Journalisters overraskelse over Radio24syv lukning er mærkelig

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Som det nok ikke er gået nogens næser forbi, så tabte Radio24syv her den anden dag et højtprofileret udbud og må derfor lukke.

Det var afslutningen på et mildt sagt uskønt forløb, hvor en masse politikere gjorde, hvad de kunne for at presse Radio24syv væk fra frekvenserne. Og en del af de samme politikere viste Danmark, at nogle mennesker ikke behøver tage bukserne af for at vise omverdenen en røv.

Og det giver da fin mening, for tag det fra en, der elsker Radio24syv, og vel har deltaget som gæst i programmer derovre i omegnen af 50 gange.

Gu' er de da pisse irriterende derovre. Især hvis man er magthaver. De er grænseoverskridende, umulige at få til at slippe en sag, til tider næsten uforskammede, højtrøstede, larmende og alt muligt andet – der vel på journalisthøjskolen vil blive kaldt for fremragende egenskaber.

At magthaverne ville af med Radio24syv, var ikke overraskende, at de fik lov til at slippe af sted med det, noget mere – men hvad skete der egentligt?

Jo, forløbet var egentligt ikke usædvanligt. I hvert fald ikke for personer, der blot perifært har været beskæftiget i omegnen af et offentligt udbud. Man lavede en vurdering baseret på nogle skæve præmisser og valgte så den billige løsning. Uden særlig meget dokumentation for at den billige løsning faktisk overhovedet kunne levere et kvalitetsprodukt.

Så langt så godt. Det sker hver dag. Og som alle, der har haft med udbud at gøre, ved, handler udbud i høj grad om at skrive sig ind i kravene, at faglig kvalitet kun sjældent er udslagsgivende, og at pris nærmest altid vægtes (for) højt. Ingen fejl på det.

Det overraskende ved Radio24syv var, for min plads, i virkeligheden mest, hvor mange journalister der var overraskede over, hvordan det fungerer. For det her sker hver dag, der er altid historier om udbud, hvor man uafhængigt af kvalitet og erfaring, vælger pris før alt andet. Og hvis du, kære læser, er i tvivl om rigtigheden af dette, så prøv at kigge lidt på tolkeområdet ved retterne.

Ja, for fanden, venner i mediebranchen! Hvordan tror I, at det kan lade sig gøre at spare 2% mange steder i det offentlige hvert år?! Jo, det kan det, fordi man gang på gang vælger den kortsigtede løsning. Man vælger et bud med elendig kvalitet, men til spotpris.

Det ser ud til at være det samme, der er sket her. Det er deprimerende som bare fanden, og jeg kommer til at savne Radio24syv, men jeg håber også, at dette kan blive vendt til noget (bare lidt) positivt.

Jeg håber virkelig, at en del af Radio24syv’s eftermæle nu bliver, at mediedanmark begynder at gå efter de offentlige udbud, hiver fat i alle de steder, hvor talentløse lykkeriddere skubber kvalitet væk, fordi det på den korte bane skaffer lidt flere gysser i statskassen.

Kom så journalistvenner, historierne er derude, og hvis I skriver dem, så gør I en god ting for Danmark og dertil for Radio 24syv’s eftermæle.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
25 kommentarer
Vis kommentarer