Vi har glemt statsborgerskabets værdi

Hvert år inviterer Folketinget til statsborgerskabsdag - her et billede fra dagen i 2014. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Hvert år inviterer Folketinget til statsborgerskabsdag - her et billede fra dagen i 2014. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Følg Opinionen

Leif Donbæk, jurist, medlem af SF, skriver om politik, samfund og retsstof.

Hvad har statsborgerskabsprøven og håndtrykskravet til fælles?

Jo, det er egentligt ganske banalt - begge dele er udtryk for, hvad der sker, når impotente folketingspolitikere ikke tør gribe ved nældens rod, og i stedet laver ligegyldige tiltag, hvis mest effektive effekt er, at det skaber arbejde til de jurister, der ikke trives ved meningsfuld beskæftigelse.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo, vi har nogle ganske klare problemer, som alle efterhånden erkender – nærmere bestemt, at vi har en del med flygtninge- og indvandrerbaggrund, som mildt sagt ikke vil Danmark det bedste.

Det er noget rod, fordi dem der er flest af, er ikke disse personer. Nej det er dem, som gerne vil, der er flest af.

Men for hver gruppevoldtægt, for hver gaderøveri, for hvert terrorforsøg, så stiger risikoen for, at vi i Danmark kommer til at genopleve reel racisme i dagligdagen i Danmark. Og med det mener jeg, at den største fjende af disse gerningsmænd ikke er 'det hvide Danmark', nej, det er 'det brune Danmark'. For det er deres liv, de er ved at ødelægge.

Det er de fleste i 'det brune Danmark', der ikke kan leje et værelse uden at lyve om deres navn, det er dem, der har svært ved at få arbejde, og dem, der ikke kan gå på gaden uden at blive stoppet af politiet.

Noget må gøres, tænker politikertyperne, men deres løsninger er oftest enten drakoniske eller impotente. Det er som om, at der er lukket helt og aldeles for løsningsspændet i mellem disse to yderpoler.

Men måske vi skulle starte et lettere og mere konkret sted?

For et af vores største problemer, sagt lidt kontant, er, at vi ikke kan slippe af med dem, der ikke vil Danmark det godt. Det har fået dele af højrefløjen til at begynde at tale om at fratage statsborgerskaber, udmelde os totalt af det internationale samfund og lignende tiltag, der vil skade Danmark mere, end de har fantasi til at gøre sig begreb om.

Problemet er langt hen ad vejen en masse unge (primært mænd), som ikke vil os det godt, som har fået statsborgerskab i en tidsperiode, hvor Danmark havde glemt, at statsborgerskabet er den største gave, fællesskabet kan give en indbygger i Danmark. For det er, hvor du går fra at være accepteret til at være borger, til at være en del af vores fællesskab, og ikke blot en vi tolererer i vores midte.

Vi har glemt statsborgerskabets værdi. Men det 'sjove' er, at de, der får det, ikke har glemt det.

Jeg har gennem årene efterhånden været til en del statsborgerskabsfester for venner og bekendte, der har modtaget dansk statsborgerskab, og jeg kan love jer for, at det betyder noget for dem. Senest var jeg tidligere i 2018 til en fest af den type for en amerikansk veninde, der mildt sagt var rørt og henført i sin kærlighed til Danmark og sin stolthed over at blive lukket ind i fællesskabet, da hun holdt tale for de 40 tilstedeværende.

Og hvor vil jeg hen med det?

Jo, som det er i dag, så kan det langt hen ad vejen lade sig gøre nærmest at opnå et 'administrativt retskrav' på et statsborgerskab. Altså forstået således, at hvis du lever op til visse krav, klarer nogle prøver og deslige, og i øvrigt ikke er dømt for nylig kriminalitet, så får du det nærmest per automatik.

Ja, det har vist sig, at indfødsretsudvalget nærmest ikke kan sagsbehandle individuelt og skønsbaseret. Noget der formodentligt er lige på kanten af Grundloven, i hvert fald når vi sammenholder, at statsborgerskabet, ifølge denne, skal tildeles ved lov, og at et folketingsmedlem alene er bundet af sin overbevisning.

Tilhængerne af denne ordning snakker om retssikkerhed, om lighed for loven og lignende. Men de glemmer, at et statsborgerskab ikke er en ansøgning om tilladelse til at tilbygge en carport . Det er selve nøglen til porten til vores fælleskab. Og hvis det, af alle ting, ikke skal gives på subjektivt og skønsmæssigt grundlag, hvad skulle så?

Det må være os, der vælger dem til, vi ønsker i fællesskabet og ikke blot noget, der sker med en romantik og en automatik, som ansøger man den lokale forvaltning om ret til at dræne søen i sin baghave.

Så måske vi kunne slå mange fluer med et smæk ved i højere grad at indføre en subjektiv behandling i Indfødsretsudvalget. Måske en række objektive krav med fordel kunne kombineres med folketingsmedlemmernes subjektive vurderinger, og i øvrigt måske et af de (få) objektive krav med fordel kunne være alder. Hvis vi satte aldersgrænsen for at kunne søge statsborgerskab til mindst 25 år, så ville vi have udelukket langt de fleste af dem, der beslutter sig for at bruge deres ophold i Danmark på terror eller grov kriminalitet, for de fleste, der ender i de statistikker, bliver problembørn i årene inden de 25.

Og måske er det, hvad der skal til, for at vi og vores politikere genopdager, hvor vigtigt statsborgerskabet er. For de, der får det, ved det udmærket godt.

Måske det er på tide, at vi genopdager pax Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
78 kommentarer
Vis kommentarer
Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+