Gammelt røvhul til studenter: - Slap af, det skal nok gå

Leif Donbæk opfordrer studenterne til at tage det roligt, sellvom de ikke har fået topkarakterer i alt. Her et billede fra skriftllig eksamen på Roskilde Katedralskole. POLFOTO
Leif Donbæk opfordrer studenterne til at tage det roligt, sellvom de ikke har fået topkarakterer i alt. Her et billede fra skriftllig eksamen på Roskilde Katedralskole. POLFOTO

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Kære unge studenter, nu er I ved at være færdige, og ganske som traditionen foreskriver, så vil gamle røvhuller som undertegnede fremkomme med uopfordrede 'visdomsord' om, hvordan i bør leve jeres liv.

Og som en kværulerende type, hvor det efterhånden er 16 år siden, at jeg stod som nybagt student med en laurbærkrans på hovedet i stedet for en hue (ja, jeg var allerede en idiot den gang), vil jeg naturligvis ikke holde mig tilbage for muligheden for at tvangsindlægge jer til den slags ordskvalder fra min hånd.

Jeg har nemlig her i foråret haft fornøjelsen af at undervise sådan nogle som jer på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, altså nogle, der var lidt længere fremme, men ikke meget.

Og her noterede jeg mig en påfaldende og deprimerende trend.

De fleste af de studerende, jeg mødte, var rystende angste for, hvad der ville ske med deres liv, hvis karaktergennemsnittet ikke holdt.  Og jeg husker det selv fra min studietid, hvor to studieveninder efter en dårlig eksamen på 3. semester engang fortalte mig, at de havde kørt grædende hjem med kystbanen og vinket farvel til alle advokatkontorerne på vejen. Noget af en overreaktion, viste fremtiden siden, da de begge endte i flotte stillinger.

Men især undervisningen nu og her samt stresstallene vi ser for unge på de videregående og gymnasiale uddannelser, får mig til at forsøge at bibringe det perspektiv, at livet ikke slutter ved et par dårlige eksaminer.

Men først lidt historiefortælling, så baggrunden er på plads: Jeg gik folkeskolen på Blågårdsskolen i 90'erne, og jeg afslører nok ikke statshemmeligheder, når jeg fortæller, at det ikke var den mest grundige boglige uddannelse, man kunne tænke sig. Ret beset blev jeg nok bedre til at slås og krølle joints end andengradsligninger og kommatering.

Jeg blev da også, som de fleste andre drenge fra min skole, erklæret ikke-egnet til gymnasiet. Og med bemærkning om at drenge fra Blågårds Plads ikke hørte hjemme der. Dog fik jeg med min kære moders raseri, som backup, tilkæmpet mig en 'måske-egnet', og jeg blev optaget på Frederiksberg Gymnasium.

Her brugte jeg ret beset 3 år mere på joints, øl og søde piger end på undervisningen.

Alt dette til trods gennemførte jeg nogle år senere jura på Københavns Universitet på et år under normeret tid, jeg tog kandidaten på 12 måneder med et gennemsnit på 9,4 (nye skala) og om et par måneder modtager jeg formodentligt min advokatbestalling.

Meningen med ovenstående er ikke at prale eller at fremhæve mig selv, men at opfordre til eftertanke og til ro.

I klarer det nok. Verden går ikke under, fordi karaktergennemsnittet ikke blev som ønsket. Det kræver hårdt arbejde at rette op på fortidens synder. Men man lærer også noget af det. Jeg bliver en markant bedre advokat om lidt, fordi jeg ved en del mere om, hvordan klienterne lever livet, end de af mine kollegaer, der blev færdige som advokater som 27 årige uden at forlade den trampede sti.

Sådan vil det også være med jer. Det er ganske fremragende, at det for nogens vedkommende er den lige vej, der fungerer. Men visse af os, er skruet lidt anderledes sammen. Her er det vigtigt ikke at lade støjen fra samfundet få en til at gå ned. I skal såmænd nok, hvis i viser viljen til det, komme ovenpå igen, selvom det gik lidt sløjt for sig med karakterne.

Til gengæld lærer I, i de år hvor I måske fjoller, mere om livet end jeres den-lige-vej venner gør. For man lærer meget på de videregående uddannelser, men kun meget lidt af det handler om livet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
10 kommentarer
Vis kommentarer