Skamløs brug af retssager

'Den manglende viden om, hvordan en straffesag udspiller sig i praksis, ser vi i øjeblikket. Mængden af eksperter, der simpelthen ved alt omkring faktum ved mordet på Bornholm, og hvorledes man burde føre sagen - manglende indsigt i efterforskningen desuagtet - er legio,' skriver jurist Leif Donbæk. Foto: Arkiv
'Den manglende viden om, hvordan en straffesag udspiller sig i praksis, ser vi i øjeblikket. Mængden af eksperter, der simpelthen ved alt omkring faktum ved mordet på Bornholm, og hvorledes man burde føre sagen - manglende indsigt i efterforskningen desuagtet - er legio,' skriver jurist Leif Donbæk. Foto: Arkiv

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

I Danmark plejer vi at sige, at retsplejen er åben. Forstået sådan at alle i princippet kan sætte sig ind og overvære en sag, og parterne kan som udgangspunkt ikke bruge materiale, der ikke fremlægges i Retten. Ideen er, noget groft skåret til, at ingen kan hænges eller frikendes i tavshed.

Det er samfundet, der straffer, og derfor er samfundet også part i sagen, selvom offeret og gerningsmanden måske opfatter det 'som deres sag'.

Såvidt teori. Praksis er noget andet. De færreste danskere har været i en retssal. Idéerne om, hvordan det pågår stammer mere fra amerikanske TV-shows end fra danske realiteter. Og ofte bliver dørene i øvrigt lukket på grund af politiets efterforskning, hensyn til forurettede eller andet.

Den manglende viden om, hvordan en straffesag udspiller sig i praksis, ser vi i øjeblikket. Mængden af eksperter, der simpelthen ved alt omkring faktum ved mordet på Bornholm, og hvorledes man burde føre sagen - manglende indsigt i efterforskningen desuagtet - er legio. Og 'eksperterne' tæller endda en del af de, der bestemmer inde på Christiansborg.

Reaktionerne er oftest ikke et udtryk for ondskab, de er for det meste et udtryk for magtesløshed. Vi lykkes ikke med at stoppe en given mulig ond gerning, så nu føler vi os berettigede til at anvende gerningen, til hvad vi på vegne af offeret beslutter, at offeret ville have.

Dog er der visse typer, som ikke holder sig tilbage for ganske konsekvent og skamløst at misbruge enhver hændelse til at hyppe deres egne små debatkartofler. Jeg snakker her om de, der bruger CAPS LOCK til at berette om deres gætværk, men aldrig så meget som en linje til at undskylde deres fejl, når det (igen) viser sig, at deres tribalistiske gætværk alene forholdt sig til realiteter opfundet i eget hoved.

Disse typer er i særdeleshed skamløse og bør angribes så ofte på deres moralske habitus som overhovedet muligt.

Oftest så er det forkert, hvad tastaturkrigerne mener at vide om faktum. Dette leder til falske rygter om gerningsforløbet, som i yderste konsekvens kan få et sådant omfang, at det forstyrrer efterforskningen ved at fremprovokere de forkerte vidner, og at de, der faktisk vidste noget, holder sig tilbage.

Dernæst er det mildt sagt ikke sjovt for forurettedes familie og venner, der skal se deres elskede udråbt til det ene eller det andet. Uden respekt for hvem de faktisk var. Eller for den sags skyld for sigtede/tiltalte, der uden at være dømt for noget, og ofte uden at kunne svare meningsfyldt tilbage, må se sig udråbt til alt muligt og umuligt. Og alt sammen af personer, der intet ved om sagen eller juraen for den sags skyld.

Ofte sidder parterne i en sag helt uforstående, når de læser den offentlige debat omkring 'deres sag'.

Det er politisk dybt problematisk, hvis en sag der viser noget ganske andet, misbruges til at fremme en given dagsorden, der ingen forskel havde gjort i den konkrete sag. Det er at mase sine holdninger igennem, stående med sit politiske flag i hånden, vajende respektløst på offerets grav.

Så det er et problem, når holdnings-Danmark går i selvsving over en sag, men hvad gør vi så ved det?

Jo, først og fremmest kunne vi med fordel få flere danskere til at forstå, hvad deres skattepenge går til i straffesager. Det kan vi gøre ved at indfører obligatorisk domsmandstjeneste, således at alle danskere har prøvet at sidde til doms, prøvet at opleve en sag gå fra på-papiret-klar til et rodet og irriterende nuanceret forløb, hvor gerningsmanden ofte ikke er det uhyre, man jagtede, og alt er frustrerende gråt i zonefarven.

Dernæst er der brug for hurtigere kommunikation ved de her 'medievenlige' sager. Dansk politi og anklagemyndighed har - lader jeg mig fortælle fra journalister - en tendens til ret standardiseret at bede om dørlukning. Det kan der være mange gode grunde til, efterforskningens karakter, hensyn til offeret, hensynet til gerningsmanden, hensynet til de pårørende og flere andre.

Måske vi skal have fundet en mellemform, således at politiet lettere kan lukke dørene delvist, og holde enkelte detaljer væk fra offentligheden, men således at en uafhængig presse stadigvæk, med respekt for det alvorlige emne, kan formidle fakta. For lige nu er blot et par dages forsinkelse nok til, at debatten går amok.

Og endelig er der brug for noget pli. Hvis du intet aner om strafferetsplejen, aldrig har været i en retssal og ingen indsigt har i en given sag, så skylder du enten at holde kæft, eller at tage endog meget alvorlige forbehold for enhver konklusion du fremkommer med. Alt andet er intellektuelt dovent og i øvrigt usmageligt.

Med endnu kortere ord. Vi har brug for at befolkningen og de der har offentlighedens stemme inviteres indenfor i strafferetsplejen, for uvidenhed om hvorledes voldsmonopolet anvendes i praksis ødelægger tilliden i samfundet. For skal vi være trygge ved at overlade blodhævnen til staten, så skal vi også stole på at det pågår, som det bør.

Og blot inden stammekrigerne fra den modsatte fløj går i gang. I denne sag, er det primært venstreorienterede, der åbenbart ved alt om politiefterforskningen og juraen i sagen. Men det er lige så ofte højreorienterede, der mener sig vidende om alt i en given sag ud fra overskrifter. Ingen af de to fløje har noget at lade hinanden høre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
44 kommentarer
Vis kommentarer