Vi æder lort med glæde

Foto: Catherine Wylie/Pa/AP
Foto: Catherine Wylie/Pa/AP

Louise Meyer. Studerende, skriver om køn, sex, samfund og sit og andres liv i 20'erne.

Nydelsen ved at spise er afgået ved døden. Det er vigtigere at være tynd. Hvis jeg sover længe søndag morgen, skal jeg helst i fitness om eftermiddagen. Hvis jeg spiser en is eller sovs til min bøf, tænker jeg på, hvad jeg mon har gjort for at fortjene det. Man skal straffes, hvis man spiser godt, og mundvandet løber, for det er et kontroltab.

Med min fornuft bliver jeg irriteret på mig selv. Jeg ved godt, at jeg er mere værd end strækmærkerne på mine inderlår og folden på min mave, når jeg sidder. Alligevel opererer jeg efter samme konsekvenslogik. Hvis jeg er mega mæt, så føler jeg mig skyldig. Som en, der ikke kan styre sig. Det er som om, min hjerne er indrettet til at tænke, at tiden altid skal udnyttes så effektivt og produktivt som muligt. Tillykke. Konkurrencestaten og dens mentalitet har vundet.

Mad er blevet en forfængelighedsting, der er fuldstændigt afkoblet nydelse. I sidste uge var jeg i Syditalien, og som bekendt er nogle af grundpillerne i det italienske køkken brød og ost - dødssynderne i det nordiske, fitness-fikserede palæokøkken.

Men hvorfor er det egentlig, vi tror, at lykken er at være hugget i sten og drikke proteinshakes? Vi ved jo alle sammen, at kombinationen af pasta, tomat og ost er fuldkommen himmelsk, og det vrimlede med førnævnte og is og vin oveni i hatten. På et tidspunkt sagde jeg til en italiensk kvinde, at jeg ville blive fed, hvis jeg boede i Italien af al den olie, ost og hvede. Hun kiggede helt mærkeligt på mig og sagde: ”Men det er jo sundt?”

Og hun mente det. For olien var lavet af friske oliven på den økologiske farm lige om hjørnet. Det samme gjaldt for osten, vinen og pastaen. Det var kvalitet. Det er naturlige råvarer, og skal man tro en ung italiensk kvinde, er det godt for både krop og sjæl. Italiensk bondegårdsidyl lyder måske utopisk og en anelse eventyragtigt i et travlt arbejdsliv, bevares. Men humlen var blot, at når én bid bomber ens smagsløg, så man slikker sig i mundhulerne bagefter, så spiser man automatisk også mindre. Opfattelsen af, hvad der er sundt er altså diametralt modsat. Man skal hylde råvarer og den gode smag.

Når jeg spurgte italienere om, hvad deres livret var, kunne de ikke svare. De sagde, at det var umuligt at svare på, for der var så meget godt, og det skulle passe til lejligheden, og således påbegyndte de en lind, passioneret talestrøm om, hvordan man laver oste, hvordan oliven skal smage og så videre. Måltidet er helligt. Det tager timevis, og man skal nyde, at det smager godt. Sådan er grundreglen, og jeg ser den stort set ikke i Danmark.

Alt for tit kyler jeg selv bare noget rugbrød i fjæset, fordi det mætter, og fordi man ikke bliver tyk af det. Ikke fordi det tilfredsstiller mine smagsløg. Jeg tror, at danskere skraber bunden, når det kommer til kunsten at nyde. Vi tænker hele tiden på den næste deadline og nærer i det hele taget et behov for at være perfekte adonisser. Det danske sundhedsfokus er snævret ind til at handle om at være tynd som en ål snarere end om kvalitet og gode råvarer.

Vi æder lort med glæde, så længe det holder os tynde. I stedet for burde vi huske at nyde hverdagen og smage på maden. ’Alting med måde’ vil alle dage være mit favorit leveråd.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
20 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen