Brok er venindernes samtale-motor

'Det er, som om brok, dårlige dates og fiaskoer er den overvejende benzin på samtale-motoren, når veninder mødes over en kaffe eller et glas vin,' skriver Louise Meyer. Foto: Thomas Borberg
'Det er, som om brok, dårlige dates og fiaskoer er den overvejende benzin på samtale-motoren, når veninder mødes over en kaffe eller et glas vin,' skriver Louise Meyer. Foto: Thomas Borberg

Louise Meyer. Studerende, skriver om køn, sex, samfund og sit og andres liv i 20'erne.

'Måske er det bare lidt svært for hende at tale med dig, når dit liv er så perfekt?'

Det sagde min veninde engang til mig over en middag. Fordi jeg forelsket havde fortalt om min kæreste og udtrykte en glæde ved mit job. Ergo måtte resten af mit liv være strålende. Ergo var der ingen fidus ved at tale med mig. 

For jeg vågner hver dag badet i solskin, klar til en ny dag. Jeg føler mig aldrig presset. Jeg bærer ikke på hemmeligheder og sorg, min kæreste og jeg skændes aldrig. Jeg er aldrig så træt, at jeg falder i mine egne lilla poser under øjnene, og jeg er aldrig i tvivl om mine valg i livet, ligesom jeg aldrig føler mig usikker, lidt for tyk eller lidt for grim. 

Ovenstående er naturligvis løgn.

Jeg kan lejlighedsvist sætte flueben ud for hvert af de udsagn. Det tror jeg, de fleste af os kan. Jobtitel og civilstatus er blot to synlige parametre på succes i livet. Og hvis bare de er opfyldt, er livet altså i nogens øjne på overfladen ‘perfekt’.

Men det er så arrogant at påstå at nogens liv er perfekt. Man skal ikke være særlig indsigtsfuld eller have åbnet flere end tre Gajol-æsker for at vide, at det såkaldte perfekte liv ikke findes. Lykken, glæden og succesen er flygtig. Det samme gælder heldigvis også for de sværere følelser og de ovenstående udsagn.  

Men det er, som om brok, dårlige dates og fiaskoer er den overvejende benzin på samtale-motoren, når veninder mødes over en kaffe eller et glas vin. Man er stresset, den store kærlighed lader vente på sig, vejret er for øvrigt også dårligt, og kollegerne er ‘numsede’, kæresten er irriterende, det er træls at cykle i modvind, betjeningen i Lagkagehuset her til morgen var for øvrigt også alt for langsom, og listen af brok fortsætter i det uendelige.

Jeg har sommetider haft en oplevelse af, at mine venner hellere ville høre om, når det går mig dårligt, end når det går mig godt.

Hvis en fyr har været tarvelig, så er de der straks i messenger-tråden, klar til at ’bitche’ og forarges. Men hvis man deler en lykkelig begivenhed, trækker de følehornene, svarer højst kort for hovedet eller lirer en sarkastisk kommentar ud af ærmet. Det er så godt som forbudt at sige, at man egentlig bare er ret glad og tilfreds. 

Men man bliver jo i så uendeligt dårligt humør, hvis man mødes bare for at tale om alt det dårlige. Brok-seancerne smitter, og man cykler hjem lidt mere slukøret end før, selvom det modsatte burde være tilfældet efter et gensyn med en ven. 

I folkeskolen gik jeg i klasse med en meget ambitiøs og i øvrigt vældig sød fyr, men han kunne ikke være helt glad for sin karakter for en opgave eller en eksamen, hvis ikke hans karakter var højere end min. Og det, selvom han havde fået topkarakter. For ham kørte vi et parallelløb om at være klogest. 

Vi har en tendens til at lade andre menneskers fejl og ulykke være medicin mod vores eget dårlige selvværd. Det er nemmere at være til i sit eget liv, hvis det går andre dårligt.

Men der er jo ikke lighedstegn mellem andres succes og ens egen præstation og følelse af utilstrækkelighed. Ligesom at man heller ikke selv bliver grim som en trold, når der træder en smuk kvinde ind i rummet. Lad os bygge hinanden op i stedet for at pille hinanden ned. Vi kan ligeså godt smitte hinanden med de gode ting i stedet for at trække sure kolleger ned over hovedet på hinanden, tærske langhalm på alt det negative og i fællesskab blive enige om, at den nye charmerende pige i klassen, der klarer sig godt, sikkert bare er en kæmpe idiot.    

En sociolog sagde engang til mig, at i hendes venindegruppe satte de altid tidsbegrænsning på, når de skulle ventilere for dårlige oplevelser. På den måde endte de ikke med at sidde kollektivt fast i den enes dårlige dag en hel vinaften igennem. Den vogn hopper jeg med glæde på. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer