Jeg tror på Yahya Hassan - den mest kompetente digter

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Yahya Hassan er fængslet, sigtet for at have skudt en anden i foden.I Danmark skyder man normalt kun sig selv i foden. Og kun i overført betydning. Men Yahya Hassan har – trods ren århusiansk dialekt – haft en anelse svært ved på det seneste at overholde lokale skikke og regler.

Hvad de fleste af os synes at have glemt, er imidlertid, at sådan har det tilsyneladende været med Yahya Hassan det meste af hans liv. Faktisk synes den Hassan, vi kender, digteren med den monotone manende oplæsning af sin autobiografiske digtsamling, ’Yahya Hassan’, alle tiders mest solgte digtsamling, at udgøre en slags undtagelsestilstand.

Selvom det er Yahyas nuværende tilstand, som udråbes til at være en undtagelse, til at være et s.o.s..

Det forekommer mig, at Hassan nu tværtimod er tilbage i sin oprindelige form, i sit oprindelige ’hood’ – når han ikke lige er i fængsel – og i det hele taget i færd med at genoptage sit oprindelige liv. Med at slås med andre indvandrere, true bandledere og på sociale medier erklære sig det sygeste, nogen nogensinde kommer til at opleve.

’Siden nytårsaften er jeg blevet forsøgt myrdet tre gange. Et brandattentat og to knivattentater plus det løse,’ som den 20-årige digter opdaterede på Facebook 13. marts.

I øvrigt på en profil, enhver ville have det ambivalent med at læse, som den skifter fra ejegod og skråsikker – ’perkeren over perkerne, danskeren over danskerne, Yahudi Yahya’ – til offergørelse og bøn – ’Jeg sidder i en arrest med brækket kraveben og brækket håndled, hjælp, skal opereres i hånden, har brug for hjælp, hjælp mig’.

Jeg kan godt lide Yahya Hassan.

Ikke at jeg kender ham. Eller at jeg er enig med ham – i det omfang jeg overhovedet er i stand til at forstå ham. Jeg har heller ingen fornemmelse af, hvad han vil, og hvad hans virke egentlig handler om.

Men alene det er også særligt i Danmark. Her ved alle alt om alle, og kravet om at melde rent ud og enten være ’med os eller mod os’ i alle mulige værdidebatter tiltager dagligt.

Hvis noget synes enestående og prisværdigt ved netop Yahya Hassan, er det hans fornemmelse for ikke at blive gidselstaget af nogen eller noget. Eksempelvis erklærede Politikens litteraturredaktør i februar, at man burde lade digteren i fred. Medierne var angiveligt i færd med at ødelægge Hassan, hed det, efter at han havde forladt et direkte TV2-News-interview med at erklære sin pik stor.

Det fik Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, til at hævde, at medierne havde et ansvar for den unge Hassan. En ret forbløffende tilgang til journalistik fra en redaktør. Særligt en redaktør på en avis, der om nogen har ført digteren frem som svaret på alle sine egne længsler: Den samfundsengagerede kunstner. Her endda af anden etnisk oprindelse, hvilket giver ståpels på første sal i JP/Politikens hus.

Politiken var i sin tid også først om at hylde politikeren Hassan som nyt medlem af Nationalpartiet: ’Stjernepoeten Yahya Hassan er en født politiker’, lød det eksempelvis i en klumme: ’Det er svært at komme uden om, at den 19-årige palæstinensiske dansker er genial’, stod der.

Som sagt aner jeg ikke, hvad Yahya Hassan har gang i. Jeg har imidlertid aldrig taget alvorligt, hvad politikeren Yahya Hassan sagde, da ingen kunne afgøre, hvor politikeren hørte op, og digteren tog over. Et skifte, der udelukkende og uledsaget af nogen som helst forklaring, var op til Hassans egen bekvemmelighed.

Jeg konstaterer, at han heller ikke synes at have mange venner i sit oprindelige ’hood’ som den utilpasset konfliktsøgende palæstinenser. Det får man ikke, hvis man går og skyder folk i fødderne (hvad digteren dog benægter). Og jeg konstaterer tillige, at folk spekulerer i, at Hassan har iscenesat alt som et PR-stunt før sin næste digtsamling.

Men det hele ser unægteligt ret ensomt og hjemløst ud lige for tiden. Vraget af sine ’nye venner’, i krig mod sine gamle, som Hassan er.

Hvorfor man kan vælge at ty til hans eget udsagn fra begyndelsen af februar i en facebook-video:

’Jeg uden tvivl den mest kompetente digter i Danmark. Og hvis I ikke tror på det shit, så bare vent på, at min næste digtsamling bliver anmeldt. Og hvis I ikke tror på anmeldelsen, så bare se på salgstallene. Og hvis I ikke tror på salgstallene, så bare spørg Gud, om det ikke er rigtigt, hvad Yahya Hassan, han siger. Og hvis I heller ikke tror på Gud, så spørg Djævelen. Og hvis I heller ikke tror på Djævelen, så er jeg ret så fucking sikker på, at Djævelen ikke giver en fucking flyvende fuck for, hvad fuck I tror på.’

Jeg tror på Yahya Hassan. Om så han har løjet hele vejen til banken. Og jeg glæder mig. Hvilket aldrig tidligere er sket i forbindelse med en digtsamling for mig. Og slet ikke en to’er.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
110 kommentarer
Vis kommentarer