Normalen er, at Enhedslisten er militant imod enhver form for besparelse på dem, de repræsenterer. Ja, selv når de sparer, er de ikke blege for bagefter at undsige det for at understrege, at de faktisk er i mod det der med besparelser.

Bortset fra når det kommer til udenrigspolitikken. Her er Enhedslisten så hårde, at selv den mest kyniske general vil mene, at de er til den kølige side.

Senest illustreret ved forsvarsordfører Eva Flyvholm, der i dette interview bl.a. får forklaret, at Rusland og NATO er, hvis ikke lige gode om det hele så tæt på. Og hun slutter interviewet med, at løsningen på konflikten vist bare er, at NATO mv. ikke gør noget, der på nogen måde kan fornærme stakkels krænkelsesberedte Rusland.

Det er som en, der har haft at gøre med Enhedslisten at gøre i årevis, evigt fascinerende. De samme politikere, der er ultimative omkring alt i Danmark- og vel nærmest er klar til at sætte militæret ind i kampen for Amager Fælled - er så helt utroligt tilbagelænede omkring, hvordan Vesten skal reagere på diktaturer udenfor landets grænser.

For det er langt fra første gang, at Enhedslistens politikere roder sig ud i den slags besynderligheder. I 2014 måtte de fyre daværende udenrigsordfører, Christian Juhl, da mediepresset blev for tungt efter at han havde skrevet et debatindlæg om nødvendigheden med dialog med Islamisk Stat.

Det kan undre, at man har det sådan. For man turde jo mene, at det ikke er kompliceret på niveau med atomfysik, eller virologi.

I Danmark er det smart at kunne indgå pragmatisk i forlig og deslige. Men overfor bøller og despoter udenfor landets grænser, der truer vores værdier, så giver det god mening, at vi er med en gruppe sammen med andre lande vi deler (i hvert fald nogle) værdier med. For derved kan vi, selv som et lille land sige stærkt fra overfor de, der vil undertrykkelsens vej.