For et par uger siden havde nyhedsmediet med det kun let prætentiøse navn, Frihedsbrevet, en rigtig god historie. I grove træk var historien, at Folketingets presseloge, som er et flot ord for journalister, hvis fysiske arbejdsplads er på Christiansborg, havde holdt en fest sammen med folketingets medlemmer.

Så langt så godt, ingen problemer i det. Selvfølgeligt må journalister og politikere holde fest, ja, de må endda blive berusede som alle os andre, også i arbejdsmæssig sammenhæng, ingen (fuld) ko på isen der.

Men nu begynder det at blive suspekt, for festen blev ikke betalt af hverken journalisterne, eller deres meget uafhængige statsstøttede arbejdsgivere, – nej, skatteborgerne samlede regningen op, og arrangerede i øvrigt festen for journalisterne.

Og ikke blot samlede borgerne regningen op, det blev også endda meget dyrt. I staten er der normalt skarpe regler for kuvertprisen, normalt omkring 600 kr. eller også så risikerer de formastelige en (berettiget) tur på forsiden af eksempelvis nærværende avis.

I den pågældende sag kostede kuverten dog over 1.000 kr.

Med andre ord, en fremragende historie. Ja, en historie, man formoder, ville blive samlet op af alle nationale medier. Jeg forestillede mig personligt noget med, at der ville blive offentliggjort en liste med navne på alle deltagende journalister på forsiden. En medieforsker kunne sige noget om, at journalister burde værne om deres integritet, og at det naturligvis var journalistisk meget betænkeligt at drikke sig fuld på skatteborgernes regning sammen med de politikere, de skulle dække, og endeligt ville chefredaktør på chefredaktør beklage og meddele, at de nu har sendt kuvertprisen for alle journalister, der deltog fra deres medie, til Folketinget, så det ikke skulle hedde sig, at de var købt af politikerne.

Men hvad skete der så?

Her tre uger efter har der ikke været den store opfølgning. På infomedia er det lykkes mig at finde et enkelt andet medie, der tog historien op op, og på journalisternes intranet, også kendt som det sociale medie twitter, gav historien ingen genlyd.

Man kunne næsten få den ubehagelige tanke, at den danske mediebranche har så travlt med splinten i politikernes øjne, at de overser bjælken i deres eget. Eller måske er det bare ok, at magthavere ignorerer retningslinjerne for ædegilder på borgernes regning, så længe magthaverne er ansat på et dansk medie og ikke i et ministerium.

Måske denne sag kunne give anledning til endnu en overvejelse af, om hvorvidt politiske journalister, og politikere i en del tilfælde er lige en tand for tætte på hinanden. Og måske visse medier med fordel kunne overveje, at det også kan være en god historie, når en magthaver-journalist gør noget uetisk.

For det skal vel ikke hedde sig, at den frie, uafhængige og statsstøttede presse er købt af Christiansborg, vel?