Hvis lokummet brænder, byg et nyt

I årevis har domstolene haltet bagefter resten af straffesystemet, hvilket giver nedsat straf pga for lange sagsbehandlingstider. Det er på tide at ændre systemmet, ikke loven, skriver Leif Donbæk. Foto: Jens Dresling
I årevis har domstolene haltet bagefter resten af straffesystemet, hvilket giver nedsat straf pga for lange sagsbehandlingstider. Det er på tide at ændre systemmet, ikke loven, skriver Leif Donbæk. Foto: Jens Dresling

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Hvis en straffesag tager for lang tid at få igennem systemet, så kan du ende med at få reduceret din straf. Det kan lyde besynderligt, men hvis man tænker lidt over det, giver det god mening. For der må her også tages hensyn til at det have en sag hængende over hovedet i årevis er voldsomt belastende og i realiteten bliver en del af straffen.

Men det giver lidt problemer nu om dage. For i årevis har domstolene haltet bagefter resten af straffesystemet. Det er ikke nogen hemmelighed. Nej, tværtimod har retsinstanserne, til trods for standens normale trang til diskretion, gang på gang råbt op i den offentlige debat.

Det har til gengæld fået politikerne op af stolen, at Retten i Kolding lavede en optælling og fandt ud af, at de i 11% af sagerne reducerede straffen, fordi sagsbehandlingstiden var for lang. Med andre ord, det er ikke længere undtagelsen, at gerningsmænd kommer tidligere ud på gaden igen, fordi retterne ikke kan følge med sagerne. Det hænder tværtimod jævnligt.

Og hvad gør man så, når man sidder som justitsminister og vil virke handlekraftig, men hvor det ikke giver så mange vælgerpoint, at give penge til flere sorte kapper, som det giver at sender penge efter politibetjente i første række og anklagemyndighed i anden række?

Jo, man ændrer da bare reglerne, så det bliver sværere at lade sagsbehandlingstid indgå som formildende omstændighed, hvilket er lige præcist, hvad justitsminister Nick Hækkerup nu gør.

Man kunne tænke, at det måske var smartere at løse det underliggende problem om, at retterne desperat mangler hænder, og at sagerne bunker sig op – men nej, det ville jo kræve kompliceret arbejde, og så er det da meget lettere bare at ændre reglerne. Så slipper man for grimme historier om strafnedsættelse, og det koster ikke flere penge..

Ikke noget at se her, passer gaden. Eller med andre ord, win-win på politiker-maner.

Eller i det mindste win-win, indtil at de her længere straffedomme så betyder øget pres på fængslerne, som er ved at bukke under af overbelægning. Men mon ikke også man inde i Justitsministeriet kan finde en ny måde, hvorpå ma tisser i bukserne for at holde varmen, i stedet for at bruge lidt flere penge på at holde varmen?

Det er desværre symptomatisk for, hvordan vi arbejder med straffesager i Danmark. Det handler mere om, hvad der ser handlekraftigt ud, i stedet for hvad der virker, og hvor pengene gør mest gavn. For straf-rabatter er alene et symptom på det underliggende problem, at retssystemet i Danmark, i alle led af kæden, er presset.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
47 kommentarer
Vis kommentarer