Hvornår blev Danmark så bange for tåber?

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Vi skal have en hitliste over hadprædikanter, så vi kan forhindre, de kommer her til landet? Det snakker de en del om i Folketinget i øjeblikket.

Der er tale om en hitliste over folk, der ikke bare vil have et andet samfund end vores. De ligefrem hader det danske samfund med hele molevitten og alt, hvad der er i den. 

Det lyder for mange umiddelbart som en mægtig idé. Så kan vi afvise enhver gal imam, der vil komme på besøg fra London eller Libanon og kræve utro kvinder stenet og vantro danskere halshugget.

Eller som Socialdemokraternes leder, Mette Frederiksen, udtrykte det på et tidspunkt:

’Vi bliver nødt til at opstille et værn, så ingen bare kan påkalde sig frihedsrettighederne og bruge dem til at undergrave og underminere det mest dyrebare, vi har.’

Læsere af denne klumme vil vide, at jeg aldrig har forstået denne tilgang. Hvis vores samfund er under angreb af galninge, der repræsenterer den stik modsatte samfundsanskuelse, hvori består så visdommen i at beskytte vores frihed ved at betræde stien, der fører til at blive ufrie som dem?

Mette Frederiksen siger reelt, at for at beskytte ytringsfriheden er vi nødt til at begrænse den.

Ja, hadprædikanter skal bekæmpes. Lad os overvåge, lytte godt efter og forblive årvågne. Men at fodre bæsterne med hjørnerne af frihedsrettighederne for netop at bevare disse, er det kløgtigt, som jeg spurgte allerede i november, da tankerne om regler mod hadprædikanter dukkede op?

Jeg er ret sikker på, at en række hadprædikanter vil tage det som en ære at figurere på listen. Enkelte moskeer vil måske ligefrem bruge den som bookinganbefalinger. Endelig vil de alle derpå afholde hadprædikener i kældre og lukkede rum og nære sig af og vokse ved deres hemmelighed og tildelte matyrium.

Personligt foretrækker jeg at få åndsformørket idioti luftet i det fri.

Og som Ritt Bjerregaard skrev i sin blog her på ’Opinionen’ i anledning af samme emne: ’Hvem skal kontrollere, hvad der er hadtale? Og hvad skal der ske med dem, der ytrer noget, vi ikke bryder os om? Hvem er under mistanke, og hvad skal vi stille op med det? Er ytringer, vi ikke kan lide, noget der skal forfølges?’

Jeg går ud fra, Lars Løkke, Naser Khader og Mette Frederiksen kan svare på disse spørgsmål.

Mit eget brændende spørgsmål lyder: Hvornår blev Danmark så bange for tåber?

Angsten for muslimske piger i burkinier, kvinder i niqab, teenagere, der vil håndhæve sharia på værtshuse i København N. og halalkød har fået nationen til at syre til og forkrampe i en grad, så man må konkludere, at det er åbenbart islamister, og diverse mørkepræk, der sætter dagsordener i Danmark i disse år.

Som blogger Bent Winther skrev i borgerlige Berlingske forleden:

’Det er ikke svært at se, at der er en værdikamp, en kulturkamp eller måske ligefrem et »sammenstød af civilisationer« i gang – overalt. Og det er heller ikke svært at se, at politikerne over en kam har valgt den hårde linje. Nul-tolerance. Jo mere kontant og hurtig reaktionen er, des tydeligere bliver det, at det er grundlæggende danske værdier, der gælder i Danmark, er ræsonnementet. Men når man ser på sprogbruget, reaktionshastigheden og tyngden af de politikere, der udtaler sig, kan det også fortolkes helt modsat: Som krampetrækninger fra et land, som har mistet sin selvtillid.’

Og selvsamme Bent Winther foreslår derefter, at måske er samfund ligesom mennesker. ’Man bliver nødt til at have en vis portion selvtillid og tro på egne evner, råstyrke og egne værdier for at kunne oparbejde en nødvendig modstandsdygtighed.’

Og det er pointen. Lad dem gå i gardiner med gitter for øjnene, lad dem bade i det, lad dem hade og prædike det højt, så vi kan høre det.

Vi kan tage det. Vi kan tåle det. Vi holdt ikke fast i ti år på retten til at håne, spotte og latterliggøre for derpå at nægte tåberne ret til principielt at gøre det samme. Det er vores demokrati. Det kan de ikke slå, hvis vi nægter dem at varme sig ved vores frygt for dem.

Vi har allerede love mod deres mørke. Mod flerkoneri, vold, opfordringer til vold, afpresning osv.

Vi er dem overlegne. Vores samfund er så meget bedre end deres, at de aldrig vil have en chance for i længden at modstå smagen af frihed.

Vores tro på frisind og frihedsrettigheder er følgelig også deres tro på en rigid Gud overlegen. Hvis vi vel at mærke bare vender tilbage til at tro igen. Ikke på en Gud, men på os selv og Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
55 kommentarer
Vis kommentarer