Når politiet bare løslader tyven

modelfoto
modelfoto

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

De seneste år har vi set mange eksempler på at vores vigtigste samfundsfunktioner var under nedbrydning, men få eksempler er så klare, som gårsdagens artikel i Ekstra Bladet.

Artiklen er kort og koncis. En udenlandsk butikstyv bliver taget af personalet, de tilkalder politiet, der er åbenbart ikke den store tvivl om skyldsspørgsmålet, og han skal nu udvises administrativt. Men da politiet for at spare penge har mistet en lang række af deres tolke, fordi de overraskende nok ikke ønskede at arbejde under de forhold, man nu tilbød, endte politiet med at løslade ham til gaden.

Før jeg blev jurist, var jeg butikschef i en årrække. Primært i den type områder, hvor det med at tage butikstyve var en dagligdags foreteelse. Medarbejderne i de her områder, ser de problemer, som politikerne snakker om hver dag. For dem, der smider varer på hylderne i NETTO, er der ikke noget nyt i østeuropæiske bander, eller organiseret butikstyveri. Det har man kendt til siden 90’erne, det nye er, at offentligheden også er begyndt at tale om det.

Men en af de ting, der gjorde mest for vores tro på systemet og afholdt (langt de fleste) fra selvtægt, politikernes konstante negligering af problemerne til trods, var, at politiet altid var til at regne med. Det kunne godt hænde, at de brugte 45 minutter på at dukke op, men de tog det alvorligt når de ankom. Og sagerne blev, indenfor lovens rammer - som var og er for milde - fulgt til dørs.

Me, hvis vi nu er der, hvor en butikschef kan se den person, han tog 3 timer før og brugte 2-3 medarbejdertimer på at holde øje med, mens han afventede politiet, komme valsende ind ad døren igen for at stjæle mere, så ville jeg personligt som butikschef have meget svært ved næste gang overfor mit personale at forsvare, hvorfor man ikke bare tog varerene tilbage og smed ham ud af bagdøren på røv og albuer. I stedet for at spilde tiden på politiet og retssystemet.

Det er samfundets forfald, vi er vidne til, når den slags sker. Danmarks største styrke er, at vi alle stoler på systemet, stoler på, at vi ikke begår selvtægt, stoler på, at politiet kommer, og at de ikke bare løslader til gaden.

Når jeg nu om dage underviser i jura ude på Københavns Universitet, så er nødvendigheden af tilliden til systemet en af de oftest anvendte forklaringer på, hvorfor vi har en given regulering. For hvem ville stole på en aftale, hvis domstolene ikke håndhævede den? Og hvem vil næste gang ringe efter politiet, hvis de blot løslader til gaden, når en hovedløs fokus på økonomi over resultater har gjort, at politiet ikke engang kan skaffe en tolk.

Derfor. Kære politikere. Drop jeres latterlige forsøg på at lege valgkamp og kom i gang med at gøre jeres rigtige arbejde. Det haster.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
27 kommentarer
Vis kommentarer