgerne, som nærmest har en fornøjelse i at køre borgerne rundt, og som på det groveste udnytter, at svage borgere sjældent har råd til at have irriterende typer som mig på speed dial.

Da jeg var ansat i et jobcenter oplevede jeg eksempelvis engang nogle kollegaer være sure over, at jeg lavede projektarbejde og ikke samtaler, hvorfor de sendte tre stakkels kinesere til mit kontor med beskeden om, at jeg kunne hjælpe dem med alt. De misbrugte borgerne i vores interne magtkamp. 

Den type af sagsbehandlere er ikke de fleste. Men grundet højere produktionspres og konstante fornyede krav om at prioritere kontrol over hjælp, bliver der flere og flere af dem. Selv den bedste sagsbehandler kan ende som bitter og desillusioneret, når det job, man troede handlede om at hjælpe, pludselig kun handler om at være en kontrolinstans og produktionsfabrik.

Det har så til gengæld medført et oprør den anden vej, hvor borgerne er begyndt at organiserer sig. De bliver mere og mere desperate, og nogle har taget til genmæle mod sagsbehandlerne i jobcenter og styrelse. Problemet er blot, at de i deres desperation går for langt. Det bliver personligt og deres personangreb på sagsbehandlere er ikke løsningen på noget som helst.

Hvis vi skal bryde ovenstående onde spiral, så er vi nødt til at styrke borgernes retssikkerhed. For man griber kun til ekstremer, der med høj grad af sandsynlighed koster en både levebrød og en fængselsstraf, hvis man er desperat, og hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. Jeg er nødt til at sige det ærligt – den forvaltningsretlige behandling af vores svageste i jobcentrene og ved lignende myndigheder er uretfærdig.

Ja, jeg tror oprigtigt ikke, at man kan finde en kompetent jurist i dette land, som vil sige andet.

Det er et stående dogme blandt advokater og jurister på borgernes side i de her sager, at det for os personligt handler om at forsikre sig så dyrt som muligt. For tanken om at skulle ind i det system er ubærlig.

En retshjælp på beskæftigelses- og socialområdet - organiseret under Ombudsmanden - kunne være en mulighed. Det ville øge chancen for omkostningsdækning i sager mod staten og kommunerne. En anden løsningsmodel er selvfølgelig simplere regler. Eksempelvis regler, man kan forstå uden en advokat ved sin side.

 

(Eksemplerne ovenfor er ændret og anonymiseret, således at hverken klienter eller myndigheder kan genkendes i dem.)

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
31 kommentarer
Vis kommentarer