Det går faktisk skide godt henne i ghettoen

Det begyndte med, at forfatteren Karina Pedersen mente, at underklassen i Danmark ikke mangler penge, men moral. Foto: Niels Hougaard
Det begyndte med, at forfatteren Karina Pedersen mente, at underklassen i Danmark ikke mangler penge, men moral. Foto: Niels Hougaard

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det går faktisk skide godt henne i ghettoen. De har aldrig haft det bedre.

Det er, hvad jeg har fået ud af Karina Pedersen og sagen om hendes mailbog, ’Helt ude i hampen’, fra underklassen i Korskærparken i Fredericia.

Der er ganske vist en hel del andet at bemærke. Men ghettoglæden er der, hvor jeg er endt. Hvilket selvsagt kræver en forklaring.

 

Det hele begyndte med et interview med Karina Pedersen i netmediet Zetland, før bogen udkom. Her sagde forfatteren, at underklassen i Danmark ikke mangler penge, men moral.

En bølge af ophidselse gennemskyllede medierne. 'Hold da op for en stemme’, ’hvilket mod’ (på trods af at Karina Pedersen faktisk ikke sagde noget, hun ikke har sagt i årevis). Zetland for rundt på de sociale medier, som en glad hund, der har fundet en bortkastet pind.

Borgerlige og liberale sang andenstemmer på Pedersens omkvæd. Som et operettekor: ’Lyt, oh lyt, oh lyt.’

 

Rollespillet var i gang. Så meldte en anden underklasse-stemme – Lisbeth Zornig – sig og gik til modangreb. Karina havde i interviewet erklæret, at hun var hævet over bistandshjælp. ’Men du skylder mig penge’, hævdede Zornig. Og ’The battle of the Loser Queens’ rasede. Tydeligvis et slag om hvem der har mest taber-autenticitet.

Men så konsulterede Fredericia Dagblad pludselig virkeligheden. Dagbladet skrev, at folk i Karina Pedersens gamle kvarter ikke kunne genkende bogens beskrivelse af et anløbent misbrugskvarter. Hvilket en journalist på avisen Metroxpress læste. Hvorpå han drog til Fredericia og fandt Karinas mor, der heller ikke kunne genkende udlægningen. Hvorpå han fandt Karinas 7. klasse, som alle havde det strålende og var i arbejde og slet ikke var tabere, som Karina ellers havde hævdet, påpegede Metroxpress.

 

Næste bølge af ophidselse gennemskyllede medierne. ’Hvilken løgner’, ’hvilket bedrag’. Zetland måtte undskylde med halen mellem benene som en hund, der havde gennemtygget hjemmeskoene. Og MetroXpress’ journalist blev hyldet af kolleger på Facebook, som havde han bragt Nixon til fald.

Centrum-venstre politikere sang nu andenstemmer på Metroxpress-artiklen. Som et operettekor: ’Læs, oh læs, oh læs.’

 

Deadline vågnede til dåd. Vært Niels Krause-Kjær forsøgte at riste udgiveren Gyldendals litterære direktør over den knitrende ild af nye Metroxpress-oplysninger. Værten viftede med billedet af 7. klassen og elevernes nuværende stillinger, som kun en kriminalbetjent kan vifte med en ransagningskendelse.

Men så fandt BT ud af, at Metroxpress’ journalist havde fundet den forkerte skoleklasse. 7. klassen var sandt nok en klasse, Karina engang havde gået i. Men kun kort. Ellers havde klassen ikke ret meget med noget at gøre. Metroxpress havde i sin iver efter at påpege Karina Pedersens falskhed således selv fiflet med fakta og måtte nu påklistre sin artikel en ’beklagelse’:

 

’I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det fejlagtigt, at Karina Pedersen skulle have påstået, at alle i hendes tidligere folkeskoleklasse er på overførselsindkomst ...’

Det havde Karina Pedersen faktisk ikke påstået.

Til gengæld havde forfatteren åbenbart ikke læst bogen selv, før den blev udgivet, meddelte hun pludselig DR.

 

Mærkværdighederne fortsatte således med at hobe sig op.

Det var her, man selv fik lyst til at synge andenstemme. Som et operettekor: ’Arhmenforhelvede, arhmenforhelvede, arhmenforhelvede’.

Og så var det Politiken drog i felten.

 

Efter i godt en uge at have ruget over, hvad man kan bringe i avisen – ud over harmdirrende debatindlæg – når en bog påstår, at underklassen består af døgenigte, der først rejser sig op, når bistanden lægges ned, drog Politiken til ghettoland. Avisen rejste over til Korskærparken i Fredericia.

Og herfra kunne Politikens udsendte kundgøre, at Korskærparken er ’Danmarks bedste ghetto’. Det sagde dem, der bor i parken. Bedre ghetto fås åbenbart ikke. Hvis man altså vil have ghetto.

 

Således er en historie, der indledte med at fremstille socialstaten som en taberfabrik, der reproducerer nederlagsborgere og gør dem til bistandsspekulanter, foreløbig blevet til det modsatte.

Det er – foreløbig – blevet til at erklære ghettoen for optur. Ghettoen er god, og Korskærparken er nærmest en total nice yndlingsghetto, hvis sandheden skal frem.

Umiddelbart synes hele forløbet uden fortilfælde. Men det er ikke så heller ikke sandt.

 

Det er faktisk lige som dengang SF’s Özlem Cekic hev Liberal Alliances Joachim B. Olsen og TV-Avisen ud til Carina for at dokumentere Carinas fattigdom og skabe social indignation. Danmark blev i stedet oprørt over, hvor mange penge ’Fattig-Carina’ fik i kontanthjælp.

Ingen liberal hedspore i nationen har nogen sinde så effektivt gjort så meget for liberalismen, som Cekic gjorde den dag. Nu har Karina Pedersen foreløbig fået liberalister til at fremstå aldeles utroværdige, og centrum-venstre til forbløffende nok at erklære, at det faktisk slet ikke er så galt i Underdanmark.

Man behøver således ikke læse ’Helt ude i hampen’. Det er der tilsyneladende heller ikke rigtig nogen, der har gjort. Ja, det ligner et decideret kriterium for at deltage i en debat om den, at man ikke har læst den.

 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
14 kommentarer
Vis kommentarer
Vi hører her ouverturen til en mulig katastrofe

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.