Flygtningepigen og de mange afslag

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Onsdag aften bød TV2 på en klassiker i dansk journalistik:

En historie om en ung flygtning, der står til at blive udvist af Danmark, men på grund af en årelang sagsbehandling er blevet så integreret, at det hele er blevet fortvivlende.

Den slags dukker op med mellemrum. Med eller uden familie.

Og ofte fortælles historien som et langt bad i smerte.

TV2 dokumentaren ’Mon de kommer om natten?’ skildrer den 16-årige afghanske pige, Rokhsar Sediqis, udsathed som stærkt integreret i sit lokalmiljø i Give samtidig med, at hun gennem sine teenageår bærer både sin egen og familiens skæbne ved at være tolk og talsperson i forhold til systemet.

En begavet og hårdt kæmpende pige nedbrydes. Overvældet af angst for pludselig at miste, hvad hun har tilkæmpet sig – ’mon de kommer om natten’ for at sende dem ud?

Rokhsar fortæller troværdigt om sin sidste chance for at blive i Danmark, der går ud på, at myndighederne giver ophold med henvisning til barnets tarv.

Teenagerens og familiens tragedie fylder skærmen.

Sagsakterne fremgår stort set ikke. Myndigheder optræder som enten fjerne, kyniske eller forvirrede telefonstemmer i Rokhsars uforløste opringinger.

Man kan som seer kun tænke, at danske udlændingemyndigheder er umenneskelige og må have det med udsatte flygtninge, som orker har det med troskyldige hobitter.

Historien er tilsyneladende ikke researchet ihjel, som man siger.

Det skyldes dog ikke, at researchen ikke er udarbejdet, kan man konstatere på TV2’s hjemmeside. Her har man opslået en tidslinje om ’Rokhsar og familiens forløb’.

Rokhsar, mor og to brødre ankommer til Danmark i maj 2011 og søger asyl. Den historie, de fortæller, handler om at være forfulgt af Taleban, mistet Rokhsars ældste bror og via menneskesmuglere være ankommet til Grækenland og derpå rejst op gennem Europa i lastbil.

Godt fire måneder senere får de afslag fra Udlændingestyrelsen.

Følgelig må der være noget i historien, Styrelsen ikke tror på.

Mor Sediqa søger derpå – hvilket finder automatisk sted i alle sager - om ophold hos Flygtningenævnet. Også herfra kommer afslag. Igen må myndigheder antageligt mene, at noget i historien ikke stemmer. Det fremgår ikke hvad.

Rokhsars mor søger derpå om humanitært ophold i Justitsministeriet blandt andet begrundet i, at hun som enlig mor ikke kan vende tilbage til Afghanistan.

Da Rokhsars mor, Rokhsar selv og de to brødre har opholdt sig i Danmark i halvandet år, dukker Rokhsars far og tre øvrige søskende op i Grækenland, hvor de registreres. Familien i Danmark frygter stadig, de fire andre er døde.

I november 2012 indlægges Rokhsar på Hillerød Hospital efter selvmordsforsøg.

Rokhsar har sammen med tre andre flygtningepiger, fordelt på to asylcentre, forsøgt at begå selvmord ved at indtage piller.

I marts 2013 dukker faren og de andre søskende op i Danmark. En glædescene udspiller sig, hvilket er med i dokumentaren.

Familien flyttes til Give og indkvarteres i et parcelhus. Rokhsar begynder i den lokale folkeskole og falder hurtigt til.

I oktober får Rokhsars mor, Sediqa, afslag på humanitært ophold. Blandt andet med begrundelsen, at hun ikke er enlig mor længere.

I december 2013 begynder hele processen forfra. Denne gang med Rokhsars far, Gulam, som ansøger. I foråret 2014 får faren også afslag fra Flygtningenævnet. Det er her TV2 dokumentaren begynder.

Med assistance fra Dansk Flygtningehjælp og en advokat søger familien nu igen ophold hos Udlændingestyrelsen med udgangspunkt i Rokhsars vellykkede integration og tilknytning til Danmark.

I januar 2015 genoptager Udlændingestyrelsen familiens sag baseret på § 9 stk c om barnets tarv.

Her i januar 2017, to år efter sagens genoptagelse, venter Rokhsar og familien stadig på svar.

Ingen, der har set ’Mon de kommer om natten?’ kan være i tvivl om, at sagsbehandlingstiden for asyl- og opholdssager i Danmark er utilstedelig og umenneskelig lang.

Men forklaringen følger ikke med.

Som det fremgår af ovenstående, skyldes en del af det, at systemet paradoksalt nok af hensyn til asylsøgeren har en retssikkerhed indbygget. I form af anke- eller appelmuligheder.

TV2 dokumentaren fortæller heller ikke, hvad det i grunden er i Rokhsars families historie, der har fået myndighederne til at afslå de mange ansøgninger.

Hvilket er den store svaghed ved alle enkeltskæbne-historier om flygtninge til alle tider. Den slags kan man ikke få at vide.

Derimod kan enkeltskæbne-historier ikke altid rummes i lovgivning. Havde ’Mon de kommer om natten?’ haft ovenstående sagsakter med, ville den, Rokhsar og familien være uafviselige. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
96 kommentarer
Vis kommentarer