'Hvorfor er det vigtigt at kunne krænke andre mennesker?'

Pave Benedict iført sombrero i Leon i Mexico i 2012 - den var ikke gået på Københavns Universitet.
Pave Benedict iført sombrero i Leon i Mexico i 2012 - den var ikke gået på Københavns Universitet.

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

I disse dage har debatten kørt vidt og bredt – juridisk fakultet på Københavns Universitet har påbudt, at udklædningen til en række fester ved studiestart var over grænsen

Men hvilken grænse? Og hvis grænse?

Det er ikke min grænse, de har overtrådt. Og så vidt vides, så har der heller ikke været store underskriftindsamlinger blandt studerende af mexicansk herkomst. Dog er der, som jeg forstår det, tre ud af omkring 4500 studerende, der er krænket. Og vigtigst af alle: Rektor er krænket! – eller hans grænse er overtrådt, og et sombreroforbud eller noget af samme karakter er blevet udstedt.

Rektor vil beskytte de stakkels uskyldige nystartede stud.jur’er mod krænkelse. Han vil skabe et trygt rum for disse stakler. Og det er vel meget godt eller hvad?

Spørgsmålet, der trænger sig på, er egentlig:

Hvordan kan det være, at sådan nogle som jeg kæmper for retten til at kunne krænke andre? Er jeg ikke bare et hæsligt menneske? For det er vel ret beset en smuk tanke sådan at skabe et samfund uden krænkelse?

Ja, hvorfor er det egentligt vigtigt at kunne krænke andre?

For at besvare dette må vi starte et andet sted. For hvem definerer egentligt, hvad der er krænkende?

Det må være rart sådan at være en del af den gruppe, der kan definere, hvad der krænker andre. Det må være en nem og føles-godt-i-maven-position at indtage, i hvert fald så længe man er en del af førnævnte klasse. Men hvem er de egentligt, de, der har magt til at definere, hvad der er krænkende?

Jo, på Københavns Universitet var de tre studerende ud af 4500, og så en rektor forstås – men måske skal vi længere tilbage.

I 1918 skriver Emma Gad 'Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker'. Bogen er en succes. Den bliver definerende i sin tid for, hvad god tone er for det bedre borgerskab, altså for hvad der er tolerabelt at ytre og gøre i det offentlige rum.

Problemet med Emma Gad og andre overdommere for den gode smag er, at hvad der var god opførsel for overklassen ikke nødvendigvis er god tone for alle andre.

Jeg frabeder mig at blive underlagt denne verdens Zenia Stamper, Pia Kjærsgaard’er, og rektoreres moralkodeks for, hvad der er acceptabel adfærd i det offentlige rum.

Og det leder os op til i dag. For i dag er det ikke længere overklassen, der definerer, hvad der krænker, nej, det har vi en del smagsdommere til – oftest på vegne af andre, og oftest ved krav om forbud mod standpunkter, de finder 'dumme' eller deslige. Og fair nok at mene, at en given opførsel er fjollet eller dum – min grænse går ved kravene om forbud mod alt, hvad der kan krænke.

For hvad sker der egentligt, når rektor går ud og ensidigt beslutter sig for, at de stakkels studerende med mexicansk baggrund bør være krænkede?

Der sker det, at han gør en række studerende til ofre. Uden de har bedt om det. For det er ikke studerende med mexicansk baggrund, der gør sig til ofre eller klager, nej, det klarer rektor for dem. Hans budskab er klart. Der er nogle jurastuderende, som på forhånd og over en bred kam, erklæres for en udsat gruppe, der skal pakkes ind i vat og beskyttes. Og åbenbart er alle af mexicansk afstemning i denne gruppe.

Det tangerer således, at det nedværdigende i denne adfærd hverken er klagerne (de er blot irriterende og burde få sig et liv) eller de studerende, der i rusugen klæder sig ud som mexicanere – nej, måske det nedværdigende i virkeligheden er den stolte hvide ridder i form af rektor, der vil 'redde' disse 'stakler' for 'krænkelser'?

Måske rektoren med fordel kunne lade de studerende selv klare det?

For nogle år siden var der en fredagsbar på selvsamme juridiske fakultet, hvor en studenterforening, i en imponerende fremvisning af privilegieblindhed, lavede et 'hjemløsetema'. De blev hånet og svinet til. Både i Universitetsavisen, lokalt på fakultetet og i den offentlige debat – og de lagde sig langt hen af vejen ned, for de havde ikke noget forsvar.

Forskellen var klar - her var der tale om en offentlig samtale, hvor nogle tabte og nogle vandt. Der var ikke tale om smagsdommere med magt som beskyttede nogle andre, som de i øvrigt formodentligt ikke engang kender navnene på eller overhovedet ved, om de eksisterer.

Men tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at kunne krænke mennesker?

Det er det, fordi vi er kommet videre siden Emma Gad og farisæerne, for god smag og tone defineres ikke længere af en lille gruppe bedsteborgere eller ypperstepræster.

Hvem vskulle definere, hvornår noget blev for krænkende? Folketinget? – Eller et korps af selvudnævnte krænkelseslabile smagsdommere?

Vi har injurierereglerne ved de helt grelle tilfælde. Men ellers har den offentlige debat igennem årene vist sig som værende fremragende til selv at rense ud i de vanvittige standpunkter. Skøre og ulækre standpunkter, og selvsamme adfærd, bekæmper man med ord - forbud nytter sjældent det store.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
39 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen