Derfor må Støjberg og vi andre finde os i Grimhøjvej

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

- Jeg har allermest lyst til bare at få jævnet Grimhøjmoskéen med jorden, siger integrationsminister Inger Støjberg.

Hvilket vel sådan set er fair nok. Det er vi formentlig mange, der har.

Men både Inger og vi andre - eller forhåbentlig mange af os - ved, at det kan vi ikke. Vi kan endda blive enige om, at det i sidste ende vil være både småt begavet og selvmodsigende som demokrater at gennemføre en lukning og nedrivning.

Det er også grunden til, at det ikke for længst er sket. Lige som det er grunden til, at man i ingen af de andre mange tilfælde, hvor der er prædiket ældre end middelalderlig køns- og religionsmoral fra den århusianske forstadsmoske har set en domsfældelse.

Integrationsministerens reaktion på grimhøj-imam Abu Bilals lovprisning af pisk og stening af utro kvinder og frafaldne muslimer er blevet rutine i Integrationdanmark.

Nøjagtig det samme skete eksempelvis for et år siden.

Her var det ikke TV2 men DR, der bragte moskéens sande troslære til torvs. I DR-dokumentaren 'Den Fordømte Moské' sad moskeens formand, Oussama El Saadi, og heppede på Islamisk Stat. Og et andet bestyrelsesmedlem erklærede, at han da sagtens kunne regnes som integreret i det danske samfund, selvom han var erklæret modstander af demokrati.

Både ordlyd og moral i Abu Bilals prædiken er således lige så stor en overraskelse, som henrettelser af begået af IS i Syrien.

Men Bilal og kompagnis holdning kan ikke forbydes.

Som leder af tænketanken Justitia, jurist Jacob Mchangama, skriver på Facebook, er det i dag ikke første gang, at 'politikere kræver (foreningen bag) Grimhøj moskeen lukket.

Mchangama fremhæver, at i 2008 skrev Rigsadvokaten om mulighederne for at forbyde Hizb-ut-Tahrir:

'Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at det efter gældende ret i almindelighed ikke er ulovligt for en forening (eller for enkeltpersoner) at have som formål at arbejde for en ordning eller en retstilstand, der forudsætter ændringer af lovgivningen eller eventuelt grundloven. Det anførte gælder, selv om der er tale om at arbejde for ordninger, der er grundlæggende forskellige fra den gældende samfundsorden. Så længe der anvendes lovlige midler - f.eks. politisk præget argumentation og agitation - er der således efter gældende ret ikke noget ulovligt i at arbejde for, at der f.eks. indføres censur, at den private ejendomsret afskaffes, eller at det gældende demokratiske flerpartisystem erstattes af et styre baseret på religiøse normer og værdier.'

Det rigsadvokaten siger er, at man må ytre næsten, hvad man vil af antidemokratiske ønsker i Danmark. Det er først, hvis der handles på ordene, at retshammeren falder.

Eller som det hedder i et af Mchangama fremhævet folketingssvar af 4. september 2014:

'Justitsministeriet finder ikke, at der på det foreliggende grundlag er anledning til at bede Rigsadvokaten om at vurdere, hvorvidt der bør iværksættes en undersøgelse af spørgsmålet om opløsning af en eventuel forening bag moskéen på Grimhøjvej i Brabrand.'

Pointen er, at med moskéen på Grimhøjvej er demokratiet sat på prøve. Det er en test. Her skal vi med kærlighed til det frie, åbne samfund vise vort format.

Vi skal ikke hævde, som nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, gjorde midt sidste års Grimhøj-ballade som DF’s værdiordfører, at Folketinget 'må ty til nødret'.

Når vores grundlæggende værdier trues, er det ikke en begavet reaktion at sætte netop disse værdier ud af kraft. For hvem har så vundet? Demokratiet eller dem, der bekæmper det?

Ovenstående burde være børnelærdom. Ikke mindst for folketingsmedlemmer. Inklusive magtens tredeling. Samt den fjerdes uafhængighed – altså mediernes.

Troslæren i moskéen på Grimhøjvej er rystende. Forfærdelig. Grusom. Og hvor ind i helvede forbandet kan man ikke blive, når en århusiansk moskéformand sidder på halvdårligt dansk i fjernsynet og bruger vores frihedsrettigheder mod os selv? ’Ja, ja, jeg kende ytringsfrihed. Jeg have lov at vælge kalifat og være mod jer’.

Men det er altså testen. Modsat Oussama El Saadi, Abu Bilal  og deres jihadist-venner på Grimhøjvej og deres forrykte ’fætre´, der det seneste år har dræbt mennesker herhjemme og især i Frankrig, så tåler vi både hån, spot og latterliggørelse.

De har lov til at mene og sige, hvad de vil, men ikke agere derpå. Vi har allerede i forvejen love mod folk som dem. Eksempelvis at man må tegne, hvad man vil. Men man må ikke true, udøve vold mod eller slå nogen ihjel for at gøre det.

Man må gå ind for undertrykkelse af kvinder alt det, man vil. Men lever de i Brabrand, som imamen prædiker, er det i vores land en sag for politi og domstol. Vi har ikke love mod religiøs idioti. Tværtimod beskytter vi idioti - netop fordi vi ikke selv er idioter - derud, hvor det gør ondt i forstanden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
69 kommentarer
Vis kommentarer