Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

'Selv når den ikke er der, føler jeg, den vibrerer'

Jeg sidder med min telefon i hånden så mange gange i løbet af en dag, at jeg ikke aner, hvad det eksakte antal er. Ofte ved jeg egentlig slet ikke, hvad det er, jeg tjekker. Måske skal jeg bare lige se, hvad klokken er, men i stedet ender jeg med at sidde og fnise over en Panda, der vælter ned fra en høj kant, eller liker mine venners mundvandsfremkaldende måltider på Instagram.

Og når jeg så lægger telefonen fra mig, ved jeg stadig ikke, hvad klokken er.

Min mobiltelefon røver både min tidsfornemmelse og min fordybelse. Jeg spilder slet og ret tiden på den. Hvis mine lektier bliver en tand for kedelige, kan jeg jo altid lige se, om der er nogen, der har skrevet en besked til mig, hvordan vejret bliver i morgen eller opdatere mit Facebook-feed. Det samme sker i toget, i køen i supermarkedet og lige efter håndboldtræningen, hvor alle andre også står med bøjede nakker over deres skærm.

Hvor tit er det lige, at man laver absolut ingenting og bare glor på dem, går forbi?

Jeg er verdensmester i at bryde min egen koncentration, og når jeg sidder med min telefon, er jeg ikke en særlig morsom samtalepartner, for jeg hører kun det halve af, hvad der bliver sagt.

Nok er telefon-underholdning et hurtigt fix mod kedsomhed, men det er også et dårligt fix. Ligesom når man giver efter sin sukkertrang og kaster en plade chokolade i hovedet med lynets hast. I øjeblikket bliver man stimuleret, men lige bagefter kommer tomheden. Var det nu så vigtigt at glo på den skærm? Og hvad fik jeg egentlig ud af det?

Mobiltelefonen og de sociale medier er blevet styrende for, hvordan vi møder og omgås andre mennesker. Vi har nemmere ved at tage kontakt til folk i den virtuelle verden end i den virkelige verden. Da jeg mødte min kæreste, blev mine veninder naturligvis begejstrede på mine vegne - og nysgerrige efter at finde ud af, hvem den lyserøde elefant var. Flere af dem meldte ud, at de havde søgt på hans fulde navn på både Facebook og Instagram, inden de mødte ham i virkeligheden.

Men de havde ikke held i søgningerne, for han er ikke på de sociale medier.

Mine kolleger var overbevist om, at han enten løj eller var ekstremt underlig. For hvem i alverden vælger ikke at være på de sociale medier? Det svarer jo nærmest til at nægte vaccinationer og insistere på, at Jorden er flad.

Hans fravalg af det sociale medier kan i virkeligheden vendes om til at være et tilvalg af virkelighedens verden. Og hans skepsis har smittet af på mig. Jeg er blevet uhyggeligt bevidst om mine egne vaner, og derfor har jeg opstillet nogle regler for mig selv. Sommetider er de nemme nok at efterleve, men jeg forfalder altså stadigvæk til diverse apps på min telefon.

For eksempel har jeg besluttet, at jeg lader min mobiltelefon blive derhjemme, når jeg er ude at gå tur, om så det er alene eller med en god ven. For hvad er det egentlig, jeg skal bruge den til i den situation? Hvis jeg har den med, ender jeg med at tjekke mails, sms’er og Instagram og måske at tage billeder af min kaffe, solnedgangen eller noget andet fuldstændig ligegyldigt. Hvis jeg skal læse en bog, lægger jeg også helst telefonen langt væk, og hvis jeg er ude at spise, bliver den liggende i tasken.  

Det skræmmende er, at jeg i begyndelsen af min ‘afvænning’ fik fantom-notifikationer, når jeg var på gåtur eller sad og læste uden min mobil. Jeg er blevet så vant til at have den på mig altid, at den er så godt som groet sammen med min krop. Selv når den ikke er der, føler jeg, at den vibrerer. Den kræver min opmærksomhed.

Heldigvis går det hurtigt over, og jeg fandt i hvert fald ud af, at telefonfri gåture er tusind gange mere behagelige end gåture med en telefon i lommen. Det samme gælder mobilfri middage, hvor man ikke skal kæmpe om sin bordherres opmærksomhed mod en telefon.

I sommer interviewede jeg Benny Andersen. Han sagde, at folk jo går glip af alting, når de går med ansigtet vendt ned mod de små digitale skærme. Og han har jo ret. Sommetider tænker jeg selv, at jeg lige skal tjekke noget hurtigt, og i løbet af et sekund har jeg glemt, at jeg går på fortovet. Går man en tur ned ad Nørrebrogade, er det så godt som umuligt ikke at blive torpederet af en mobilfikseret, der ikke ser sig for.

Der er sket en revolution af, hvordan vi gebærder os i verden. Alle har købt ind på mobilrevolutionen, ladet sig overmande af den, inden faldgruberne og konsekvenserne er blevet diskuteret. Men nu sidder vi her altså, og udnytter ethvert ledigt øjeblik til at tjekke vores mobiltelefon. I DR’s programserie ‘Generation XL’ om børn, der kæmper med overvægt, kan vi se, hvordan en hel barndom for nogen passerer med at glo ned i en iPhone.

Alting med måde er måske verdens mest væsentlige ordsprog. Især i denne sammenhæng. Det kan stort set overføres til alle livets afkroge, om så det er kage eller mobiltelefoner. Bevares, både nyheder og platte Facebook-videoer kan være behageligt tidsfordriv, men det kan nok godt vente til efter aftensmaden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen