Slap af - Trump er den mindst skadelige præsident

'Der er tre relevante spørgsmål, som man kan stille sig selv i anledning af Trumps besøg,' skriver Leif Donbæk. Foto: Ritzau/Scanpix
'Der er tre relevante spørgsmål, som man kan stille sig selv i anledning af Trumps besøg,' skriver Leif Donbæk. Foto: Ritzau/Scanpix

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

I disse dage er det just blevet meldt ud, at Donald Trump kommer på besøg i liden Dannevang, og ikke overraskende er alle sider af debatten gået i selvsving.

På den ene side vælter det med typer, der truer med at flytte til Sverige i de, for besøget, relevante dage og på den anden side, er der adskillige, der nærmest mener, at det ville tangerer landsskadelig virksomhed, hvis folketingsmedlemmer arrangerer en demonstration mod den amerikanske præsident.

Begge standpunkter er - sagt noget bramfrit her i sommervarmen - udtryk for et hysteri, der får Pia Kjærsgaards tid som formand for Folketinget til at forekomme afdæmpet.

For lad os nu lige få det lidt ned på jorden igen. Der er tre relevante spørgsmål, som man kan stille sig selv i anledning af Trumps besøg:

1. Er det fint og godt for Danmark, at en amerikansk præsident kommer til Danmark?

- Ja, naturligvis.

2. Er det også fint og helt normalt, at ikke-medlemmer af regeringspartiets ledelse demonstrerer imod ham?

-  Ja, selvfølgelig.

3. Gør det, at præsidenten hedder Trump, nogen forskel for ovenstående vurdering?

- Nej.

Skulle man bygge lidt videre på ovenstående, så er lige præcis Trump på mange måder en af de - i et iskoldt dansk perspektiv - mindst irriterende præsidenter. Indtil videre har han ikke indledt krige, der får danmarks sønner og døtre hjem i kister. Kun i begrænset grad har han været i handelskrig med EU. Og helt generelt har Trump blandet sig forholdsvist begrænset i vores indflydelsessfære.

Til gengæld har han indledt en handelskrig med Kina, som potentielt kan ende med, at EU får øget handel til begge parter.

Forstå mig ret, tonen og amerikansk indenrigspolitik betyder også noget, og jeg er uenig med ham i det meste, men det ændrer bare ikke på, at han i modsætning til de sidste par amerikanske præsidenter (hvor især den sidste blev hyldet i Danmark) foreløbig ikke har skadet danske interesser eller fået danskere dræbt.

Så måske vi bare skal tage det helt roligt og lade dem, der vil demonstrere mod ham, gøre det. Men samtidigt have in mente, at fjerner vi retorikken og twitter, så er hans skadesvirkning på Danmark begrænset.

Ret beset har de engelske politikere, der fik sat Brexit til afstemning, skadet danske interesser noget mere – eller for den sags skyld Angela Merkel og hendes totale fejlhåndtering af flygtningekrisen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
46 kommentarer
Vis kommentarer