'Intellektuel Jackass'

En kunstnergruppe har smidt en buste af Frederik 5. i havnen. Busten er blevet ødelagt. Et kunstværk, hævder gerningsmændene. 'Åbenlyst idiotisk,' skriver Leif Donbæk.
En kunstnergruppe har smidt en buste af Frederik 5. i havnen. Busten er blevet ødelagt. Et kunstværk, hævder gerningsmændene. 'Åbenlyst idiotisk,' skriver Leif Donbæk.

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

I disse dage pågår der en debat omkring nogle typer på kunstakademiet, der mener, det er kunst, at de ødelægger andres kunst. Det er idioti af en art, der kræver en lang uddannelse, for at tro giver mening.

Argumentet hærværksmændene og deres apologeter fremfører, er vist noget med, at nogle politifolk i USA er racister, og at Danmark også var det for et par hundrede år siden, og derfor skal man ødelægge en tilfældig kunstners værk, fordi den portrætterer en konge fra den periode.

Det er så åbenlyst idiotisk, at selv deres lange ord ikke kan skjule det, og det er ikke værd at bruge mere krudt.

Til gengæld er der noget andet ved 'aktionen' og reaktionen derpå, som er ganske fascinerende. Det, som har fængslet mig mest ved hele debatten, er, hvor ens vi alle er. Også - og måske især - de, der normalt mener sig hævet over pøblen.

For vi kan være kort eller langt uddannet, sætte pris på opera eller MMA-kampe, men det ændrer åbenbart ikke på, at vi alle bliver fascineret af idioti, når vi opnår et niveau, hvor det bliver surreelt. Om det er tv-showet 'Jackass', hvor værterne tager fysisk idioti til det ekstreme, tv-programmet 'Klovn', der hylder den krampagtige og pinlige adfærd, eller nu hvor alle aviser i kongeriget bruger kilometer af spalteplads på noget, der objektivt set blot er banalt hærværk, så er vi alle åbenbart ens.

For de lange ord og den fortænkte begrundelse, samt at afsenderen er 'kunstnere', ændrer ikke på, at forsøg på at forklare er forkrampede.

Man skulle jo tro, at de der normalt insisterer på substans, ville foragte dette. Men nej, det rydder forsider. Ikke fordi det er nyhedsværdigt, men fordi det er intellektuel Jackass.

Vi er åbenlyst alle ens, det pinagtigt idiotiske er nyhedsværdigt for os alle, vi kalder det blot forskellige ting, og nogle bruger længere ord om deres 'skamfulde nydelse' end andre.

Men det ændrer intet i substansen. Der er ingen nævneværdig forskel, og det er egentlig det mest bemærkelsesværdige ved kunstnertypernes banale hærværk. Ja, det mest fascinerende i 'aktionen' er netop reaktionen, hvor det ses, at også de, der normalt ved middagsselskaberne vil finde YouTube-videoerne med Jackass under deres værdighed, udstiller, at de ikke er bedre end os andre. De abonnerer blot på intellektuel Jackass og idioti, når de skal have deres lol-fix.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
11 kommentarer
Vis kommentarer