Som sanger og sangskriver Johnny Madsen engang sagde til mig om frygt og bekymring i Danmark:
’I det her land kan et barn ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal forsynes med hængelås.’
Frygten og bekymringen i Danmark er enorm.
Som der stod på forsiden af Jyllands-Posten forleden ’Den private tryghedsindustri har aldrig været større’.
Det viser sig, at kundetallet i vagt- og sikkerhedsbranchen er omvendt proportionalt med tallene i statistikker, der tilsiger, at der er brug for masser af vagter og sikkerhed – eksempelvis statistikker om kriminalitet og indbrud.
Og folk skal da også have peberspray derhjemme, synes justitsminister Søren Pape.
’Hvis fru Hansen er udsat for et hjemmerøveri, så synes jeg sådan set, det er meget godt, at hun kan forsvare sig,’ udtaler justitsministeren til Ritzau.
Hvor mange fru Hansen’er, der findes i landet, som hidtil ikke har syntes, de burde bevæbne sig, men nu overvejer det, fordi Danmarks justitsminister synes, det er god ide, er ikke til at vide. Søren Pape er såmænd også ligeglad. Han lader bare ikke en god frygt, der kan fremstille ham som borgernes beskytter, gå til spilde.
Hvilket er nøjagtig lige som, da Socialdemokratiet i forrige uge svindlede med angiveligt stigende utryghedstal i Danmark i en kampagne, der skulle få Mette Frederiksen og kompagni til at se ud som redningen på et problem, der i virkeligheden slet ikke er stigende, men aftagende.
Har nogen i øvrigt tænkt på, hvilket ondskabens helvede Skandinavien er blevet med femikrimien eller krimi noir i TV-serier? Tænkt på, hvordan massemordere må være ved at falde over hinandens fødder, når mørkningen falder på i Norden?
Personligt tænker jeg på det, hver gang jeg ser skandinaviske femi-krimiserier i TV. Eller hvis jeg går ind i en boghandel, hvor krimier, særligt femikrimier, stakkes ved indgangen som toiletruller på tilbud.
Jamen, indvender den kvindelige læser sikkert her, det er jo heller ikke sådan i virkeligheden. Det er jo bare fiktion.
Ikke ’bare’, vil jeg lige anholde. Som krimiforfatter Liza Marklund engang sagde i Berlingske om forretningsgrundlaget for sin succesfulde virksomhed: ’Skandinavien er det bedste sted på Jorden. Vi har et fuldkomment fantastisk samfund. Her er så dejligt trygt. Det er nødvendigt, at man har et trygt samfund for at kunne påskønne fiktiv vold. Da jeg var i Afrika for at lave research til bogen og sagde, at jeg skrev ’violent crime novels’, kiggede de bare på mig og sagde: ’But why?'.
Den nordiske femikrimi er måske den mest udspekulerede satan i udnyttelsen af den skandinaviske velfærdsstats omfattende tryghedsgaranti, vil jeg hævde. Mere udspekuleret end Dansk Folkeparti, Venstre, De konservative og Socialdemokratiet til sammen.
Det værste, der kan overgå en dansk statsborger, er, at hun føler sig utryg.
Tryghed er selve det abonnement, man har tegnet som skatteborger her i velfærdsstaten. Er der huller i leveringen heraf, forlanges samtlige institutioner sat ind for at genoprette den.
Det nye er så åbenbart, jævnfør Jyllands-Posten, at danskerne er blevet så narkomaniske med tryghed, at alarmbranchen dårligt kan følge med. Milliarder af kroner vælter ind.
Det helt store problem i den massive udnyttelse af det gigantiske irrationale af utryghed over land og by, har ingen imidlertid interesse i at påpege.
Dette problem er, at iveren efter øget sikkerhed producerer sin egen usikkerhed. Ligesom lang tid på netdoktor.dk kan give folk symptomer og indbildt syge.
Et barn smider en kat i en mikrobølgeovn, og der må hængelås på dem alle. For hvem garanterer, at det ikke sker med andre mikrobølgeovne?
Hver enkelt isolerede ulykke eller tilfælde gøres alment gældende med love og regler for alt og alle. Almindelig sund fornuft sættes ud af spil.
Frygt er en frygtelig effektiv forretning, og der er for tiden masser af driftige grosserer i branchen.
