Ingen grund til politikerlede

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Noget af det mest interessante i dansk politik i 2017 og 2018 bliver at følge Anders Samuelsen og Liberal Alliance.

Meget taler for, at det vil gå dem ilde.

Som bekendt har Liberal Alliance foreløbig begået en blændende præstation: Fra dannelse af et parti, der oprindeligt ikke kunne spores i meningsmålinger, til 13 mandater og nu også medlem af regeringen.

Hvilket formand Anders Samuelsen opstemt opregnede på Facebook forleden:

’LA går i regering med 6 ministerposter og påtager sig dermed som de første af de nye partier regeringsansvar. Noget har vi da gjort rigtigt ;-) Klar til 2017?’

Som Weekendavisens politiske analytiker, Arne Hardis, bemærkede, tyder denne opdatering på, at Samuelsen ’ikke forstår den offentlige kritik af sin overraskende vej ud af den sindrige selvbyggerfælde, han i løbet af 2016 konstruerede og placerede sig og sit parti i. Eller, måske mere troligt: Han tænker, at problemet går over, og kritikken forstummer, hvis bare han taler om noget andet.’

Man kan tilføje, at dertil kommer, at LA-lederen ikke ligefrem synes historisk bevidst. Ikke engang nyere politisk historie synes han at indregne.

Få husker måske ’ ’Villy-effekten’. Begrebet fra SFs folkelige og vælgermæssige optur, opkaldt efter Søvndal i slutningen af 00erne, forekommer flere tidsaldre borte. Men som Søvndal fra venstre bar sig selv og sit parti op og ind i regering samt sig selv ind som udenrigsminister, gør Samuelsen nu det samme fra højre side af dansk politik.

Forskellen mellem Søvndals determinerede, succesombruste SF og det senere regeringsføjende SF var markant. Længe før Villy Søvndal blev iført slips og rejseplan fra Udenrigsministeriet, lød det fra ham: ’Vores krav er, at hun (Thorning, red.) skal føre venstreorienteret politik, hvor fordelingskampen er i centrum. Det, hun har sagt om udlændingepolitikken, bliver ikke aktuelt. I politik skal der indgås kompromiser, og det er Helle Thorning-Schmidt godt klar over.’

I dag husker de fleste udgangen. Omridset af en rygvendt Villy Søvndal, der først forlader sin ministerpost, derpå Christiansborg. Villy Søvndal satte stort set hele partiets såvel som sin personlige politiske kapital ind på at tøjre partiet til en regering, der blot satte SF på slæb uden nævneværdig indflydelse på ruten. SF lod ikke trossen gå roligt. Den bristede. Spektakulært, svirpende og efter lang tids slitage.

Fra 'Villy-effekt' til 'Villy-defekt'. De næste to og et halvt år vil vise det for os alle. Går LA og Anders Samuelsen samme skæbne i møde? SF havde to og et halvt års rejse fra fløj mod midte. Fra ideologi mod pragmatisme. Blot for at skulle tage hele vejen tilbage for at genfinde sig selv.

Forleden kunne man i Politiken læse, at Liberal Alliance nu tilsyneladende gnidningsfrit har forandret både sin politik og sit sprog fra netop ideologi til pragmatisme, fra krav til kompromis, fra offensiv til defensiv.

Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, skrev et indlæg om, at ’politikerlede har præget 2016’. Og det er åbenbart ikke helt retfærdigt.

Som Egelund konkluderer: ’Intet parti kan indgå i et samarbejde med andre uden at skulle gå på kompromis. Det skal Liberal Alliance også, og det betyder helt konkret for tiden, at vi må stemme ja til forslag, vi tidligere var imod.’

I dag er LA’s politik således, at 'de er i regering’, som både formanden og andre siger. Eller med den politiske ordførers ord: ’ Sandheden er imidlertid, at der ikke er politiske svar på alt.’ For LA handler det 'om at sluge nogle kameler for at kunne spise kirsebær for fremtiden,’ som Egelund skriver med en selvudleverende blandingsmetafor, hun måske burde have overvejet nærmere.

Vi skal selvsagt frem til næste folketingsvalg for at få egentlig klarhed. Som bekendt var Anders Samuelsen først kompromisløs. Mindre end fem procents topskattelettelse kunne aldrig retfærdiggøre hans fravær over for sine sønner gennem alle disse år i politik. Det kunne en udenrigsministerpost så åbenbart. Hvilket i den politiske ordførers lignelse må svare til, at den forsvundne topskattelettelse var en kamel, og ministerposten er et kirsebær.

Et kommende valg må afgøre, om vælgerne synes, at det er en fyldestgørende forklaring på, hvorfor de ikke skal føle politikerlede, når eksempelvis Anders Samuelsen udtaler: 'Som udenrigsminister er jeg ikke Liberal Alliance.'

Politisk ordfører Christina Egelund opregner helt konkret LA’s betaling for at smide sin politik over bord og lade sig tøjre til Løkkes kirsebærkutter. Tag den såkaldte imamlov, som indebærer 'kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring' og LA har ’været meget imod’, bemærker Egelund. Den har LA nu også slugt, men, men, men:

’Den gode nyhed er, at med LA i regering, er risikoen for den slags forslag nu langt mindre,’ skriver ordføreren.

Det rette opfølgningsspørgsmål hertil må være: ’Men du kan ikke udelukke det?’

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
25 kommentarer
Vis kommentarer