Drik champagne for Frankrigs frihed

Demo i Paris for skolelæreren Samuel Paty, der blev dræbt for at vise muhammedtegningerne. Demonstranten værdsætter frihed og tegner gerne profeten og hans navn. Foto: Christophe Sikon Ritzau/Scanpix
Demo i Paris for skolelæreren Samuel Paty, der blev dræbt for at vise muhammedtegningerne. Demonstranten værdsætter frihed og tegner gerne profeten og hans navn. Foto: Christophe Sikon Ritzau/Scanpix

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

I skyggen af Covid-19, det amerikanske valg og andet, der kræver vores opmærksomhed, udkæmpes et af de større slag i kampen for at måtte og turde kritisere religion. Og vi bør støtte op om de, der står på frihedens grund.

For få dage siden blev en skolelærer myrdet i Frankrig af islamister. Ikke for at have gjort noget frygteligt, som man ellers måtte formode. Nej, hans forbrydelse var, at han for at undervise sine studerende i ytringsfrihed, havde fremvist Muhammed-tegningerne i sin undervisning. Vel at mærke efter at have advaret de studerende efter alle kunstens regler, om den snarlige begivenhed i undervisningen, var det at se en påstået almægtig gud tegnet af en dødelig satiriker for meget for deres (eller nok mere præcist, deres forældres) blodtryk.

Det ledte til klager, politianmeldelse, trusler om boykot af undervisningen. Og endeligt skar en 18-årig terrorist hovedet af læreren og uploadede et billede heraf på sociale medier.

Det ledte ikke overraskende til, at præsident Macron varslede en kamp imod islamisme i Frankrig. Og i denne sammenhæng gennemgår han bl.a. offentligt, at islam har problemer. Ikke bare i Frankrig, men i nærmest alle lande, hvor de er massivt til stede. Det hidsede Erdogan i Tyrkiet gevaldigt op.

Som det fremgår af den hollandske sociolog Ruud Koopmans seneste bog, så er Islam i krise. Sammenligner man lande med muslimsk flertal eller tæt på med lande uden, klarer de førstnævnte sig dårligere på de fleste parametre.

Macron har ret. Islam er en religion i krise, og dens ledere reagerer ikke ved omtanke, men som barnet, der godt ved, at den er ved at tabe et spil ludo. De forsøger ikke at lære og gøre det bedre næste gang, men kaster spillet af bordet i vrede.

Det er ikke imponerende for en 4-årig. Men det går slet ikke for en præsident. Og når en leder begynder at anvende den type af adfærd og trusler overfor en fri nation, må vi alle stå sammen.

Derfor lad mig slutte med en opfordring:

Køb fransk. Tænk det næste stykke tid over, om du ikke har brug for at gøre noget særligt ud af en aften i Covid-19 isolationens skær og købe en flaske god fransk vin, nogle oste og deslige. Det er ikke meget, men det er et sted at starte, et sted vi som borgere kan vise vores støtte til Frankrig, vise vores venner, at de ikke står alene. #champagneforfrihed

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
53 kommentarer
Vis kommentarer