Voldtægt i populærmusik og andre røgvarer

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Forleden skrev kønsdebattøren og krænkelsesentusiasten, Henrik Marstal, følgende på Facebook:

’Tænk at nogen engang kunne slippe afsted med at lave en sang med ordene "Din mund siger nej, men dine øjne siger ja" - et klassisk eksempel på rendyrket voldtægtskultur i dansk populærmusik.’

Morsomt skrevet, vil nogle måske sige.

Indtil de opdager, at Marstal faktisk mener det alvorligt. Og altså hermed sidestiller en schlager om at flirte, opført første gang på Tivoli Teatret i 1917, med ’rendyrket voldtægtskultur’.

Det ville være rart, hvis man kunne affærdige dette med at erklære, at nævnte Marstal, der ofte skriver kønspolitiske indlæg i Politiken, således ikke har brug for spalteplads i nær samme grad, som han har brug for hjælp. Men desværre synes han at udgøre et foreløbig klimaks af en ret så bekymrende udvikling.

Vi kan kalde det ’den politiske korrektheds udvikling’. Sådan helt bredt taget.

Forestillingen om, at nutidens politiske korrekthed kan rense fortiden for alt, hvad folk som Marstal hævder er krænkende.

Men også forestillingen om, at man med sproget som redskab – særligt ved at fordømme udtryk, begreber og betegnelser – kan skabe en bedre, mere harmonisk og eksempelvis køns- og raceligestillet verden. 

Allerede i begyndelsen af 90’erne krævede litteraturstuderende på Stanford Universitetet listen af klassikere i verdenslitteraturen revideret. Der var for mange døde, hvide, europæiske mænd på den, lød kritikken. William Shakespeare for nu at nævne en.

Siden er en bølge af nypuritanisme skyllet hen over verden. Folk, der ryger, drikker, ler uhæmmet af sexistiske eller racistiske vittigheder, spiser ernærings-forfejlet grillmad eller holder af hulkende countrymusik har gang på gang måttet kaste sig i flyverskjul.

Sproget er forsøgt saneret i en mærkværdig bestræbelse på at skjule virkeligheder, man ikke bryder sig om eller finder degraderende. Ordet ’rengøring’ er blevet renset ud i stillingsbetegnelser for dem, der gør rent. Det hedder nu ’serviceassistent’. ’Fængselsbetjent’ er blevet til ’enhedsfunktionær’. ’Kassedame’ hedder i dag ’butiksassistent’. Og skulle nogen af alle disse gå hen og miste arbejdet, vil det ikke hedde ’fyret’, men ’fritstillet’ som følge af en ’omstrukturering’.

Sproget må ikke røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan verden skal se ud. Uanset at verden trods alle de nye ord og betegnelser stadig ser ud på samme måde. ’Serviceassistenten’ gør den stadig ren.

Udrensningen sammenlignes ofte – og rettelig – med begrebet ’New-speak’ (Ny-sprog) i George Orwells ’1984’. Her hedder propaganda-ministeriet ’Ministeriet for Sandhed’, krigsministeriet er omdøbt til ’Ministeriet for Fred’, og justitsministeriet med tilhørende tankepoliti og den øvrige ordensmagt har fået navnet ’Ministeriet for Kærlighed’. Dertil er ’New-speak’ renset for såkaldte ’gammelsprogsord’ som ’ære’, ’videnskab’ og ’religion’.

Senest i den politiske korrekthedsudvikling er så tilstødt begrebet ’kulturel apropriation’.

Følgelig har man på de sociale medier haft en debat om, at Justin Bieber aldrig skulle have fået anlagt en ny frisure med dreadlocks. For Bieber er en rig , hvid mand og stjæler hermed fra den sorte rastafarikultur. Han ligefrem smykker sig med den, hedder det sig. Og det er kulturel apropriation.

Så forleden sad der – inklusive Henrik Marstal - en flok ’eksperter’ inde i DR2’s Deadline og var enige om, hvor slemt den slags er.

’Det er en genskabelse af den koloniale gestus,’ sagde en af dem (det er så her, Laid Back formentlig flytter deres kodapenge fra ’Sunshine Reggae’ til Panama, antager jeg, og hvem kan bebrejde dem?)

George Orwells samfund i ’1984’ var som bekendt et rædselsbillede på et totalitært, kommunistisk regime. Med ’kulturel apropriation’ og forestillingen om, at kulturer er rene, ubesmittede person- og geografibegrænsede kredse, der skal bevares uantastede og indhegnede som særligt beskyttede og ukrænkelige reservater betræder man dermed stien, der fører direkte til ’1984’, vil jeg hævde. Det vil sige til et totalitært samfund, hvor rigtig kultur er lig steril bevarelse.

Men rigtig kultur er faktisk altid blandet, påvirkelig og i bevægelse.

Politisk korrekte folk som Henrik Marstal helmer tilsyneladende ikke, før renselsen har fundet sted. Hvorfor Marstal og kompagni arbejder for et fascistisk samfund. Hvilket min gode kollega, Søren Jacobsen Damm, tidligere har begrundet udførligt.

Onsdag dukkede Marstal sjovt nok igen op på Facebook med følgende:

’Kære alle jer etniske danskere som gennem den seneste uges tid har vrisset af begrebet kulturel appropriation og sagt at det var et latterligt, unødvendigt begreb. Jeg vil bede jer læse denne artikel som både klart og enkelt forklarer hvorfor begrebet faktisk har enorm relevans.’

Artiklen Marstal krænkelsesbegejstret henviser til er amerikansk og handler om en hvid feminist. Hun fandt sine dreadlocks eller rasta-lokker fantastiske, lige indtil hun indså sin brutale, hvide overherredømme-adfærd samt krænkelse af Bob Marleys efterkommere og klippede lokkerne af.

Efter at have læst artiklen ved jeg faktisk ikke, hvor jeg skal begynde. Så lad mig slutte med at stille et spørgsmål. Hvis den gamle schlager ’Din mund siger…’ virkelig er ’rendyrket voldtægtskultur’, hvad så med ’Giftes med farmand’?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
6 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen