Chefredaktør gør nar ad almindelige mennesker

'Hvor er det arrogant at fremstille de kvinder med små børn, der ikke har valgt den forkromede karrierestige med det første, som en række navlepillere, der ikke har andet end børn og støvsugning i hovedet,' skriver Louise E. Meyer Berlingskes chefredaktørs begrundelser for at have ret til en au pair. Foto: Nima Stock
'Hvor er det arrogant at fremstille de kvinder med små børn, der ikke har valgt den forkromede karrierestige med det første, som en række navlepillere, der ikke har andet end børn og støvsugning i hovedet,' skriver Louise E. Meyer Berlingskes chefredaktørs begrundelser for at have ret til en au pair. Foto: Nima Stock

Louise Meyer. Studerende, skriver om køn, sex, samfund og sit og andres liv i 20'erne.

I sit efterhånden berømte og berygtede au pair-indlæg i Berlingske gør chefredaktør Mette Østergaard nar ad almindelige mennesker og kvinder, der har valgt en anden tilværelse end hun selv. Og jeg føler mig ærlig talt truffet.

'Hvad med de unge kvinder, der er i starten af deres karriere,' spørger Østergaard i indlægget. Som i: Hvordan skal de unge kvinder nogensinde blive til noget i de højere ledelseslag, hvis det ikke er muligt for dem at få en au pair til en slaveløn?

Jeg er en af de unge kvinder i begyndelsen af sin karriere, Østergaard refererer til. I sensommeren blev jeg kandidat i journalistik, og jeg har to børn. Jeg har arbejdet som journalist i seks år på den ene eller den anden måde, men det er altså nu med eksamensbeviset i hånden, at karrieren virkelig skal ræse op i hierarkiet med 300 kilometer i timen, så jeg med det vuns kan blive leder og bevise, at jeg er en selvstændig moderne kvinde med rundsave på albuerne.

Eller hvad?

Formentlig skal jeg arbejde, til jeg er firs år gammel. Så jeg forstår slet og ret ikke hastværket. Jeg har ikke den mindste lyst til at blive hverken chef, mellemleder eller stjernekorrespondent lige præcis nu. Intet kunne ej heller forekomme mig mere gakkelak end at anskaffe mig en au pair til at tage sig af mine børn og holde orden i mit hjem.

Jeg vil gerne se mine børn vokse op og være der mega meget, især mens de er bittesmå.

Betyder det så, at jeg er fuldkommen forladt for ambitioner med mit arbejdsliv? Naturligvis ikke. Men jeg udlever dem skridt for skridt og på nedsat tid i øjeblikket. Rent praktisk betyder det, at jeg ikke tager ligeså mange opgaver ind i mit arbejde som selvstændig, som jeg ellers kunne have gjort. Jeg går heller ikke aktivt og benhårdt efter en fast prestigestilling.

I min familie har vi indrettet os sådan, at min mand har et lønmodtagerjob, der sikrer en fast indkomst, mens jeg arbejder freelance og dermed strukturerer min egen arbejdsuge. Til gengæld har jeg mulighed for at hente børn tidligt, holde styr på vasketøj, indkøb, rengøring og den slags. Når de tre andre så kommer hjem fra dagpleje, skole og arbejde har vi tid og ro til at hænge ud, spille spil, besøge gederne i by-oasen, tage på biblioteket, lave mad sammen, eller hvad vi nu har lyst til.

Onde tunger vil så nok sige, at 1950’erne har ringet og gerne vil have deres kønsrollefordeling tilbage. Og det er da rigtigt nok, at min mand også godt kunne arbejde freelance og gå ned i tid. Det gør han så ikke af den simple grund, at han har ni års længere erfaring på arbejdsmarkedet, end jeg har. Og da jeg blev gravid sad han i et fast job, det gjorde jeg ikke.

For os gav det altså mest mening, at det var mig, der gik ned i tid. Det var en fælles beslutning, og i vores hverdag skaber det huslige arbejde ligeså meget værdi som lønarbejdet. Måske vi bytter roller, hvis et fremtidigt afkom melder sin ankomst, hvem ved.

Det sørgelige er, at hvis man har indrettet sig som mig, så står karriere-parnasset klar til at stikke dig med deres i forvejen løftede pegefinger. Der bliver talt så nedsættende om husarbejde. Og har man valgt det til, er man blot en marionetdukke, der er tom i hovedet, og som i øvrigt bliver styret af en mand. 

'Du er bare underlagt samfundets patriarkalske kulturer.' 'Du lever et kedeligt liv.' 'Du har ingen personlige ambitioner.' Østergaard skriver sågar i sit indlæg: '[…] vi har en kultur, hvor en god mor helst skal støvsuge selv og være til stede for sine børn 24 timer i døgnet. Og hvor mange som konsekvens bukker under for presset på den ene eller den anden måde.'

Hvad er det for noget frygteligt sludder? Og hvor er det i øvrigt arrogant at fremstille de kvinder med små børn, der ikke har valgt den forkromede karrierestige med det første, som en række navlepillere, der ikke har andet end børn og støvsugning i hovedet.

Det står med største selvfølgelighed Østergaard frit for at vælge at være chefredaktør og at have en au pair i hjemmet til at ordne dagligdagssyslerne. Men for mig er det det glade vanvid, når en au pair nærmest bliver ophøjet til et retmæssigt velfærdsvilkår. Som en direkte forudsætning for, at familielivet kan hænge sammen, og at der på ingen måde er andre løsninger, hvis man er kvinde og både gerne vil gøre karriere og at være en nærværende mor.

Der hersker en ’jeg vil have i pose og sæk’-mentalitet. Jeg vil være en nærværende mor, og jeg vil også have et toplederjob. Det vil jeg have på samme tid, og det må samfundet fikse NU. Med en au pair-ordning, forstås. Men hvad blev der af ’hver ting til sin tid’?

Det er et spørgsmål om at kunne være nærværende overfor sine børn, siger au pair-ordnings-fortalerne. Men i virkeligheden handler det jo om prioriteringer. For vælger man en firs timers arbejdsuge, så har det nogle konsekvenser. Man har mindre tid til husligt arbejde, og man har mindre tid til at se sine børn.

Som det eneste alternativ til au pair-ordningen fremhæver Østergaard, at det huslige arbejde bliver sort og parallelt. Men det er jo ikke rigtigt.

Det er muligt at få rengøringshjælp helt efter bogen. Det fik vi. En studerende, der kom hver anden uge og gav lejligheden den helt store tur. Vi betalte skat af det, hun fik en ordenligt løn, og det var en kæmpe hjælp. Desuden kan man få måltidskasser sendt til døren, aftensmad, der tager 20 minutter at lave, madpakker, der nærmest er lavet til børnene. Man kan få hentet og bragt sit vasketøj. Bekvemmelighedsforetagender myldrer frem.

Måske vi dertil kunne gøre det attraktivt for forældre, både mor og far, at gå ned i tid på arbejdet, mens børnene er små. Gøre det muligt at være hjemme sammen med dem, når de er syge i videre omfang. Give mænd mere barsel.

Mine børn skal ikke føle sig som byrde, fordi de er syge. En byrde, som andre mennesker må tage sig af, fordi mit arbejde er vigtigere.

Jeg vil gerne vise mine børn, at jeg har tid til dem. Jeg vil også gerne hjælpe dem godt i vej ved at vise dem, at det kan være hyggeligt at lave mad sammen, vaske tøj sammen. Og at det i øvrigt er en del af livet at gå ud med skraldet, rede sengen og lave havregrød klokken bæ om morgenen, når man er en småbørnsfamilie. At vi hjælper hinanden. Det betyder gudhjælpemig ikke, at jeg ikke har ambitioner med mit arbejde, og at jeg ikke kan blive chef eller deslige en skønne dag.

Træk nu vejret. Vi har som samfund strikket et sygt arbejdsliv sammen, hvor vi hverken har tid til at passe hverken afkom eller husholdning.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
76 kommentarer
Vis kommentarer