Så trak hun sig.

Oven på pressemødet med Anna Mee Allerslev om hendes borgmesterafgang står et klart: Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester har åbenbart ikke selv lært meget af sagen.

Allerslev undskyldte ikke noget. Hun forstod heller ikke spørgsmålet: ’Hvad synes du selv?’

Anna Mee er ren i Anna Mee Allerslevs verden. Anna Mee har ret i Anna Mee Allerslevs verden.

Hermed toner en overordnet pointe frem:

Sagen er et vidnesbyrd om følelsen af politisk magtfuldkommenhed. For hvad handler det egentlig om, når Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester har brugt byens rådhussal til sit bryllup helt vederlagsfrit, mens enhver anden borger skal betale leje på mindst 65.000 kroner, eller når hun plager livet af en embedsmand med spørgsmål om kagegafler og cava, eller når borgmester Allerslev fremmer private venners byggesager?

Den handler om Anna Mee Allerslev selv. Om hendes til gang til politik.

Hendes oprindelige forsvar var sigende. Hun ’brænder for København’, Allerslev ’elsker København,’ lød det.

Følgelig måtte alle kunne forstå, at hendes kærlighed ikke kunne gøres op i noget så prosaisk som penge. Følgelig havde hun i egen optik ret til en rød løber af skjult løntilskud og applaus for hendes politiske karet-kørsel.

Med sin private brug af sit embedes bekvemmeligheder, sendte Allerslev den besked, at hun som borgmester ikke nødvendigvis sad på sin post for borgernes skyld, men derimod for sin egen.

Denne privilegieblindhed vil mange benævne som typisk for den nye generation af karrierepolitikere, der gennem universitetsstudier i jura, statskundskab og økonomi og i politiske ungdomsorganisationer er vokset op afsondret fra den blødende verden.

Anna Mee Allerslev er dermed en særlig type politiker, en 'mig-politiker' modsat at være en 'vi-politiker'.

Enkelte vil endog benævne det hele som typisk for de De Radikale, partiet, der om nogen er projekt- og djøfpartiet i Danmark. Ja, juristen Allerslev er vel satens at betragte som en radikal arketype, vil nogle hævde.

Hvilket bør vække opstandelse i partiet. Og på sæt og vis faktisk også allerede har gjort det. For som Det Radikale Venstres  kredsformand i Roskilde, Kim Elmose, udtaler til Politiken:

’Måske er det, fordi hun er jurist, at hun bare siger hele tiden, at hun har fulgt reglerne. Men det handler om de privilegier, politikere kan give sig selv. Og nu skal jeg og andre radikale så forholde os til, at partiets omdømme skades af en fortælling om et elitært og verdensfjernt parti bestående af vellønnede djøf'ere, der tager deres privilegier for givet, og som er udenfor rækkevidde for sosu’er og sygeplejersker.’

Anna Mee Allerslev gentog på sit pressemøde omkvædet om, at hun ’er blevet klogere’. Ingen spurgte imidlertid ’på hvad’. Og det lød grangiveligt som om hendes eneste fortrydelse i egne øjne var en række strategiske fejl.

Ellers havde Anna ’styr på det’, som hendes partiformand, Morten Østergaard oprindeligt støtteerklærede hende, da sagen begyndte.

Hos De Radikale vil man nu gøre alt for at fremstille Anna Mee Allerslev-sagen som en soloulykke.

Det bliver dog svært. Ikke mindst med en partiformand, der lagde alle sine æg i Allerslevs kurv til at begynde med, og tirsdag aften for rullende kamera forsøgte at fiske dem ituslåede og rådne op igen.

Man kan håbe, at Det Radikale Venstre – modsat deres afgående borgmester i København – har lært af sagen. Eksempelvis, at det er et problem at erklære sig selv i en kategori, der ved bedre og har mere ret end andre, og at disse andre dermed kan ’rende og hoppe’.

Den slags rammer ofte en selv i nakken.